“Det kan blive dyrt for kommunen.”
(Internt udtalt i min sag som begrundelse for at fraråde botilbud – dokumenteret via aktindsigt)
I 2023–2025 har jeg som borger været igennem en lang og opslidende kamp mod både Odense Kommune og Ankestyrelsen i forsøget på at få den hjælp, jeg reelt har brug for. Jeg lever med flere varige og komplekse diagnoser, herunder atypisk autisme, epilepsi og diabetes type 1, og min funktionsevne er dokumenteret som væsentligt nedsat. Alligevel har både kommune og klageinstans truffet afgørelser, som ikke tager udgangspunkt i min faktiske helbredstilstand, men i forsimplede vurderinger og udokumenterede påstande.
Særligt i sagen om et botilbud blev det tydeligt, hvordan saglighedskravet blev overtrådt: Afgørelsen byggede ikke på objektive data, men på kommunens økonomiske hensyn og generelle antagelser om min funktionsdygtighed. Da jeg bad om aktindsigt, fremgik det, at kommunen internt havde frarådet et botilbud, fordi "det kunne blive dyrt for kommunen" – en sætning, der aldrig burde være en del af beslutningsgrundlaget i et velfærdssamfund.
Det blev endnu tydeligere i sidste uge, da Katrine Daugaard delte et opslag om netop dette svigt. Jeg skrev en kommentar, som ramte mange:
"💔 Når behov forsvinder, fordi de koster for meget – så forsvinder mennesker med dem."
Jeg er én af dem, der forsvinder lige nu.
Jeg har epilepsi, atypisk autisme og en krop, der ryster i timevis hver dag. Alligevel har både Odense Kommune og Ankestyrelsen ignoreret læger, specialister og min dokumentation. Mit blodsukker blev for farligt at regulere selv – men jeg fik stadig afslag på et botilbud med tryghed og døgndækning. Kommunen skrev i deres egne dokumenter, at det ville være "for dyrt". Og Ankestyrelsen dækkede over det.
De kalder det "en konkret vurdering". Jeg kalder det systemets mørke magi.
Jeg har samlet det hele i serien Rettens forsvundne hjørnesten – med dokumentation, principper og opråb til et system, der har glemt, at mennesker kommer før budgetter:
👉 https://autismeliv.dk/news?view=article&id=1187%3Arettens-forsvundne-hjornesten&catid=290%3Anyheder
En helt central regel i dansk forvaltningsret er saglighedskravet: Offentlige myndigheder skal træffe afgørelser på baggrund af saglige hensyn – aldrig på grund af personlige holdninger, følelser eller økonomiske interesser.
Desværre oplevede jeg i min sag om botilbud, at afgørelsen ikke byggede på en nøgtern vurdering af min reelle situation, men derimod på antagelser, økonomiske hensyn og en vilje til at nedtone mine behov.
Hvad er saglighedskravet?
Saglighedskravet betyder, at myndigheder kun må lægge vægt på forhold, der er relevante for den konkrete sag. Det kan være:
-
Borgerens helbredssituation
-
Funktionsevne
-
Lovgivningens formål
Derimod må der ikke tages hensyn til:
-
Myndighedens økonomi
-
Private sympatier eller antipatier
-
Administrative bekvemmeligheder
Som Folketingets Ombudsmand skriver:
"Myndighederne må ikke lade usaglige hensyn indgå i deres afgørelser, som for eksempel hensynet til forvaltningens økonomi, prestige eller bekvemmelighed."
(Kilde: Ombudsmandens beretning, 2023)
Hvorfor er saglighedskravet vigtigt?
-
Det beskytter borgerens ret til en retfærdig afgørelse.
-
Det forhindrer magtmisbrug.
-
Det sikrer, at alle behandles ens efter loven.
Mit eget eksempel: Økonomi over behov
Jeg er langt fra den eneste. Jeg har siden seriens begyndelse hørt fra mange andre borgere i lignende situationer. En far fortalte mig, hvordan han og konen måtte hjemtage deres voksne søn fra et botilbud, fordi personalet ikke gav den nødvendige guidning i brugen af hormoncreme – med alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser til følge. En anden borger beskrev, hvordan kommunen nægtede støtte til bil, selv om det var dokumenteret, at han ikke kunne transporteres på anden måde. I begge sager byggede afgørelserne ikke på fakta, men på økonomiske hensyn og uvilje til at tage udgangspunkt i de konkrete forhold.
