Da jeg fik diagnosen dependent personlighedsforstyrrelse, vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle stille op med den. Jeg havde ikke selv oplevet mig som personlighedsforstyrret – men jeg kunne godt genkende mig i mønstrene. Samtidig begyndte jeg at stille spørgsmålstegn ved, om diagnosen i virkeligheden dækker over noget dybere: uopdaget autisme, livslang støtteafhængighed og et system, der aldrig gav plads til reel selvstændighed. ChatGPT har hjulpet mig med at samle trådene i denne tekst.
For mig handler diagnosen ikke om, at jeg ikke kan tænke selv – men om, at jeg i alt for mange år har været afhængig af andres vurderinger og beslutninger. Ikke fordi jeg ønskede det, men fordi jeg ikke fik de rette rammer til at udvikle autonomi. Når man vokser op med følelsen af at være forkert og konstant skal tilpasse sig, begynder man at tvivle på sine egne vurderinger. Det er ikke en defekt – det er en konsekvens.
Jeg har svært ved at sige nej. Jeg tilpasser mig ofte, selv når det går ud over mig selv. Jeg har haft svært ved at tage initiativ og har ofte ventet på, at nogen guidede mig. Men når jeg ser tilbage, tror jeg ikke, det bunder i personlighed – men i overlevelsesstrategier. Strategier, jeg har udviklet for at komme igennem et system, hvor jeg ikke blev mødt med forståelse.
Det sværeste ved diagnosen var skammen. At føle sig svag. Men i dag ved jeg, at afhængighed ikke nødvendigvis er et karaktertræk – det kan også være et resultat af livsomstændigheder. Når man hele tiden bliver mødt med krav, man ikke kan indfri, lærer man at lade andre tage over.
Diagnosen åbnede mine øjne for, hvor lidt plads der har været til mine egne valg. Men den fik mig også til at forstå, hvor vigtigt det er at få støtte – uden at miste sin værdighed. Jeg er stadig afhængig af hjælp. Men i dag ved jeg, at det ikke gør mig mindre værd.