- Detaljer
- Skrevet af: Henrik Larsen
- Visninger: 4
Underrubrik: Journalisering, sensordata og individfokus bliver ofte brugt som dokumentation for god sagsbehandling. Men bag detaljerne gemmer der sig et system, der ignorerer helheden – og retssikkerheden.
Indledning:🔍 Ingen ser mennesket bag journalen Du kan godt have en pæn journal. Fine skemaer. Sensorbaserede blodsukkermålinger.
Og alligevel opleve, at ingen ser dig.
I denne artikel sætter vi fokus på den form for sagsbehandling, hvor systemet stirrer sig blind på detaljer, standarder og overfladisk dokumentation. Hvor helheden forsvinder, og borgerens virkelige behov drukner i tjekbokse, skærmtid og meningsløse vurderinger.
Det lyder tørt, men det har store konsekvenser. For hvis en kommune eller en styrelse fravælger at se på borgerens samlede funktionsnedsættelse og helbredstilstand, kan det koste tryghed, behandling og livskvalitet. Måske også livet.
Baggrund/kontekst:🧾 Dokumentation uden dømmekraft I de senere år er der sket en markant udvikling i sagsbehandlingen på det specialiserede socialområde. Kommuner og styrelser bruger i stigende grad digitale data, skemaer og fagsystemer til at skabe en illusion af objektivitet og dokumentation. Men disse redskaber erstatter ofte det faglige skøn og den menneskelige vurdering.
Samtidig er der sket en forskydning i retning af detalje styring. Man registrerer kalorier, minutter, iltmætning og enkeltdiagnoser – men ser ikke sammenhængene, behovene eller udviklingen over tid. Der henvises til skemaer frem for at tale med borgeren. Der hentes samtykke – men ikke ægte viden.
Dette er ikke kun et praktisk problem. Det er et brud på officialmaksimen, proportionalitetsprincippet og hele grundlaget for borgerens retssikkerhed. Hvis vi ikke gør op med den kultur, ender vi med en offentlig sektor, hvor målinger betyder mere end mennesker.
Case/eksempel:📌 En regneøvelse med menneskeliv Et af de mest slående eksempler på detalje fikseret sagsbehandling opstod under en vurdering på Respirationscenter Syd i foråret 2025. Her fokuserede en læge i udtalelsen næsten udelukkende på patientens BMI og et formodet for højt kalorieindtag – uden at tage højde for, at netop denne patient har brug for en anderledes ernæringssammensætning grundet flere kroniske diagnoser.
Der blev ikke spurgt til kostvejledning, ikke foretaget tværfaglig vurdering og slet ikke indhentet viden om betydningen af komplekse diagnoser som epilepsi, PNES, autisme, diabetes type 1, Klinefelter syndrom, søvnapnø og essentiel tremor. Heller ikke patientens ønske om at få vurderet mulighederne for sondeernæring blev taget alvorligt – netop fordi det ikke passede ind i centerets standardforståelse af, hvad der er “normalt”.
Man så ikke mennesket bag diagnoserne. Kun tallene. Og tallene blev tolket ud fra ét fagfelt ad gangen. Som patient kunne man ønske, at læger og fagpersoner satte sig ned, trak vejret dybt og – i fællesskab – spurgte: Hvad betyder det egentlig for en patient at leve med så mange krydsende funktionsnedsættelser? Hvad betyder det for livskvalitet, for ernæring, for behandling og for håb?
Når systemet ikke stiller de spørgsmål, bliver det sundhedsfaglige skøn til en regneøvelse – uden blik for, om patienten overlever øvelsen.
Systemiske konsekvenser:⚠️ Når systemet svigter sin egen kerneopgave Når myndigheder stirrer sig blinde på målinger, standarder og detaljer, mister de ikke bare helhedssynet – de mister også evnen til at vurdere reelle behov. Det bliver særlig tydeligt, når kommuner undlader at indhente en lægefaglig statusattest, som f.eks. en LÆ 125, selv når borgerens helbredssituation er kompleks og alvorlig.
Uden faglig dokumentation mister kommunen det grundlag, der burde sikre korrekt og individuel sagsbehandling. I stedet erstattes det af mavefornemmelser, fejlagtige antagelser og en farlig kassetænkning: Hvad koster borgeren? Er der penge at spare? Kan familien måske træde til?
