Det græske ord syndrom kan opløses i to dele: “syn” og “drom”. “Syn” betyder sammen og “drom”
Ved brug af ordet syndrom udtrykker man således, at en række forskellige fænomener erfaringsmæssigt forløber og ofte forekommer sammen.
Nogle epilepsier kan identificeres som syndromer, dvs. at de epilepsier har et genkendeligt forløb. Der kan ved ethvert syndrom være afvigelser fra det almindeligt kendte, men visse fællestræk går igen.
Faktorerne, der danner baggrund for syndromerne, er følgende: anfaldstype(r), alder ved epilepsidebut, karakteristiske EEG-forandringer, årsag - herunder genetiske faktorer, mulighed for medicinsk anfaldskontrol samt kognitiv udvikling og adfærd.
Ved at identificere et syndrom er der mulighed for vejledning rent behandlingsmæssigt, da der er erfaringer for, at bestemte syndromer bedst behandles med bestemte præparater, og der er mulighed for, med en vis margin, at rådgive om prognose. Det vil sige at forudsige, om epilepsien vil være let eller svær at behandle, og om man må forvente kognitive og/eller adfærdsmæssige problemer.
At stille en syndromdiagnose er en proces, der kan være langvarig, idet der kan være forskelligartet start og symptomerne optræder ikke alle nødvendigvis med det samme, eller på én og samme gang.
Barnet kan derfor godt have haft epilepsi gennem længere tid, inden et eventuelt syndrom identificeres. Da et syndrom ikke er en bestemt afgrænset sygdom, men et erfaret sammentræf af forskellige symptomer, kan der være meget store variationer indenfor det enkelte syndrom. Med forøget viden kan et syndrom måske også vise sig at kunne opdeles i forskellige.
Et epileptisk syndrom behøver ikke at være livsvarigt, sygdommen kan udvikle sig, ændre sig til en anden epilepsiform, et andet syndrom eller ophøre.
At erhverve viden om et epileptisk syndrom er derfor ikke at få endegyldige svar på alle spørgsmål, men at få foreløbige svar på nogle spørgsmål.
løb.Ved brug af ordet syndrom udtrykker man således, at en række forskellige fænomener erfaringsmæssigt forløber og ofte forekommer sammen.
Nogle epilepsier kan identificeres som syndromer, dvs. at de epilepsier har et genkendeligt forløb. Der kan ved ethvert syndrom være afvigelser fra det almindeligt kendte, men visse fællestræk går igen.
Faktorerne, der danner baggrund for syndromerne, er følgende: anfaldstype(r), alder ved epilepsidebut, karakteristiske EEG-forandringer, årsag - herunder genetiske faktorer, mulighed for medicinsk anfaldskontrol samt kognitiv udvikling og adfærd.
Ved at identificere et syndrom er der mulighed for vejledning rent behandlingsmæssigt, da der er erfaringer for, at bestemte syndromer bedst behandles med bestemte præparater, og der er mulighed for, med en vis margin, at rådgive om prognose. Det vil sige at forudsige, om epilepsien vil være let eller svær at behandle, og om man må forvente kognitive og/eller adfærdsmæssige problemer.
At stille en syndromdiagnose er en proces, der kan være langvarig, idet der kan være forskelligartet start og symptomerne optræder ikke alle nødvendigvis med det samme, eller på én og samme gang.
Barnet kan derfor godt have haft epilepsi gennem længere tid, inden et eventuelt syndrom identificeres. Da et syndrom ikke er en bestemt afgrænset sygdom, men et erfaret sammentræf af forskellige symptomer, kan der være meget store variationer indenfor det enkelte syndrom. Med forøget viden kan et syndrom måske også vise sig at kunne opdeles i forskellige.
Et epileptisk syndrom behøver ikke at være livsvarigt, sygdommen kan udvikle sig, ændre sig til en anden epilepsiform, et andet syndrom eller ophøre.
At erhverve viden om et epileptisk syndrom er derfor ikke at få endegyldige svar på alle spørgsmål, men at få foreløbige svar på nogle spørgsmål.