Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 

En særlig egenskab at have i mine øjne er at kunne suge alt det dårlige ud af folk, første gang det blev sat på prøve, var under min aller første indlæggelse på Epilepsihospitalet i oktober/november 1995, der var der en Diakon der gav mig lov til at give ham en form for massage, men det var nok snare at jeg kunne lægge mine varme hænder på hans ryg, og efter lidt tid forsvandt hans mimoser uden at jeg skulle massegere hans ryg, det var underligt.

 

Det er nu heller ikke sidste gang jeg har foretaget mig det her egenskab, jeg har nemlig gjort det mange gange siden, både på min mor og andre, som har turdet at kaste sig ud i forsøget på at få det bedre.

Kort før jul blev min gode og eneste ven indlagt på OUH – han havde på det tidspunkt en meget alvorlig lungebetændelse, i starten ville hans lillebror helst ikke have at jeg skulle se ham så svag, men efter juleaften kunne jeg ikke vente længere, den 25 december tog jeg ud hvor min ven bor og blev straks, af en kontaktperson sendt ud på sygehuset til min ven, der skulle ikke gå lang tid før jeg kunne få gang i min ven, pleje personalet kunne ved hjælp af et billede af min ven og jeg se at vi er venner, de gav mig lov til mange ting på sygehuset, min ven var ikke meget for at samarbejde i behandlingen, måske fordi han ikke har noget sprog og meget ringe kommunikation. Nå men jeg fik sagt til min ven at det var vigtigt at han samarbejdede med personalet på hospitalsafdelingen, han skulle suges og fordi han ikke kunne hoste godt nok, jeg følte den aften jeg tog hjem fra min ven på sygehuset at noget var ved at ske, jeg kælede med min ven på en stille og rolig måde, stille og roligt kom jeg ind til min ven i de juledage.

Jeg var der 2 gange om dagen de næste par dage, jeg kom dagen efter med en kæmpe bunke billeder af familien til min ven, dem jeg havde det var om eftermiddagen den 26 december, sådan med lidt hjælp og med lidt fejl fik vi skrevet navne bag på billederne, langsomt kom min ven til hægterne, når nej jeg skulle skrive hurtigt, om aftenen den 26 december var hans far og lillesøster på besøg hos ham og sammen fik vi sat de rigtige navne på billederne.
Da familien til ham var gået skulle han igen suges, samarbejde ville han ikke, igen fik jeg ham til at samarbejde – men han begyndte så også at vise tegn på interesse i alle de maskiner han var tilsluttet, det tog til i styrke og den 27 december var han da endnu mere urolig, igen kom jeg både eftermiddag og aften, og var meget mere end interesseret i at se hvad de forskellige maskine gjorde, lå og vred sig rundt, men ville nu samarbejde og vi havde et par sjove timer, jeg sad der og snakkede sagte med ham i et par timer hver gang, jeg tro at den søndag aften der kunne jeg få ham til at grine, og smile og ha det sjovt. Der gik det op for ham hvor meget jeg betyder for ham og jeg for ham. Vi snakkede nok i små 3 timer, mens han så lidt fjernsyn. Han viste tegn på at nu var det nok, han ville så gerne hjem til de andre på bostedet.

Den 28 december, var det blevet tid til at tage hjem – for min ven, han blev udskrevet, og på det her tidspunkt var både hans far men også lillebror glade for at jeg var kommet den 25 december om aftenen for at besøge min ven, jeg er ret overbevist om at jeg gjorde noget for at hjælpe min ven. Min ven kom sig over denne sygdom og har det noget bedre i dag, selvom det er ret ringe trods alt. Vi aftaler inden vi går ud at jeg tager ud på bostedet, og venter på at han kommer hjem sammen med sin far og hans lillebror, jeg får afleveret et brev som jeg har skrevet om forløbet til hans lillebror og hans far, jeg blev bedt om at blive så min ven lige kunne falde til igen, det var et voldsomt forløb han havde været igennem, både for ham - men også for alle os der holder så meget af ham.

