Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 

Det her indlæg tager sit udspring et sted på Facebook i den forgangen weekend. Jeg er ikke bleg for at indrømme at jeg har meget svært ved at finde rundt i de forskellige måder at begå sig på, på blandt andet Facebook, det jeg har det sværrest med er at forstå ironi, lad os antage at jeg har slået noget op på Facebook og nogen så skriver en kommentar til mit opslag - og det indeholder ironi og jeg ikke ser det som ironi - men måske mere som kritik, nu er det så at tråden knækker for mig, andre forlanger nu at jeg skal kunne læse det som ironi - at jeg skal acceptere at der skrives ironisk tilbage til mig, der er personer der forlanger at jeg nærmest skal forlade Facebook bare fordi jeg ikke kan forstå hvad der menes eller om det ment ironisk.

 

På det Aktivitets og samværscenter jeg er på, er der flere personaler, der har måtte indrømme at jeg ikke kan forstå en vittighed, en af dem fortalte mig den samme vittighed 3 gange selvom om vedkommende stod og grinte - ja så kunne mig her ikke se noget sjovt i det. De har mere eller mindre så besluttet sig for at undgå at fortælle mig vittigheder, når jeg ikke kan se det sjove i det. Men det er ikke ens betydende med at jeg kan finde på at lave sjov og ballade på andre måder. Men det er også en helt anden snak.

Når jeg fortæller folk at jeg har autisme, og at der måske derfor er en grund til, at jeg ikke kan se noget ironi i det sagte eller skrevne får jeg bare at vide "Hvad laver du så på Facebook" hm - jeg ser det lidt som at blive chikaneret pga ens handicap. Jeg er klar over at jeg kan røre nogen på følelserne her, men det er min verden der bliver berørt når jeg har disse oplevelser.

Men hvad tænker i når i læser det her, skal vi autister forbydes at færdes på de sociale medier, bare fordi vi tænker anderledes, det er jo faktisk at skrive / sige at du er ikke som os andre, vi vil ikke være sammen med dig.

Er Facebook kun for de normalt fungerende (neuro typiske) eller er det for alle?

Jeg tænker konkret. Det betyder, at jeg opfatter sprog meget bogstaveligt. Det er meget forvirrende for mig hvis du siger eller skriver: ”klap lige hesten makker,” når du virkelig mener: ”hold lige op med at løbe.” Fortæl mig ikke at noget er så nemt som at klø sig bag øret, når det ikke kløer bag øret og du i virkeligheden mener at noget er nemt for mig. Når du siger eller skriver: ”det regner skomagerdrenge,” forventer jeg at se dem falde ned fra himlen. Fortæl mig i stedet at det regner meget kraftigt. Udtryk, vittigheder, nuancer, det at et ord kan have en dobbelt betydning, at noget kan være underforstået, billedsprog, hentydninger og sarkasme opfatter jeg slet ikke. Og det er ikke for at genere dig, sådan er jeg bare, og jeg kan ikke bare ændre mig, og tro mig det er en større udfordring for mig end det er for dig - der godt kan forstå de sociale spilleregler.

Når jeg så er ved det, jeg vil gerne være social, men når jeg har de her udfordringer - så belaster det mig meget, så meget at jeg bliver hurtigere træt, det betyder så også at jeg ofte lukker mig selv inde, i min egen verden fordi jeg har så svært ved at begå mig uden i den store usikre verden. Føler du dig ramt af mit indlæg, hvordan tror du så jeg har det på Facebook eller andre sociale medier.

Giv gerne din kommentar nedenfor og del meget gerne opslaget.