Men ikke alle har et netværk. Og selv hvor der er pårørende, kan relationer være brudt, præget af sorg, sygdom eller afstand. Børn kan have svært ved at se deres forældre blive dårligere. Søskende kan være ude af kontakt. Det er derfor, vi har et velfærdssystem – netop for at bære, når private relationer ikke rækker.
Når hjælpen udebliver, bliver borgeren mere sårbar. Ikke kun fysisk, men også psykisk og socialt. Man kunne fristes til at sige, at vi i Danmark har skabt en form for skjult aktiv dødshjælp – ikke med sprøjter og tilladelser, men med fravalg, afslag og manglende støtte. Det er systemets passive måde at frasige sig ansvar – og borgerens mulighed for et værdigt liv.
Curling-afsnittet – til skeptikere og systemtro:💬 Curling er ikke problemet – svigtet er Nogle vil måske sige: “Jamen, vi har jo ikke råd til alt” eller “Familien må også tage ansvar.” Men det her handler ikke om luksus eller særbehandling. Det handler om helt grundlæggende rettigheder – om hjælp til overlevelse, sundhed og værdighed.
Systemet skal ikke træde til, når familien ikke kan. Systemet skal være der – fordi det er en del af vores samfundskontrakt. Det er ikke curling at forvente, at myndigheder indhenter nødvendig lægefaglig dokumentation. Det er ikke curling at forvente, at ens sag bliver vurderet ud fra helheden – ikke ud fra enkeltdiagnoser, målinger eller økonomiske hensyn.
Hvis vi accepterer, at detalje fiksering og spareregnskaber skal veje tungere end menneskelige behov, så mister vi ikke bare retssikkerheden. Vi mister også os selv.
Afslutning/opråb:🔁 En ny tilgang – eller flere ofre Vi må insistere på, at systemet ser helheden – ikke kun tallene. At læger og sagsbehandlere sætter sig sammen og spørger: Hvad har denne borger reelt brug for, på tværs af diagnoser, datafelter og budgethensyn?
Hvis ikke vi gør det, vil flere falde igennem. Ikke fordi de ikke er syge nok, men fordi de ikke passer ind i systemets skemaer. Det er ikke værdigt. Det er ikke fagligt forsvarligt. Og det er ikke i overensstemmelse med dansk lovgivning.
Vi skal kræve en ny tilgang. Hvor skøn og samvittighed får plads. Hvor journalnotater, iltmætning og kalorietabeller bliver suppleret med viden, empati og ansvar. Og hvor alle – også dem med mange og komplekse behov – bliver mødt som hele mennesker.
Læs mere på www.autismeliv.dk/rfh
🌟Har du oplevet noget lignende? Hvis du selv – eller en, du kender – har oplevet, at myndighederne overser helheden og afviser nødvendig hjælp, kan det være relevant at kontakte Folketingets Ombudsmand. Ombudsmanden fører tilsyn med, at kommuner og styrelser behandler borgerne korrekt og efter loven.
Læs mere eller indgiv en klage her: www.ombudsmanden.dk
Del også gerne din historie – jo flere vi er, der siger fra, jo sværere bliver det at ignorere os.
SoMe: Når myndigheder styrer efter skemaer og kalorieindtag – men ignorerer helheden. Hvad sker der, når systemet ikke vil se mennesket bag målingerne? En stærk ny artikel i serien Rettens forsvundne hjørnesten. #Retssikkerhed #UvildighedNu #Systemsvigt #dkpol #handicapdk
Om forfatteren: Henrik Larsen (53 år) er autodidakt skribent, foredragsholder og borgeraktivist med særligt fokus på retssikkerhed, handicap og forvaltningskultur. Gennem sit projekt Autismeliv har han dokumenteret, hvordan fejl i sagsbehandling og myndigheders afvisning af kompleksitet kan få alvorlige konsekvenser for borgere med flere diagnoser.
Henrik lever selv med autisme, epilepsi og andre varige helbredstilstande og har siden 2020 ført en vedholdende kamp for at blive mødt som et helt menneske i systemet – ikke som et sagsnummer. Han er initiativtager til borgerforslagene om en uvildig forvaltningsdomstol og om at flytte det specialiserede handicapområde væk fra kommunerne.