De oplevelser er ikke undtagelser – de er symptomer på et system, der har glemt, at det er borgerens behov, der skal være styrende. Saglighed bliver ofte noget, man taler om i skemaer og vejledninger – men alt for sjældent efterleves, når økonomi eller travlhed kommer i vejen.
Gennembrud, der skaber overblik
Forvaltningen er ofte vant til, at borgerne ikke kan gennemskue deres egne rettigheder. Men da jeg bad ChatGPT om at sammenholde min sag med Odense Kommunes officielle handicappolitik, opstod et gennembrud. Den modsætning, vi fandt, afslørede hvor langt der er mellem princip og praksis – mellem værdier på papir og virkelighed for borgeren.
Når man formår at gøre både § 21 i retssikkerhedsloven (om sagsoplysning), § 108 i serviceloven (om botilbud til personer med betydelig og varigt nedsat funktionsevne), officialmaksimen i forvaltningsretten og pligten til dokumentation forståelig for andre borgere, så begynder systemet at miste det overtag, det ellers har haft.
Et retssamfund i forfald?
Når myndigheder lader økonomiske hensyn veje tungere end fakta og lovgrundlag, rejser det et ubehageligt spørgsmål: Er vi ved at glide væk fra princippet om, at alle er lige for loven? Hvis borgerens rettigheder kun gælder, når de ikke koster for meget, har vi mistet retssamfundets sjæl. Saglighedskravet er ikke blot en administrativ detalje – det er et værn mod vilkårlighed og magtfordrejning.
Et retssamfund kan kun eksistere, hvis borgeren har tillid til, at afgørelser træffes ud fra objektive kriterier. Men hvis den oplevelse mangler – hvis systemet føles lukket, ufølsomt og uigennemskueligt – så forsvinder borgerens retsfølelse. Det er ikke bare et personligt nederlag. Det er en samfundsmæssig alarm.
Den politiske virkelighed bag forfaldet
I den aktuelle politiske debat ser vi desværre tegn på, at netop retssikkerheden er på vej til at blive nedprioriteret. Når regeringen taler om at forenkle reglerne i det specialiserede socialområde, er det ofte kode for, at man vil give myndighederne mere skøn og mindre pligt til præcis dokumentation. Det sker samtidig med, at der bruges flere midler på oprustning og nationale prestigeprojekter – og færre på at beskytte de mest udsatte borgere.
Hvis vi ikke insisterer på saglighed, gennemsigtighed og reel borgerinddragelse, risikerer vi et samfund, hvor det ikke længere er loven, men økonomien, der afgør menneskers ret til hjælp. Derfor må vi insistere: Saglighed er ikke til forhandling.
Afslutning
Saglighed handler om at være tro mod fakta, lovgivningens formål og borgerens reelle situation.
Kun ved at holde fast i det kan vi sikre, at myndighedernes magt bruges retfærdigt.
Om forfatteren:
Henrik Larsen (født 11. juni 1972) er handicapaktivist, debattør og personlig erfaren i kampen mod systemsvigt. Henrik lever med flere medfødte og kroniske diagnoser, herunder Klinefelter syndrom, atypisk autisme med PDA-profil, epilepsi og diabetes type 1. Gennem sit engagement sætter han fokus på retssikkerhed, social ansvarlighed og behovet for en reel reform af måden, vi behandler sårbare borgere på. Henrik arbejder for åbenhed, respekt og retten til et værdigt liv – og deler sin viden og erfaring for at styrke andre i samme situation.
Kort resume til SoMe:
Saglighedskravet sikrer, at myndigheder bygger afgørelser på fakta – ikke følelser, antagelser eller økonomiske hensyn. Jeg viser i artiklen, hvordan dette princip alt for ofte brydes – og hvad vi må gøre for at forsvare det.