PDA står for Pathological Demand Avoidance, og selvom det stadig er en relativt ukendt betegnelse i Danmark, beskriver det en side af min autisme, som jeg har genkendt mig selv i næsten med det samme. For mig er det ikke krav i sig selv, der er problemet – det er den følelse af pres, kontrol og tab af autonomi, som krav vækker i mig. Jeg har skrevet denne artikel med hjælp fra ChatGPT, og det er vigtigt at sige, at det her er min personlige oplevelse – ikke en lægefaglig udredning.
Når nogen beder mig om noget – selv noget simpelt og velmenende – kan det føles som om, mit nervesystem går i alarmberedskab. Jeg får lyst til at flygte, undgå, sige nej. Det gælder både store og små ting: at tage tøj på, gå i bad, tage telefonen eller svare på en besked. Jo mere direkte kravet er, jo stærkere bliver min indre modstand. Og det er ikke fordi, jeg er doven eller trodsig. Det er fordi krav opleves som en trussel mod min frihed.
PDA betyder, at jeg ofte må finde omveje for at kunne gøre de ting, jeg egentlig gerne vil. Hvis jeg føler, jeg selv har valgt det – i mit eget tempo – så kan det gå. Men hvis det føles påtvunget, lukker systemet ned. Det har ført til mange misforståelser. Nogle har troet, jeg manipulerer eller ikke vil samarbejde. Men i virkeligheden er det frygt og stress, der driver min undvigelse.
Det, der hjælper, er fleksibilitet, tålmodighed og frihed til at vælge. Jeg fungerer bedst, når jeg får mulighed for at sige ja på mine egne præmisser. Når der er plads til pauser, og når jeg bliver mødt med forståelse i stedet for kontrol.
PDA er en del af mit autistiske udtryk. Det gør mit liv mere komplekst, men det gør det også mere tydeligt, hvor vigtigt det er med individuelle løsninger. Jeg håber, flere får øjnene op for, at kravundgåelse ikke handler om vilje – men om beskyttelse. Og at det, vi opfatter som modstand, ofte bare er et råb om at få lov til at være sig selv.