Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 
I gennem mange år var min far syg og havde i slutningen af 90erne fået en 5 dobbelt bypassoperation. I årene inden min far fik det værre, havde han forsøgt at hjælpe mig og blive hørt ved egen læge.
 
Gennem stort set hele mit liv i folkeskolen, havde min far forsøgt, at banke lægerne op til at forstå at jeg kunne have epilepsi, men gang på gang fik min far blot at vide, at han havde set for mange syge mennesker. Min far har ganske givet i sin unge alder kørt en del med epilepsi på sygehuset, i kraft af at han havde arbejdet hos Falck først som redder men siden også som udrykningsleder og med mange andre stillings betegnelser - gennem hans arbejdsliv hos Falck.
 
heart 2719081 1280img640
Lægerne var absolut ikke lydhør for at hjælpe mig, gang på gang kan jeg mindes at jeg skulle møde hos den privat praktiserende læge til at få målt mit blodsukker, og gang på gang lå det normalt. Det kunne lægerne ikke forstå til trods for at min far og senere jeg selv kunne forklare hvordan jeg kunne sprede morgenmaden ud over hele køkkenbordet.
 
Mere skete der ikke, og jeg er klar over at hvis min mor og far var gået til lægen om at de havde mistanke om at jeg kunne have Autisme allerede som 12 – 14-årig, så havde lægen da først troet at mine forældre var skøre. Især på den måde min far blev behandlet på af lægen, indtil en dag i 1993 hvor min far igen opsøger lægen, for at vise lægen hvordan mine arme gør, der står 2 beholdere på lægens skrivebord og dem griber min far og med en bevægelse tømmer min far de 2 bægere for indhold, næsten samtidigt med det her er jeg faldet ned ad en trappe (3 trin), forslået fortsætter jeg på arbejde – jeg er på dette tidspunkt i lære som bager, jeg var 21 år på det tidspunkt – og har været i lære som bager i 6 mdr. da jeg kommer ind på arbejdet sender ekspedienten i butikken mig til skadestuen på Rigshospitalet, jeg ankommer på skadestuen men der er lang ventetid, det er nytåret 1993/94 – jeg får nogle stærke hovedpinepiller med hjem, og får at vide jeg skal komme dagen efter hvis de ikke hjælper, jeg tager på skadestuen igen dagen efter med en endnu stærkere hovedpine, 10 minutter efter ankomsten på skadestuen er jeg indlagt med stærk formodning om Epilepsi, jeg bliver udskrevet 5 dage senere med diagnosen Epilepsi.
 
Min far var meget påvirket over at sundhedsvæsnet ikke havde lyttet til ham dengang jeg gik i folkeskole, og jeg kan godt forstå det den dag i dag. Tænk sig hvis sundhedsvæsnet i den grad havde lyttet til min mor og min far så havde det hele måske været meget lettere for mig. Men sådan skulle det ikke være, i sommeren 2003 var jeg indlagt på Epilepsihospitalet i Dianalund, og jeg var til en grundig læge undersøgelse og det var på Epilepsi hospitalet i Dianalund at man opdagede at jeg også har Klinefelter Syndrom det var i sommeren 2003.
 
Min far havde det forsat meget svært ved at sundhedsvæsnet ikke opdagede mine skavanker, og det var til trods for at læger i efteråret 1993 havde stået med mine testikler i deres hænder eller rettere fingre, de havde kommenteret at de fandt mine testikler meget små, små testikler er et tegn på der er noget galt, men der skete ikke mere i den sag.
 
I efteråret 2014 har jeg gang i en handicapsag mod Odense Kommune, og der er store problemer, jeg havde i sommeren 2013 hyret en socialjurist til at hjælpe mig i min sag, og hver gang jeg ringede til socialjuristen sagde jeg ”Det er Henrik Larsen fra Odense” det var en fast sætning jeg sagde, selvom hun jo vidste hvem jeg var, en dag kom hun mig i forkøbet – og jeg var tavs som graven, hun foreslog jeg skulle undersøges for Autisme og det blev jeg og jeg har eller er Autist. Min far forsøgte at hjælpe mig i de unge år – det kunne han ikke for lægerne gad ikke lytte.
 
Min har far været meget syg gennem flere år og er i starten af december 2016 bliver min far indlagt. Min far var en god far, dengang han ikke drak – min far døde af organsvigt den 5. december 2016, jeg er ikke ude efter kondolencer så undlad at kondolere – det er så absolut ikke nødvendigt, for det er jo overstået for længst, og jeg er kommet videre, men måden hvorpå jeg bearbejdede min fars død vil måske for nogen være makabert, den dag min far dør er jeg om morgenen i gang med at hakke kød til medisterpølse, min mor ringer til mig og fortæller at min far er død, jeg pakker det hakket kød sammen og sætter det på køl, og jeg får ringet til min hjemmevejleder og beder ham møde mig hjemme hos min mor, hjemme hos min mor kommer min hjemmevejleder og jeg fortæller ham at min far er død, og her tror min hjemmevejleder at jeg er gået helt i stå. Og at de planlagte gøremål ikke bliver til noget, men han tager fejl, de skal udføres – man smider jo ikke mad ud.
 
Vi får snakket det skete igennem, jeg havde et stort ønske om ikke at se min far død, dels ville jeg godt huske hvordan min far var inden han blev og endte som han gjorde, efter snakken sammen med min hjemmevejleder og min mor, snakken tog omkring en halv time, tog min hjemmevejleder og jeg hjem til mig selv, og vi fortsatte med at lave medisterpølse i mit køkken, jeg arbejdede mig ud af sorgen og jeg hjælp min mor med at få udfyldt de forskellige parpier til uskiftet bo, selvom min yngste storebror enligt havde stået for det, men jeg havde åbenbart det storeoverblik og havde styr på det hele.
Min bror havde sagt til min mor og jeg at vi ikke behøvede at skynde os, med at få udfyldt de papirer som skifteretten skulle have, men han havde ikke læst at det skulle være inden et halvt år, midt i januar 2017 havde min mor og jeg fået styr på alt som skifteretten og SKAT skulle have at vide, jeg havde sågar fået et direkte telefonnummer til dødsboer hos SKAT og havde fået en rigtig god forklaring på hvordan det skulle udfyldes. Jeg var lettet over at havde hjulpet min mor med disse papirer, og det var da også dejligt, at der var styr på det.
 
Min far havde et ønske om en bisættelse, og på dagen for bisættelsen valgte jeg at stille mig op inde i kirken og læse en aller sidste hilsen til min far, jeg har i forvejen et handicap der gør jeg ryster på mine hænder, nærmere betegnet Essentiel Tremor, det gjorde absolut ikke min rysten mindre at stå der, og min ældste storebror som er 12 år ældre end mig endte med at komme og holde papiret med talen for mig, havde det ikke været min ældste storebror så havde det været præsten der havde hjulpet mig, min mor og min ældste store bror var rævestolte af at jeg turde stille mig og læse en sidste hilsen og min bedste ven som er multihandicappet spastiker og havde ledsager med, han var mere end rævestolt over at jeg turde stille mig op i kirken og læse en sidste hilsen til min far, og denne hilsen var også blevet lagt i kisten så min far havde brevet med sig.
 
tea lights 2611196 1280img800
 
 
En sidste linje i dette blog indlæg - i hjertet gemt aldrig glemt.
 
 

Husk at du som altid er velkommen til at dele mit blogindlæg - du behøver ikke at spørge om lov...

 

Du kan tilmelde dig nyhedsbrev her - så får du link til nye indlæg i din indbakke sammen med andre nyheder