Med serien Rettens forsvundne hjørnesten skaber han oplysning, debat og forandring – artikel for artikel. Du kan følge hans arbejde på 📚 Læs hele artikelserien Rettens forsvundne hjørnesten:
📋 Se oversigten med alle artikler måned for måned:
👉 www.autismeliv.dk/indhold-rfh
Og via opslag på LinkedIn og Facebook.
Tags: #Forvaltningsdomstol #Retssikkerhed #RettensForsvundneHjørnesten
#Systemsvigt #BorgerensRet #UvildighedNu
#dkpol #socialpolitik #velfærd #handicapdk #enmillionstemmer
- Detaljer
- Skrevet af: Henrik Larsen
- Visninger: 7
💥Underrubrik: Hvordan endte vi med et velfærdssystem, hvor faglighed underordnes tavshed, og hvor embedsmænd hellere skjuler fejl end retter dem? Denne artikel ser på DJØF’ernes rolle i svigt og styring – og hvad vi kan lære af dem, der tør tale ud.
Indledning
Måske er det ikke altid ond vilje. Måske er det bare systemlogik. Men når tavsheden breder sig, og embedsværket lukker sig om sig selv, mister borgerne tillid. De oplever et system, der beskytter sig selv – ikke dem. Et system, hvor der ikke gives klare svar, hvor beslutninger træffes bag lukkede døre, og hvor ansvar forvaltes som en varm kartoffel.
Jeg har mærket det selv: Fra regionens lægekonsulenter til kommunens centrale visitatorer og Ankestyrelsens afgørelsesforfattere. Alle gemmer sig bag “neutralitet” og skubber ansvaret videre. Det handler ikke længere om lovgivning eller faglighed – det handler om kontrol, forsigtighed og frygten for at åbne for det, der ikke kan styres.
Denne artikel handler om embedsmændenes rolle i det specialiserede socialområde – og hvorfor vi må insistere på, at neutralitet aldrig må blive en undskyldning for blindhed.
Baggrund/kontekst
Det danske embedsværk er kendt for sin stabilitet og saglighed. Men de senere år er der kommet stigende kritik af embedsmændenes rolle i velfærdens forvitring. Hvor er fagligheden blevet af, spørger flere. Hvorfor tør ingen tage stilling, når kommuner bryder loven, eller når sårbare borgere lades i stikken?
Professor i forvaltningsret Sten Bønsing har tidligere udtalt, at embedsmænd sjældent bliver holdt ansvarlige – selv ved grove fejl. Og i praksis ser vi, at sager dækkes til eller bortforklares. Som juraprofessor Monica Lylloff skrev i et opslag i 2025:
“Det er et problem, når embedsmænd beskytter systemet frem for borgernes ret.”
Denne problemstilling er ikke ny. Men den er blevet mere tydelig – ikke mindst i sager, hvor borgere klager over åbenlyse fejl og mødes med tavshed eller bortforklaringer. Når selv Ombudsmandens undersøgelser i praksis ignoreres af kommunerne, har vi ikke længere en retssikkerhed, vi kan regne med.
Case/eksempel
Min egen sag er fyldt med eksempler: Tavshed fra embedsværket, afvisninger uden forklaring og manglende vilje til at tage stilling til alvorlig dokumentation. En embedsmand i Odense Kommune skrev i marts 2025: “Jeg syndes ikke det giver mening at besøge.” Ikke noget om lovgivning, ikke noget om forpligtelser – bare en personlig vurdering.
Et andet eksempel: Da jeg bad om, at mine helbredsoplysninger blev vurderet af speciallæger, svarede kommunen ikke. Da jeg sendte dokumentation til Ankestyrelsen, blev det gengivet – men ikke vurderet. Ingen tager ansvar. Og ingen indrømmer fejl.
Når man som borger sidder tilbage med følelsen af, at embedsværket arbejder mere for systemets ro end for sandhed og ret, er det ikke bare frustrerende. Det er farligt.
Systemiske konsekvenser
Når embedsmænd bliver systemets beskyttere i stedet for borgerens garanter, er det ikke længere en sund forvaltning. Det er magt uden kontrol.
Det handler ikke kun om mine oplevelser. Det handler om, hvordan embedsværket prioriterer tavshed over gennemsigtighed, loyalitet over faglighed. Når svaret er: “Vi må ikke udtale os,” eller “det ligger ikke i vores opgave,” så fraskrives også det ansvar, der burde være centralt for enhver offentlig ansat: At sikre, at borgerne behandles lovligt, respektfuldt og reelt.
