- Detaljer
- Skrevet af: Henrik Larsen
- Visninger: 0
Jeg har levet et liv med mange udfordringer – men også med vigtige erkendelser. Mine livserfaringer er ikke bare noget, jeg har overstået. De har formet mig. De har lært mig, hvordan det er at kæmpe med krop og sind, med systemer og mennesker, og med en verden, der ofte ikke forstår. Denne tekst har jeg skrevet med hjælp fra ChatGPT, men den er dybt personlig.
Jeg har oplevet, hvordan det føles at blive overset. At stå med dokumentation, der ikke bliver læst. At blive vurderet på det, jeg siger – og ikke det, jeg mærker. At blive mødt af forvaltninger, som kender reglerne, men ikke virkeligheden. Det har gjort ondt, men det har også givet mig en styrke, jeg ikke vidste, jeg havde.
Livet har ikke været en lineær rejse. Jeg har måttet starte forfra mange gange. Når en støtteordning blev ændret. Når helbredet svigtede. Når systemet lukkede døren. Hver gang har jeg måttet finde nye måder at overleve på. Det har lært mig at være kreativ, tålmodig og vedholdende – men det har også kostet på selvværdet og troen på fremtiden.
En af de vigtigste erfaringer, jeg har gjort, er, at jeg ikke kan klare mig uden hjælp – men at jeg heller ikke vil reduceres til et hjælpetilfælde. Jeg er et menneske med værdighed, perspektiver og ressourcer. Jeg har noget at bidrage med, også selvom min vej er ujævn.
Mine livserfaringer har givet mig en stemme. En stemme, jeg bruger nu – i mødet med systemet, i artikler som denne, og i dialog med andre, der føler sig alene. For det er måske det, der har betydet mest: at finde ud af, at jeg ikke er alene. Og at det, jeg har oplevet, ikke er min skyld.
Det her er ikke slutningen på min historie. Men det er et punktum i en vigtig serie. En måde at sige: Jeg er stadig her. Jeg står op – ikke hver dag, men ofte nok. Og det er også en form for sejr.
- Detaljer
- Skrevet af: Henrik Larsen
- Visninger: 0
For mig er struktur ikke bare en præference – det er en nødvendighed. Uden faste rutiner falder min hverdag fra hinanden. Det er ikke noget, jeg vælger. Det er sådan, mit nervesystem fungerer. Og når strukturen bryder sammen, gør jeg det også. Denne tekst er skrevet med støtte fra ChatGPT og bygger på mine egne erfaringer med at leve i en hverdag, der kræver ekstra planlægning og støtte.
Jeg har brug for at vide, hvad der skal ske – og hvornår. Ikke fordi jeg er kontrollerende, men fordi uforudsigelighed skaber kaos i mit hoved og min krop. Selv små ændringer i planen kan udløse overbelastning eller anfald. Rutiner giver mig ro. Det gør det muligt at fokusere, at bevare energi og at fungere i det hele taget.
Nogle tror, at struktur er noget, man bare skal lære. Men det handler ikke om vilje. Jeg har prøvet at leve uden plan – og det gik ikke. Jeg glemmer, overpræsterer eller bliver lammet. Min hjerne fungerer bedst, når hverdagen har et fast mønster. Det gælder alt fra søvn og mad til opgaver og hvile.
Det er ikke altid nemt at få omverdenen til at forstå det. Jeg har ofte mødt kommentarer som: "Du skal lære at være mere fleksibel." Men fleksibilitet kræver overskud – og det har jeg ikke altid. Jeg arbejder hver dag på at finde balancen mellem struktur og spontanitet. Men det kræver, at mine omgivelser hjælper med at bevare det, der virker, i stedet for hele tiden at ændre på det.
Når min hverdag er bygget op omkring stabile rutiner, fungerer jeg bedst. Det giver mig en følelse af tryghed og kontrol. Og det er ikke det samme som stivhed – det er et anker i en verden, der ellers føles kaotisk. Jeg har ikke brug for, at alt er perfekt. Jeg har brug for, at noget er forudsigeligt. Og det bør ikke være for meget at bede om.