Her for noget tid siden blev min ven igen indlagt, denne gang også alvorligt, men ikke så alvorligt som det var i julen 2015, men denne gang sørgede jeg for at besøge min ven ret hurtigt fra start af, dagen efter han var indlagt tilbragte jeg vist nok næsten 4 timer ved hans side og fik snakket en del, og igen kunne jeg forstå hvor svært det er og var for ham, jeg kunne godt forstå at han havde det svært. Han blev syg i ugen op til at jeg selv skulle indlægges i Aarhus på Respirationscentret, min ven skulle flyttes til en anden afdeling den aften, hans lillebror kom igen for at være med til flytningen, men inden det kom på tale så nåede jeg at sidde hos min ven i de 4 timer, det er længe når der ikke er meget at snakke om, men dagen efter han var flyttet til en anden afdeling kom jeg atter ud til ham, og der fik jeg snakket med sygeplejersken om at jeg selv skulle indlægges til kontrol og at jeg nok skulle komme og besøge ham når jeg kom hjem igen fra Aarhus, jeg skulle være i Aarhus fra lørdag til søndag, søndag aften tog jeg på sygehuset igen og besøgte min ven, han var et kæmpe smil over at se mig og vi fik igen snakket en masse, han begyndte den dag at have gener, jeg og plejepersonalet på sygehuset og personale fra bostedet havde svært ved ta tolke min ven og hvad han prøvede at fortælle, dagen efter er jeg atter om aftenen ude og besøge min ven, men et skrækkeligt syn møder mig, min ven ligger og ryster over hele kroppen ude afstand i at få ro på, jeg begynder her at kæmpe for og sammen med min ven. Neden for kan i læse hvad jeg gør, og er lidt svarende til hvad der tidligere er sket med andre.

 

Jeg kommer ind og jeg kan se på min ven at han nærmest beder om hjælp. Jeg kan komme om og stå ved min vens side og på en langsom – stille og rolig måde begynder jeg, at tale sagte til min ven imens min venstre arm / håndled er i han nakke, langsomt og roligt begynder han at løsne op, eller måske slappe af, jeg begynder stille og roligt at arbejde mig ind i ham og efter en halv time måske tre kvarter kan han begynde at koncentrere sig om nuet, fordi det nu er vigtigt at få svar på hvad problemet er, det skal nævnes at både pårørende og personale fra bostedet har prøvet at hjælpe, men ikke med stort held, jeg visker mig ind til hans rolige væsen og jeg kan få ham til at slappe mere af som tiden går. På et tidspunkt kommer lægen og kan se hvor meget jeg her gør, sammen med lægen finder vi ud af hvad der er galt. Og da det der generede bliver fjernet og en anden ting bliver fjernet også så slapper han ret hurtigt af. Og da jeg noget senere kører derfra ligger han helt afslappet og kan ånde lettet op med vide om at han snart kunne udskrives igen, jeg følte at jeg havde suget al hans dårligdom ud af min ven, mens jeg selv havde givet ham noget fa min styrke, jeg stod ved hans side og hviskede ganske svagt ind i ørerne, mens jeg nussede ham i håret med den anden hånd eller berørte ham på hans hånd. Jeg er måske en menneskehvisker lidt som der er hesteviskere!! Men ja det virker for mig, og ja det kan ses, plejepersonalet snakkede om det og hende der passede min ven, kunne se ham i ro. Min ven lå som et lille barn med armene over hovedet da jeg kørte hjem fra sygehuset, han lå og så fjernsyn med god viden om at det var slut med flere nåle og slanger i kroppen og at han kunne komme hjem på bostedet næste dag.

 

I forbindelse med at jeg selv var indlagt i samme weekend, dog på Respirationscenter Vest i Aarhus, hvor jeg spurgte til om man ikke kunne snyde folk der får sonde, til at sonde kunne indeholde en livret efter eget valg, jeg tog ideen med mig hjem og gav den til min ven, som ikke længere må få mad gennem munden grundet fejlsynkning. Han bruger det den dag i dag, og da jeg spurgte ham den anden dag, der havde nogle af hans bofæller fået grillmad (have grill), og ja han havde fået sonde mad, men han tænkte at han fik Kylling ala mormor – dvs kylling med kartofler, brun sovs og agurkesalat. Jo selv om man er på sondekost kan man godt lave lidt tanke spil.