Når embedsmænd ikke siger fra – selv når de ser uret ske – så bliver de medskyldige. Og når systemet belønner den tavshed, har vi ikke længere en forvaltning, men en fæstning.
Curling-afsnittet – til skeptikere og systemtro
Nogle vil hævde, at embedsmænd og DJØF’ere blot følger reglerne. At det ikke er deres opgave at “føle” for borgerne. Men så lad os lytte til én, der har været med helt inde i maskinrummet.
René Junker – tidligere udviklingskonsulent i Odense Kommune og involveret i netop de forløb, jeg selv har stået i – skrev i maj 2025:
“Hvordan ser det ud i år 2035, hvis vi i Odense Kommune lykkes med at skabe bedre sammenhæng og samarbejde på tværs?”
Hans opslag vidner om noget helt andet end den kolde systemlogik, vi ofte møder. Det handler ikke om paragraffer eller produktionstal. Det handler om menneskesyn, fagligt mod og vilje til at tage ansvar – også som embedsmand.
Kontrasten er slående: På den ene side et fremtidsblik, der kalder på samarbejde og langsigtet ansvar. På den anden side min egen oplevelse af tavshed, ansvarsfralæggelse og embedsværkets usynlige hånd, der ikke må tage stilling, ikke må mene noget – og som alt for ofte ender med at skjule de svigt, der burde være frem i lyset.
Når selv loyale systemfolk som René Junker efterlyser mere sammenhæng og fælles retning, er det et tegn på, at noget er råddent i staten Danmark. Og det er ikke borgerne, der lugter.
Afslutning/opråb
Vi har brug for et embedsværk, der tør tage ansvar – ikke bare følge ordrer. For borgernes skyld. Og for systemets troværdighed.
Det starter med sprog, handling og åbenhed. Det starter med, at embedsmænd ser sig selv som andet end neutrale administratorer. Det starter med at stille spørgsmålet: Tjener du borgeren – eller dækker du over systemet?
SoMe
Når embedsværket lukker sig om sig selv, mister vi retssikkerhed. DJØF’ere og embedsmænd skal ikke bare følge regler – de skal også turde tage ansvar. Læs med om tavshedens pris, skjult styring og hvorfor borgerne står alene. #RettensForsvundneHjørnesten www.autismeliv.dk/rfh
Om forfatteren
Henrik Larsen (53 år) er debattør og systemkritisk stemme i handicapbevægelsen. Han har siden 2020 dokumenteret sagsforløb og myndighedsfejl i det specialiserede område, med særlig vægt på mødet med Ankestyrelsen, Odense Kommune og sundhedssystemet. Henrik lever med atypisk autisme, epilepsi og kompleks diabetes og har personlig erfaring med, hvordan embedsværkets tavshed og manglende ansvar kan forværre borgerens livssituation. I artikelserien Rettens forsvundne hjørnesten sætter han fokus på systemiske svigt og borgernes ret. Serien udkommer hver mandag og torsdag.
Læs mere på: www.autismeliv.dk/rfh
- Detaljer
- Skrevet af: Henrik Larsen
- Visninger: 69
Herunder finder du oversigter over artiklerne i serien Rettens forsvundne hjørnesten, opdelt måned for måned.
Hver månedsside indeholder en tabel med alle udgivelser den pågældende måned, herunder titler, udgivelsesdato og status – samt klikbare links til de enkelte artikler, når de er udgivet.
Oversigterne opdateres løbende, og nye måneder bliver tilføjet efterhånden som serien fortsætter.
Du kan også finde en samlet, visuel oversigt over hele artikelserien her:
👉 www.autismeliv.dk/rfh
Månedlige oversigter:
- Detaljer
- Skrevet af: Henrik Larsen
- Visninger: 66
Mens politikere, topembedsmænd og interesseorganisationer mingler på Folkemødet på Bornholm, udspiller der sig et andet, mere tavst drama i Odense Kommune.
Jeg har i ugevis forsøgt at få en ny sagsbehandler. Ikke som en tilfældig anmodning, men som en alvorlig nødvendighed. Jeg har dokumenteret:
-
at min nuværende sagsbehandler har afvist at indhente ny dokumentation, på trods af ny helbredsmæssig udvikling,
-
at kommunen ignorerer Ankestyrelsens beslutning om at genoptage min sag den 31. maj 2025,
-
at jeg oplever alvorlige helbredsmæssige konsekvenser, og har gjort opmærksom på risiko for psykisk og fysisk forværring.
