Atypisk autisme er en del af autismespektret, men den passer ikke helt ind i de klassiske diagnoser. Og det passer meget godt med, hvordan mit liv har været. Intet har nogensinde været helt typisk. Det var først langt oppe i voksenlivet, jeg fik diagnosen, og selv da tog det tid at forstå, hvad den egentlig dækker over. Det her er ikke en lægefaglig forklaring – det er min personlige oplevelse, skrevet med hjælp fra ChatGPT.
For mig handler atypisk autisme om, at jeg har mange af de samme udfordringer som ved klassisk autisme – men ikke nødvendigvis med samme tydelighed. Jeg har store sanseproblemer og et massivt behov for struktur, men jeg har også perioder, hvor jeg virker velfungerende. Det har forvirret både mig selv og systemet. Jeg er god til at maskere. Det vil sige, at jeg skjuler mine udfordringer for at passe ind. Men det har en pris. Maskering slider. Og når jeg ikke kan mere, bryder jeg sammen – ofte uden at omgivelserne forstår hvorfor.
En af de største udfordringer er, at diagnosen atypisk autisme ofte bliver mødt med skepsis. "Du virker jo helt normal,” har jeg fået at vide mange gange. Men det er netop problemet. Det, folk ser, er ikke nødvendigvis det, jeg oplever. Jeg kæmper med overbelastning, træthed, social usikkerhed og en konstant følelse af at være forkert. Og samtidig føler jeg mig skyldig over, at det ikke kan ses udefra.
Diagnosen gav mig et sprog. En forklaring. Ikke en undskyldning, men en måde at forstå mig selv på. Jeg har brug for klare rammer, forudsigelighed og pauser. Jeg har brug for at blive taget alvorligt – også når jeg smiler. For bag smilet ligger der ofte en kæmpe anstrengelse.
Atypisk autisme er for mig en skjult kamp. Men det er også en del af, hvem jeg er. Og jeg håber, at mine ord kan være med til at åbne øjnene for, at ikke alle diagnoser passer i en boks. Nogle af os lever i sprækkerne – og har brug for, at nogen ser os der.