For mig er struktur ikke bare en præference – det er en nødvendighed. Uden faste rutiner falder min hverdag fra hinanden. Det er ikke noget, jeg vælger. Det er sådan, mit nervesystem fungerer. Og når strukturen bryder sammen, gør jeg det også. Denne tekst er skrevet med støtte fra ChatGPT og bygger på mine egne erfaringer med at leve i en hverdag, der kræver ekstra planlægning og støtte.
Jeg har brug for at vide, hvad der skal ske – og hvornår. Ikke fordi jeg er kontrollerende, men fordi uforudsigelighed skaber kaos i mit hoved og min krop. Selv små ændringer i planen kan udløse overbelastning eller anfald. Rutiner giver mig ro. Det gør det muligt at fokusere, at bevare energi og at fungere i det hele taget.
Nogle tror, at struktur er noget, man bare skal lære. Men det handler ikke om vilje. Jeg har prøvet at leve uden plan – og det gik ikke. Jeg glemmer, overpræsterer eller bliver lammet. Min hjerne fungerer bedst, når hverdagen har et fast mønster. Det gælder alt fra søvn og mad til opgaver og hvile.
Det er ikke altid nemt at få omverdenen til at forstå det. Jeg har ofte mødt kommentarer som: "Du skal lære at være mere fleksibel." Men fleksibilitet kræver overskud – og det har jeg ikke altid. Jeg arbejder hver dag på at finde balancen mellem struktur og spontanitet. Men det kræver, at mine omgivelser hjælper med at bevare det, der virker, i stedet for hele tiden at ændre på det.
Når min hverdag er bygget op omkring stabile rutiner, fungerer jeg bedst. Det giver mig en følelse af tryghed og kontrol. Og det er ikke det samme som stivhed – det er et anker i en verden, der ellers føles kaotisk. Jeg har ikke brug for, at alt er perfekt. Jeg har brug for, at noget er forudsigeligt. Og det bør ikke være for meget at bede om.