Det, jeg mødes med, er tavshed. Intet svar. Intet ansvar.
📌 Brud på lovgivning og grundlæggende principper
Odense Kommunes passivitet og manglende reaktion er ikke bare uetisk. Det er ulovligt. Jeg har i mine henvendelser nævnt en række principielle overtrædelser, som kommunen må forholde sig til:
-
✨ Officialmaksimen: Kommunen har pligt til at oplyse sagen tilstrækkeligt, før der træffes afgørelse. At ignorere nye helbredsoplysninger og afvise at indhente statusattest (LÆ125) er direkte i strid hermed.
-
⚠️ Vejledningspligten (§ 7 i forvaltningsloven): Borgeren har krav på korrekt og fyldestgørende vejledning. Det har ikke fundet sted.
-
🖊️ Notatpligten (§ 13): Kommunen skal nedskrive relevante oplysninger, når de modtager vigtige udsagn og dokumenter fra borgeren. Der er intet, der tyder på, at dette sker systematisk i min sag.
-
✅ Individuel vurdering og saglighed: Afgørelser skal træffes på baggrund af borgerens konkrete forhold. Det sker ikke, når man afviser dokumentation med standardiserede afslag.
-
📉 Proportionalitetsprincippet: Kommunen må ikke bruge mere indgribende midler, end situationen kræver. At lade en borger kæmpe alene i uklarhed og helbredskrise er i sig selv uproportionelt.
-
🧳️ Konventionsbrud?: Jeg er i alvorlig risiko for at blive frataget adgang til basal livskvalitet og helbredsmæssig sikkerhed. Det kan rejse spørgsmål om overtrædelse af EMRK artikel 3 og 8.
📬 Jeg har nu sendt dokumentationen til Ankestyrelsen. Jeg har orienteret ledelsen i kommunen. Jeg har involveret offentligheden. Og jeg bliver ved med at dokumentere hver eneste reaktion – eller manglen på samme.
For tavshed er også et valg. Og i mødet med et velfærdssystem, der vælger tavshed frem for dialog, har vi kun ét våben tilbage:
✂ Dokumentation.
#Retssikkerhed #RettensForsvundneHjørnesten #Systemsvigt #UvildighedNu #Forvaltningsdomstol #dkpol #socialpolitik #handicapdk #EnMillionStemmer
- Detaljer
- Skrevet af: Henrik Larsen
- Visninger: 8
Socialfaglig svækkelse – Når systemet glemmer sin kerneopgave
Indledning
De færreste forventer, at kommunen skal være perfekt. Men vi har ret til at forvente, at der tages ansvar. At faglighed, samarbejde og menneskelighed ikke drukner i skemaer og strategier. Alligevel er det præcis, hvad der sker i dag – ikke kun i min egen sag, men i hele systemet. Når faglighed reduceres til kontrol og koordinering bliver til ansvarsforflygtigelse, er det ikke bare borgere, der svigtes. Det er hele fundamentet, vi bygger vores velfærd på. I denne artikel ser jeg nærmere på, hvordan socialfagligheden i Danmark er blevet svækket – og hvorfor det bør vække alarm, også blandt dem, der stadig har tillid til systemet.
Baggrund/kontekst
I mange år har man forsøgt at effektivisere og måle velfærden med digitalisering, tværfaglige samarbejder og præstationsmålinger. Men under overfladen vokser der en anden virkelighed frem. Kommunale medarbejdere fortæller i stigende grad om, hvordan fagligheden fortrænges af krav om budgetoverholdelse, dokumentation og standardiserede ydelser. Resultatet er, at helhedstænkning, fagligt skøn og etisk dømmekraft presses ud. Det, der skulle have styrket borgerens retssikkerhed, ender med at skade den. Når medarbejdere i praksis fravælger koordinering, fordi det “ikke er deres ansvar”, bliver det ikke blot ineffektivt – det bliver uanstændigt.
Case/eksempel
René Junker, tidligere udviklingskonsulent i Odense Kommune og involveret i flere komplekse borgerforløb, skrev i maj 2025:
“Hvordan ser det ud i år 2035, hvis vi i Odense Kommune lykkes med at skabe bedre sammenhæng og samarbejde på tværs?”
