Uddannelse burde være en vej til muligheder. For mig har det ofte føltes som en mur. Ikke fordi jeg ikke vil lære – men fordi mit nervesystem, mine diagnoser og min måde at forstå verden på har gjort det svært at passe ind. Denne tekst bygger på mine egne erfaringer, og jeg har fået hjælp fra ChatGPT til at skabe overblik og klarhed.
Jeg har altid været nysgerrig og lærevillig. Men skolesystemet var ikke indrettet til en som mig. Der var for meget støj, for mange afbrydelser, for få pauser. Jeg blev hurtigt overstimuleret og havde svært ved at følge med, når tempoet var højt, og kravene uklare. Det betød ikke, at jeg ikke havde evner – det betød bare, at rammerne ikke passede til min måde at fungere på.
Jeg har flere gange forsøgt at tage uddannelser. Men hver gang er det endt med overbelastning og sammenbrud. Ikke fordi jeg ikke var motiveret, men fordi energien ikke slog til. Det er en særlig form for nederlag at ville noget så meget – og så mærke kroppen og hjernen sige stop. Jeg har brug for forudsigelighed, struktur og fleksibilitet. Men det har været svært at finde de rette rammer.
Det værste har ikke været at måtte stoppe. Det værste har været følelsen af at blive set som en fiasko. Som én, der ikke kunne holde ud. Jeg ville ønske, at uddannelsessystemet var bedre til at rumme dem, der har brug for mere end bare specialpædagogisk støtte. Der er brug for fleksible forløb, tid til restitution og plads til at være anderledes.
Jeg har ikke givet op på læring. Jeg lærer hele tiden – bare på andre måder. Gennem samtaler, erfaringer, og ikke mindst gennem den kamp, det har været at finde min plads i et system, der ikke forstod mig. Og måske er det også en slags uddannelse. En, man ikke får papir på – men som sætter dybe spor.