Brugervurdering: 0 / 5

Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 
At blive voksen kan være en kæmpe udfordring, når man som barn har det svært med andre, man ved at der stilles krav til en når man går i skole. Disse krav er krav der er blevet til i ens opvækst og de skal bruges når man selv bliver voksen, når man skal skabe sig et liv.


Men udfordringen at blive voksen kan for mange være svær, der er nogle der aldrig bliver voksne pga. handicaps, et af de handicaps kan måske være autisme. Jeg kan endnu godt huske min tid i skolen, jeg sad ofte i timerne og dagdrømte enten pga. epilepsi, eller som jeg ved nu pga. autisme. Bare prøv at læse min historie her under.

I folkeskolen blev jeg mobbet af de andre – ja der blev tilmed spyttet på mig, som regel på vej i skole eller i skoletiden, nu var heldet at jeg boede rimeligt tæt på skolen og ofte flygtede jeg fra skolen. Grunden til min flugt var at de voksne ikke lyttede til mine problemer, vi børn skulle bare løse problemerne internt, som om at det hjælper, når man bliver mobbet. 

Jeg blev mobbet meget, rigtigt meget fordi jeg skrev langsomt, jeg rystede allerede på hænderne dengang, jeg havde store øre – og havde allerede fra børnehave klassen briller. Mit liv i folkeskolen var et sandt mareridt som jeg i dag mindes på hver dag. Jeg var alene, ofte gik jeg rundt for mig selv. Når det var frikvarter måtte jeg til tider gemme mig, i frygt for de skide dumme og irriterende mobbere, der ikke ville lade mig være i fred.

Der var ingen der gad mig for jeg var underlig, min familie var underlig, det underlige med min familie var at min far var Falck mand, han havde sommetider nattevagt - men det kunne de ikke helt forstå i klassen, at min far havde behov for at sove inden en nattevagt, men det var naturligt for mig, at være stille når min far sov.

Men forventningen fra samfundet om at jeg skulle klare mig selv var overvældende, jeg syndes det var sjovt at komme i praktik den uge hvor man kunne prøve et fag i folkeskolen, jeg jeg af sted 2 gange samme sted, jeg gik allerede fra 6 års alderen meget op i mad, så for mig var det på en måde en god ting at komme i et køkken og det gik over al forventning, det var lige mig - jeg fik tilmed gratis mad, jeg kan huske at kokkene syndes det var sjovt de kunne sætte en kæmpe skål frugtsalat og det blev spist med stor appetit - og så kørte jeg hjem og spiste aftens mad. Det var på noget der hed Restaurant Skoven, i dag huser den Jensens Bøf hus, men absolut ikke i nærheden af den type mad jeg nåede at være med til at lave og spise.



Men på grund af de store forventninger fra samfundet - så har jeg en urolig mave fornemmelse, som ikke kan beskrives – at jeg ikke vil være her hvor jeg er – væk fra det hele - de store forventninger fra samfundet , men når jeg er blandt ligesindede har jeg ikke tankerne. Når jeg kører hjem efter besøg hos min ven, som jo er multihandicappet spastiker, får jeg det ofte dårligt, jeg ved at jeg kører hjem til usikkerhed, utryg og ensomhed. Jeg er bange, utryg og usikker i min lejlighed. Hvad sker der, min utryghed fare frem med 120 km/t. Jeg føler mig totalt hjælpeløs som et lille barn på en 8 års alderen. Sådan er det også når jeg kommer hjem fra mine forældre. 

Min frygt for at blive voksen var værre end forventet, var være end jeg havde håbet på. Fordi jeg ikke kunne klare presset - jeg har prøvet at tage en uddannelse men fordi jeg enten ikke kunne engelsk eller bare fordi jeg ryster på mine hænder så var jeg ikke god nok til en uddannelse, imens står det offentlige samfund og skriger over at der mangles arbejdskraft, det er hårdt at blive / være voksen.

Jeg har det ikke godt blandt normalt fungerende (Mugglere), det vil jeg gerne lige sige med det samme, jeg har også prøvet mange ting jeg har gået på EFG Levnedsmiddel, EFG Bygge og anlæg, EFG Jordbrug alle gange uden at få en praktik plads alle gange med samme grund jeg har den dumme rysten på mine hænder. Der er alt for høje forventninger blandt mugglerne, jeg har det bedst når jeg er sammen med nogle der enten er som mig eller har det ringere end mig selv, men blandt mugglerne er der stor undren over at jeg siger og skriver om det fordi de ikke ser mig som sådan.  De vil ikke acceptere at jeg har det på en anden måde, de forventer at jeg skal være 100 % som dem selv. Mange mugglere så mig enten som narkoman eller alkoholiker, sådan var det hver gang jeg forsøgte at få en uddannelse, sådan som systemet beder om. Jeg kan bare ikke leve op til systemet, sådan som jeg har det. 

At skrive om det i dag, kan måske hjælpe andre, måske hjælpe forældre der har børn der ikke har det godt i skolen, jeg havde det absolut ikke godt i skolen, jeg har siden hørt at der var snak om speciel klasse / skole da jeg gik i 4 klasse, men det blev aldrig til noget, kunne jeg have rejst tilbage i tiden ville jeg gøre det og have ændret det, så jeg havde fået skiftet skole og på den måde have fået den hjælp jeg havde så meget brug for.

I efteråret 2014 (august og september) blev der udarbejdet en VISO rapport, og den kom med en del anbefalinger bla.

At jeg til knyttes et aktivitetscenter hvor jeg  i et kravfrit miljø kan have social kontakt til andre med fysisk handicap eller psykiske vanskeligheder samtidig med, at det vil bidrage til struktur og indhold i min hverdag.

Men for at være helt ærlig, så har jeg et stort barn gemt i min voksen krop, et barn der nægter at være voksen. Om det er autisme der gør at jeg åbenbart at ikke føler mig voksen ved jeg ikke, til tider føler jeg mig som et barn, jeg føler mig ikke velkommen i samfundet på lige vilkår med mugglere. 

Men jeg har kørekort til bil, også selvom det tog lang tid at få, det tog mig 8 teori prøver, der skulle bruges 6 køreprøver inden jeg fik kortet, men jeg har det selvom det var svært at få. Jeg er ved at være overbevist om at det skyldes autisme der gør at jeg er som den person jeg er, men også i høj grad alle de andre handicaps jeg har. 

Så ganske simpelt, jeg har det bedst sammen med fuldblods handicappede og jeg har det meget dårligt sammen med mugglere, ja sådan er det nu engang bare, det er bare sådan jeg har det. Men selv om jeg føler der er et barn gemt i mig, er det jo ikke ensbetydet med at jeg skriver barnligt eller er nedladende. Jeg er bare anderledes - det er omverden der er mugglere og jeg er fuldblods handicappet.
Du er meget velkommen til at skrive en kommentar herunder.