Brugervurdering: 0 / 5

Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 

Angst og utryghed er en stor del af mit liv, jeg har det godt når jeg er sammen med ligestillede - men et sted underbevistheden er det måske snare fordi at jeg ved, at der er hjælp at hente hvis jeg skulle komme i problemer, angsten har altid været der mere eller mindre, den kommer helt sikkert fra den gang jeg havde epileptiske anfald - der er slet ingen tvivl. Jeg var den gang bange for at få et anfald og ikke blive opdaget, min mors tidligere hund Scott kunne mærke når jeg havde det skidt - rigtig skidt han kunne mærke når der var noget på vej hos mig. 

Her ses 2 billeder af skønne Scott, i 2008 holder Scott op med at nusse det ene øre på min mor, vi undre os og finder ud af at der er noget hud kræft. I 2009 finder vi ud af at Scott har et glas lår på det ene bag ben, og finder så ud af at det er kræft. Han savnes den dag i dag. Men han venter på os på den anden side af Regnbuebroen....


Men min angst og usikkerhed for at være alene i min lejlighed bliver værre med tiden, dels bliver jeg mere og mere hæmmet, og nu hvor der er stor mistanke om en autisme diagnose gør det jo ikke mindre, sammen med min OCD og de fysiske skavanker gør det heller ikke bedre.

Af de fysiske skavanker har jeg nogle alvorlige neurologiske handicaps der både rammer mine arme, men også mine ben derfor har jeg brug for nogle hjælpemidler der til mine fødder kan korrigere føddernes stilling, det gøres med fodkapsler, og for at lindre symptomerne fra hændernes rysten bruger jeg armskinner.

Men brugen af disse hjælpemidler - gør det ikke nemt at bruge f.eks. telefon eller få en tår vand når jeg har f.eks. armskinnerne på, det kan man se på billederne her under. Indlægget fortsætter under billederne.


Inden i Armskinnerne der er helt lige, er der 3 stænger af titanium i hver skinne. der er 4 remme til at spænde om armen, de 2 remme sidder over albuen, mens de 2 andre remme sidder under albuen. Skinner gør at man ikke på nogen som helst måde kan bøje sine arme når man har skinnerne på, men de gør også at den rysten jeg lider af forsvinder helt.
Det gør mig så også totalt sårbar hvis der skulle opstå en nødsituation som indebære at man skal flygte fra stedet. Her hjælper nødkald til hjemmeplejen ikke, da de har 30 minutter til at komme i. Så hvis der skulle opstå en brand ville jeg omkomme inden jeg kunne få hjælp, eller nå at få skinnerne af. Denne fare er den største årsag til min angst.



At man f.eks. ligger i sin seng, man kan lige nå at høre brandalarmen, og kort tid efter sover man fordi man har indåndet røg, det er så angst provokerende at det gør ondt men jeg sidder her og skriver det.

Men min angst gør også til tider at jeg får lavet hul på huden ved at kradse til det bløder, men jeg tror at det er fordi at jeg ubevist gerne vil gøre opmærksom på at jeg har det elendigt, jeg kan normalt ikke tale om mine føleser, det er mig umuligt at fortælle hvordan jeg har det, men derimod kan jeg skrive om det, fordi når jeg skriver er der ikke nogen der afbryder mig i min strøm af tanker. Jeg har jo tidligere skrevet et indlæg om at blive afbrudt, er der noget jeg hader meget er det at blive afbrudt når jeg bliver bedt om at fortælle noget eller jeg generelt snakker. At blive afbrudt kan give angst senere eller i værste tilfælde give mig en dårlig nat med en meget dårlig drøm.

Min angst har været der lige så længe jeg kan huske, jeg har i al den tid jeg kan huske bidt negle - mine forældre forsøgte med mange midler at få mig til at stoppe neglebidning med bla. go negl, men jeg spiste det bar, det smagte godt nok grimt men angsten for at blive forladt og være alene har været for stor og for overvældende. Læs bare min indlæg om min egen verden, jeg har i dag store problemer med at være alene....

Men at skrive om det giver mig indblik i en verden der er meget sort/hvid for mig, jeg har altid været meget punktlig, kom sjældent forsent, hellere komme lidt før end for sent. Jeg har været god til at holde aftaler.

