For mange handler arbejde om identitet og selvstændighed. For mig har det ofte handlet om overlevelse. Ikke økonomisk – men fysisk og psykisk. Jeg har haft perioder, hvor jeg gerne ville bidrage, men ikke kunne holde til almindelige krav. Derfor blev beskyttet beskæftigelse et vigtigt begreb i mit liv. Denne tekst er skrevet med hjælp fra ChatGPT og bygger på mine personlige erfaringer.
Jeg har forsøgt mig med både praktik, skånejob og fleks forløb. Hver gang har det været med håbet om, at noget kunne fungere. Men udfordringerne har ofte oversteget mulighederne. Ikke fordi jeg ikke har villet – men fordi min krop og mit sind har haft brug for mere støtte og færre krav, end systemet har været klar til at give. Det er svært at forklare, hvordan et par timer i aktivitet kan tømme hele mit energilager. Men det er sådan, det er.
Beskyttet beskæftigelse har givet mig mulighed for at være en del af noget, uden at det har kostet alt. Men det har også været en kamp at få adgang. Jeg har oplevet, at systemet hellere vil presse mig ind i løsninger, der ikke passer, end at acceptere, at jeg har varige og komplekse behov. Nogle gange har jeg haft følelsen af, at det er vigtigere for kommunen, at jeg laver "noget," end at det faktisk fungerer for mig.
Når beskyttet beskæftigelse virker, kan det give mening og struktur i hverdagen. Men det kræver, at der er ægte hensyn og respekt for grænser. Ikke bare på papiret, men i praksis. At der lyttes, justeres og gives plads til restitution. Ellers bliver det endnu en belastning, forklædt som tilbud.
Jeg drømmer ikke om karriere. Jeg drømmer om balance. Om at kunne være lidt aktiv – uden at bryde sammen. Og det er netop dét, beskyttet beskæftigelse burde handle om. Ikke minimumsløsninger, men meningsfulde rammer, hvor man både kan bidrage og passe på sig selv. For nogle af os er det ikke dovenskab at bede om skånehensyn – det er ren nødvendighed.