Der findes en træthed, som ikke går væk med søvn. En udmattelse, der sætter sig i kroppen, i hovedet, i hjertet. For mig har det været en følgesvend i årevis – og den hænger uløseligt sammen med min historie, mine diagnoser og det pres, jeg har levet under. Jeg har fået hjælp fra ChatGPT til at formulere denne tekst, men indholdet er 100 % min virkelighed.
Stress for mig er ikke bare travlhed eller mange opgaver. Det er en overbelastningstilstand, hvor mit system aldrig rigtig får lov at falde til ro. Jeg bliver hurtigt overvældet af sanseindtryk, forandringer eller krav, og det gør, at min krop hele tiden er i alarmberedskab. Det tærer. Og det giver en træthed, som ikke kan soves væk.
Der er dage, hvor selv små ting – som at tage tøj på, tjekke post eller tage telefonen – føles som store bjergbestigninger. Min energi er ikke bare lav. Den er uforudsigelig, skrøbelig og påvirkelig af alt fra vejret til stemninger i rummet. Og når jeg presser mig selv, kommer regningen. Ikke bare i form af træthed, men også med anfald, smerter og følelsesmæssigt kollaps.
Det mest udmattende er dog ikke altid det fysiske – men systemet. At skulle forklare sig igen og igen. At blive mødt med mistillid, krav, dokumentation. At leve i en konstant kamp for at blive troet og taget alvorligt. Det slider. Jeg har mere end én gang tænkt, at det ikke er mine diagnoser, men omgivelsernes reaktioner på dem, der trætter mig mest.
Jeg prøver at finde ro. At skabe rytmer, der passer til min krop. At sige nej, selv når det er svært. Men det kræver en forståelse fra omverdenen, som ikke altid er der. For stress og udmattelse er ikke altid synlige – men de er virkelige. Og hvis ikke man bliver mødt med respekt og ro, bliver man til sidst slidt helt ned. Jeg ved det. For jeg har prøvet det.