- Detaljer
- Skrevet af: Henrik Larsen
- Visninger: 0
For mange handler arbejde om identitet og selvstændighed. For mig har det ofte handlet om overlevelse. Ikke økonomisk – men fysisk og psykisk. Jeg har haft perioder, hvor jeg gerne ville bidrage, men ikke kunne holde til almindelige krav. Derfor blev beskyttet beskæftigelse et vigtigt begreb i mit liv. Denne tekst er skrevet med hjælp fra ChatGPT og bygger på mine personlige erfaringer.
Jeg har forsøgt mig med både praktik, skånejob og fleks forløb. Hver gang har det været med håbet om, at noget kunne fungere. Men udfordringerne har ofte oversteget mulighederne. Ikke fordi jeg ikke har villet – men fordi min krop og mit sind har haft brug for mere støtte og færre krav, end systemet har været klar til at give. Det er svært at forklare, hvordan et par timer i aktivitet kan tømme hele mit energilager. Men det er sådan, det er.
Beskyttet beskæftigelse har givet mig mulighed for at være en del af noget, uden at det har kostet alt. Men det har også været en kamp at få adgang. Jeg har oplevet, at systemet hellere vil presse mig ind i løsninger, der ikke passer, end at acceptere, at jeg har varige og komplekse behov. Nogle gange har jeg haft følelsen af, at det er vigtigere for kommunen, at jeg laver "noget," end at det faktisk fungerer for mig.
Når beskyttet beskæftigelse virker, kan det give mening og struktur i hverdagen. Men det kræver, at der er ægte hensyn og respekt for grænser. Ikke bare på papiret, men i praksis. At der lyttes, justeres og gives plads til restitution. Ellers bliver det endnu en belastning, forklædt som tilbud.
Jeg drømmer ikke om karriere. Jeg drømmer om balance. Om at kunne være lidt aktiv – uden at bryde sammen. Og det er netop dét, beskyttet beskæftigelse burde handle om. Ikke minimumsløsninger, men meningsfulde rammer, hvor man både kan bidrage og passe på sig selv. For nogle af os er det ikke dovenskab at bede om skånehensyn – det er ren nødvendighed.
- Detaljer
- Skrevet af: Henrik Larsen
- Visninger: 0
Uddannelse burde være en vej til muligheder. For mig har det ofte føltes som en mur. Ikke fordi jeg ikke vil lære – men fordi mit nervesystem, mine diagnoser og min måde at forstå verden på har gjort det svært at passe ind. Denne tekst bygger på mine egne erfaringer, og jeg har fået hjælp fra ChatGPT til at skabe overblik og klarhed.
Jeg har altid været nysgerrig og lærevillig. Men skolesystemet var ikke indrettet til en som mig. Der var for meget støj, for mange afbrydelser, for få pauser. Jeg blev hurtigt overstimuleret og havde svært ved at følge med, når tempoet var højt, og kravene uklare. Det betød ikke, at jeg ikke havde evner – det betød bare, at rammerne ikke passede til min måde at fungere på.
Jeg har flere gange forsøgt at tage uddannelser. Men hver gang er det endt med overbelastning og sammenbrud. Ikke fordi jeg ikke var motiveret, men fordi energien ikke slog til. Det er en særlig form for nederlag at ville noget så meget – og så mærke kroppen og hjernen sige stop. Jeg har brug for forudsigelighed, struktur og fleksibilitet. Men det har været svært at finde de rette rammer.
Det værste har ikke været at måtte stoppe. Det værste har været følelsen af at blive set som en fiasko. Som én, der ikke kunne holde ud. Jeg ville ønske, at uddannelsessystemet var bedre til at rumme dem, der har brug for mere end bare specialpædagogisk støtte. Der er brug for fleksible forløb, tid til restitution og plads til at være anderledes.
Jeg har ikke givet op på læring. Jeg lærer hele tiden – bare på andre måder. Gennem samtaler, erfaringer, og ikke mindst gennem den kamp, det har været at finde min plads i et system, der ikke forstod mig. Og måske er det også en slags uddannelse. En, man ikke får papir på – men som sætter dybe spor.