Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 

Da jeg fik Autisme diagnosen, væltede min verden ikke – det er min start på et indlæg efter dokumentaren i går aftes på TV2 / Danmark, i december 2014 – er jeg heldig at få at vide, hvorfor jeg hele mit liv til den dato har været så meget anderledes end alle de andre. Jeg er født i 11. juni 1972 i en forstad til Odense, jeg er født i barndomshjemmet og opvokset på samme adresse. Allerede nu kan i læse jer frem til, at jeg får diagnosen sent i livet – ja som 42-årig.

 

Som tidligere skrevet så vælter min verden ikke, men jeg har altid vidst at jeg var anderledes end alle de andre, jeg bevæger mig hurtigt til bage til min barndom, nabobørnene kunne jeg til dels godt enes sammen med, men det er svært og jeg må tit efter min egne opfattelse ofte bøje mig for flertallets beslutninger, jeg kunne fordybe mig i min egen verden, jeg mindes flere gange at mine forældre har bedt os at dæmpe os når vi legede på mit værelse, til stor overraskelse og forundring sad jeg mutters alene, i skal huske på da jeg var barn fandtes computeren ikke heller ikke smartphones eller tablets, så vi skulle selv finde på lege og min leg var at snakke som om at hele mit værelse var fyldt med gæster.

I 1986 blev jeg konfirmeret og der fik jeg en Commodore 64, min første computer, jeg kunne sidde i mange timer og spille på den, dengang var skærmkablet et antennestik ja i læser rigtigt, men jeg kunne bruge mange timer på det, og jeg kunne næsten ikke løsrive mig, dog lige med undtagelse af når der skulle laves mad. Ser i der var lavet en aftale som jeg husker det, først lektier, så gøre mål og bagefter computer og jeg kunne overholde det. Men selvom computeren gjorde indtag, så slap jeg ikke mine LEGO klodser, dem var der næsten ikke noget der kunne slå, jeg mindes at jeg en gang sad og tænkte på hvordan de blev lavet og hvordan de fik skrevet LEGO på hver runde top. Hvis jeg sad med en legetøjsbil eller et hjul til noget LEGO kunne jeg i længere tid sidde og dreje det rundt og helt fordybet.

Jeg mindes at sidde i stuen og lave lektier, ved siden af sad min mor og strikkede eller læste ugeblade, så hjælpen var lige ved hånden, jeg kan huske nogle episoder hvor jeg simpelthen ikke kunne mere, men min mor ville ikke op det endte ofte ud i raseri fra min side af og kasten med blyant, min mor kæmpede videre, men når det blev for meget rejste vores hund sig en stor Collie han – han hed Cæsar og ville ud, det tog min mor en del tid før hun forstod hvorfor, så efter en del gange og det skete hver gang min mor hævede stemmen til et bestemt niveau, jamen så valgte min mor og jeg at stoppe lektielæsningen, hver gang Cæsar ville ud i haven. Indtil jeg fik min Autisme diagnose troede vi at det var fordi jeg fik små epileptiske anfald, men det er måske snare den Autisme der drillede mig.

 

Når jeg blev mobbet i skole fandt jeg på at stikke af fra det hele, jeg løb væk og gemte mig steder, hvor jeg vidste at de andre ikke kunne finde mig, når jeg hørte at de gik ind igen kunne jeg gå rundt for mig selv, og hygge mig på den måde, jeg blev både ked af det men også rasende – jeg garderede mig altid og nåede altid at få pakket bøger og skriveredskaber sammen i min skoletaske, greb nogen fat i mig kunne jeg vriste mig fri, det allerværste var når de brugte fysiske metoder i mobningen – når der blev spyttet efter og på mig. Bare lugten var fæl. Jeg forsøgte flere gange at gå til lærerne og skolekontoret men svaret var det samme hver gang, jeg skulle bare indordne mig. Jo tak jeg skulle bare stå model til det hele og finde mig i det.

Der er heller ikke nogen tvivl om at det var hårdt i folkeskolen, jeg ønskede mig ret ofte at jeg ikke var til fordi det var så voldsomt, så da jeg fik en Autisme diagnose i december 2014 – begyndte jeg at forstå hvorfor det hele som barn havde været så svært, jeg var ikke som dem man ser i dokumentaren, jeg hylede og skreg ikke, men jeg havde sproglige problemer og jeg gik til talepædagog, jeg kan ikke huske hvor længe og i hvor mange år, det er heller ikke det vigtige her, rent socialt fungerede jeg allerbedst med naboerne der hjemme, og dog ikke helt, vi blev nemlig ret ofte uenige, om alt muligt og jeg kunne bliv sur, rasende og gal og smække med døren med meget mere. Det var belastende for i længeden fordi jeg ikke selv kunne holde det ud.

 

Jeg har aldrig som sådan tænkt ”hvorfor mig”, fordi jeg inden jeg har fået diagnosen Autisme havde Epilepsi og Klinefelter Syndrom, alle mine diagnoser er stillet sent i mit liv, men at få diagnoser sent i livet er ikke hvad man forventer. Jeg fik ofte at vide som barn, at jeg havde for lavt blodsukker pga. de spjæt jeg kunne komme med, selvom min far forsøgte at sige det lignede epileptiske anfald, noget af det havde han set gennem sit arbejde som FALCK mand, men det blev bare slået hen af vores familielæge, i dag kan vi ikke klage for han er død for mange år siden.

En uddannelse har jeg aldrig fået, jeg kunne mange ting, men stress omkring eksamen med mere er bare ikke noget min krop og ikke mindst hoved kan klare, min drøm var at blive kok, men grundet skæv ryg måtte de planer skrottes, men de erhvervs skoler som jeg har gået på - dem hvor man bruger sine hænder, det jeg har lært på de skoler kan ingen tage fra mig, men på grund af håndrysten kunne virksomheder ikke bruge mig, og siden hen dvs i løbet af efteråret 2013 blev jeg klar over at støj i den grad genere mig på den værst tænkelige måde. Bare en mekaniker, på det seneste skånejob jeg havde, tabte en møtrik så var mine alarmklokker oppe på højt niveau og jeg skulle se hvad der skete. Det blev for meget til sidst, men ok mine mange handicaps gør det heller ikke nemmere for mig at være på en arbejdsplads, derfor har jeg det bedre i et aktivitets og samværstilbud. Og det er der jeg er i dag, men der er også dage hvor jeg har det ringere, og hvor jeg måske ikke gider så meget - da mine handicaps er så komplekse som de er er det måske ikke altid lige min Autisme der er skyld i problemerne. 

Men jeg har ofte tænk hvorfor vil kommunen, lægerne ikke høre på mig, hvorfor afbryder de mig hele tiden, jeg har svært ved at forklare følelser i mit liv og virke, i 2014 blev der afsluttet en VISO rapport på mig det er faktisk først efter den at ting lykkedes for mig, på nogle områder, der er nogle ting der er lykkedes for mig inden da, men det er meget få ting. Men desværre er min Autisme diagnose ikke nævnt i den rapport – og jeg ved ikke om jeg skal forsøge at få den skrevet ind i den, måske via en ny VISO Rapport. Men en ting er sikkert, det er at jeg har en masse nye ting der skal snakkes om, hos min psykiater næste gang jeg skal besøge ham.