Hans spørgsmål rammer plet. For hvad bygger vi egentlig op? Og hvem tager ansvar, når ingen længere må – eller tør – handle helhedsorienteret? Junkers opslag peger på, at løsninger ikke findes i flere it-systemer, men i fælles ansvar og fagligt mod. I min egen sag har jeg set, hvordan ansatte i sundhed, psykiatri og handicapforvaltning skubber borgerens behov videre som en varm kartoffel. Det, der burde være koordinering, bliver til en juridisk kamp om at fraskrive sig ansvar. Samme problem beskrives af Anne Brorson, socialrådgiver og tidligere leder i det specialiserede område. Hun skrev for nylig:
“Når en medarbejder bruger mere tid på at beskytte sig mod en klage end på at dokumentere det faglige grundlag – ja, så er det gået galt.”
I en konkret afgørelse fra Ankestyrelsen nægtes en borger støtte til lægebesøg – ikke fordi behovet mangler, men fordi det “ikke er regionens ansvar” og heller ikke “kan gives som socialpædagogisk støtte”. Det er en konstruktion, hvor ingen må hjælpe, fordi ingen skal hjælpe.
Systemiske konsekvenser
Det er netop her, krisen bliver tydelig. Når borgerens rettigheder fortolkes så rigidt, at ingen længere kan handle, så har vi ikke længere et system – vi har en maskine, der kører i tomgang. Socialfagligheden reduceres til et krydsskema, og fagpersonens dømmekraft forsvinder i frygten for ansvar. Det er hverken trygt for borgeren eller holdbart for medarbejderen. Når vi samtidig ser kommuner, der bevidst undgår at tage stilling til konkrete lægefaglige vurderinger, og hvor socialrådgivere henviser til “serviceniveau” frem for behov, så er det ikke længere enkelte fejl – det er en systemfejl. En fejl, som risikerer at undergrave tilliden til hele velfærdsstaten.
Curling-afsnittet – til skeptikere og systemtro
Nogle vil måske spørge: er det nu så slemt? Har vi ikke stadig et godt system sammenlignet med andre lande? Jo, på mange områder. Men det ændrer ikke på, at vi har overset en grundlæggende præmis: Retssikkerhed for de mest udsatte kræver mere end lovgivning – det kræver faglighed, tid og ansvar. Når man som borger ikke længere kan regne med, at nogen tager ansvar, fordi alle dækker sig ind, så er det ikke længere nok at henvise til, at “systemet virker”. For hvem virker det for?
Afslutning/opråb
Vi må turde stille spørgsmålet: Hvad vil vi med vores velfærd? Vil vi fastholde et system, hvor alle dækker sig ind, eller vil vi genopbygge et, hvor faglighed og menneskelighed går hånd i hånd? Det kræver, at vi lytter til folk som René Junker og Anne Brorson. Det kræver, at vi forstår, at socialfaglighed ikke er en udgift, men en forudsætning for tillid, trivsel og mening. Og det kræver politikere og beslutningstagere, der tør tage ansvar for retningen – ikke kun for regnearket.
SoMe:
Når ingen må hjælpe – fordi ingen skal hjælpe – er det ikke bare en fejl. Det er en svækkelse af hele den socialfaglige etik. Vi har brug for at genrejse fagligheden. Ikke med flere skemaer, men med ansvar og medmenneskelighed. #RettensForsvundneHjørnesten www.autismeliv.dk/rfh
Om forfatteren:
Henrik Larsen (53år) er systemkritisk borger, skribent og grundlægger af Autismeliv.dk. Han har siden 2020 dokumenteret sagsforløb og retssikkerhedsbrud i det specialiserede socialområde – herunder egne erfaringer med Ankestyrelsen og Odense Kommune. Henrik lever med kompleks epilepsi, PNES og atypisk autisme og har i dag opbygget en landsdækkende følgerskare. Med serien Rettens forsvundne hjørnesten stiller han skarpt på de principper, der burde beskytte borgeren – men som i praksis ofte sættes ud af spil. Artiklerne udkommer hver mandag og torsdag på Autismeliv.dk, LinkedIn og Facebook. Han opfordrer fagfolk, politikere og borgere til at dele artiklerne frit – med respekt for kilden.
Læs serien her: www.autismeliv.dk/rfh