Jeg har godt nok en bil, men jeg hader faktisk at køre bil efterhånden, men det er nu snare mine med trafikanter der sætter mig hårdt på prøve, mange mener at de sagtens kan ligge nærmest kofanger til kofanger på hinanden på feks. motorvejene, eller på landevejene - det gør så også at jeg for det meste holder mig langt væk fra motorvejene hvis jeg kan komme til det, jeg bliver bange og meget angst når folk køre så tæt bag en - det er lige ved at man kan se hvad de har fået at spise, det er simpelthen så ubehageligt, og dem der kører bagved forstår ikke en hentydning når man blinker med bremselygterne, det betyder i dag at jeg altid kører med låste døre når jeg færdes på vejene. Jeg tænker bare hvorfor acceptere andre ikke ,at man køre forsigtigt.

Jeg kan ikke li at køre hurtigt, dvs.  jeg kører max 110 km/t på motorvej også der hvor der må køres 130 km/t. Og ellers følger jeg skiltene, og så er jeg bedøvende ligeglad med om dem der køre bag ved mig vil hurtigere frem, det er deres problem, vil de hurtigere frem kan de bare overhale mig, hvis det er tilladt.

For en del år siden var jeg på arbejde for Autohuset Vestergaard, og havde været hos en kunde i Faaborg, på vej hjem gennem Svanninge bakker, kommer der en hurtig gående bil, på denne strækning må man kun køre 60 km/t over et langt stykke, der er overhaling forbudt, han overhaler mig og køre pænt hurtigt, på et sted hvor der er lige stopper han og forsøger at tvinge mig til at stoppe, her er jeg allerede helt oppe i det røde felt - ikke af raseri men jeg er bange - meget bange han står med noget værktøj i hånden og ser ud som om han vil kaste det efter mig. Jeg er nu så bange og angst at jeg tjekker al anden trafik - og jeg dobbelt tjekker igen om der er fri bane, jeg tager mig sammen og overhaler vedkommende, han bliver nu så gal at han gør alt for at stoppe mig, på et tidspunkt ringer min telefon - det er et ukendt nummer, men da jeg af princip aldrig taler i telefon under kørsel lader jeg den ringe. Den ringer igen fra ukendt nummer. Jeg er ikke bare bange jeg er ekstrem angst, jeg ser nu bilisten dreje af langt foran mig. Der går vel 10 minutter efter bilisten er drejet af, jeg får stoppet min bil - her ryster hele min krop af angst, jeg får taget mig samme til at ringe til Politiet - det jeg så oplever er at blive skældt ud i et par minutter, jeg bliver beskyldt for at køre sprit kørsel, og jeg benægter det purre endvidere får jeg skældud for ikke at besvare opkald, vi skal svar når vi køre bil, jeg bliver rasende men holder mig i skindet. Men min hjerne arbejder på højtryk jeg er ikke enig med betjenten i telefonen - jeg er skuffet, meget skuffet, men også ked af det. 
Lige med et kommer jeg i tanke om at man i det syd østlige Odense har stået hele morgnen og lavet kontrol af bilers dæk, i en rundkørsel, jeg køre der til, jeg går en motorcykel betjent i møde, jeg kan se at kigger efter mig, jeg henvender mig til ham, og siger jeg gerne vil blæse hvis jeg må det, jeg fortæller ham hakkene og angstelig hvad jeg har været udsat for, jeg får lov til at blæse - 0,0 siger den. Betjenten og hans kollega kalder vagthavende op, og fortæller hvad der er los, og at jeg under ingen omstændigheder er på virket af det ene eller det andet. Betjenten der lod mig puste, sætter sig i min bil og vi sidder og snakker lidt, jeg får at vide at de faktisk har lyttet med til denne person jagt på mig nede fra Faaborg, men de kunne ikke gøre fra eller til på det tidspunkt, og vi griner efterfølgende af det, vi aftaler at de kigger lidt nærmere på anmeldelsen på min fine kørsel, det viser sig så senere at vedkommende der anmeldte mig for at overholde fartbegrænsningen og køre i øvrigt lovligt, ikke selv var blandt guds bedste børn, han havde kørt spritkørsel selv. Forøvrigt fortæller politi betjenten mig at det var første gang i han 30 år ansættelse ved politiet, at der var en der bad om at puste frivilligt, og uden at politiet havde anmodet om det, han kunne ligeledes se på mine øjne at der ikke var noget, udover at jeg var ked af det hele, de sørgede i øvrigt for at jeg fik fri resten af dagen, så jeg kunne slappe af.

Men sådanne personer som jeg skrev om at de jagter os de svag, de gør at jeg er angst meget angst for at færdes i trafikken, men åbenbart må man ikke køre pænt i dagens Danmark. Men mange tror desværre at man er enten alkoholiker eller narkoman bare fordi jeg har den latterlige rysten på mine hænder.