Jeg har levet et liv med mange udfordringer – men også med vigtige erkendelser. Mine livserfaringer er ikke bare noget, jeg har overstået. De har formet mig. De har lært mig, hvordan det er at kæmpe med krop og sind, med systemer og mennesker, og med en verden, der ofte ikke forstår. Denne tekst har jeg skrevet med hjælp fra ChatGPT, men den er dybt personlig.
Jeg har oplevet, hvordan det føles at blive overset. At stå med dokumentation, der ikke bliver læst. At blive vurderet på det, jeg siger – og ikke det, jeg mærker. At blive mødt af forvaltninger, som kender reglerne, men ikke virkeligheden. Det har gjort ondt, men det har også givet mig en styrke, jeg ikke vidste, jeg havde.
Livet har ikke været en lineær rejse. Jeg har måttet starte forfra mange gange. Når en støtteordning blev ændret. Når helbredet svigtede. Når systemet lukkede døren. Hver gang har jeg måttet finde nye måder at overleve på. Det har lært mig at være kreativ, tålmodig og vedholdende – men det har også kostet på selvværdet og troen på fremtiden.
En af de vigtigste erfaringer, jeg har gjort, er, at jeg ikke kan klare mig uden hjælp – men at jeg heller ikke vil reduceres til et hjælpetilfælde. Jeg er et menneske med værdighed, perspektiver og ressourcer. Jeg har noget at bidrage med, også selvom min vej er ujævn.
Mine livserfaringer har givet mig en stemme. En stemme, jeg bruger nu – i mødet med systemet, i artikler som denne, og i dialog med andre, der føler sig alene. For det er måske det, der har betydet mest: at finde ud af, at jeg ikke er alene. Og at det, jeg har oplevet, ikke er min skyld.
Det her er ikke slutningen på min historie. Men det er et punktum i en vigtig serie. En måde at sige: Jeg er stadig her. Jeg står op – ikke hver dag, men ofte nok. Og det er også en form for sejr.