Når myndigheder træffer afgørelser, skal de være afbalancerede, nødvendige og egnede til formålet. Alligevel bruges princippet ofte forkert eller ignoreres helt. Resultatet? Uretfærdige afgørelser og mistet tillid.
"Du har jo hjemmehjælp, og det må være nok." Sådan lød beskeden, da jeg forsøgte at forklare, at min samlede helbredstilstand krævede mere end et par timers praktisk hjælp. Jeg bad om et botilbud, fordi min funktionsevne var dokumenteret som væsentligt nedsat. Alligevel blev det afvist – med henvisning til, at "det kunne blive dyrt for kommunen."
Det var ikke proportionalitet. Det var besparelse forklædt som jura.
Proportionalitetsprincippet er et bærende element i dansk forvaltningsret. Ethvert indgreb over for en borger skal være nødvendigt, egnet og stå i rimeligt forhold til formålet. Men i praksis oplever mange borgere, at hensyn til økonomi eller standardløsninger får forrang over deres faktiske behov.
Princippet stammer fra grundlæggende retssikkerhedstænkning: Myndigheder må ikke gribe unødigt ind i borgeres liv. Indgreb skal være egnede, nødvendige og afbalancerede. Alligevel oplever mange, at denne vurdering er mangelfuld eller fraværende. I stedet træffes afgørelser ud fra generelle skabeloner, kommunale retningslinjer eller økonomiske hensyn – ikke konkrete, individuelle vurderinger. Og det er i strid med loven.
I min botilbudssag blev jeg mødt med afslag uden nogen reelt alternativ. Kommunen vurderede ikke, hvordan min samlede funktionsevne – med epilepsi, diabetes, rystelser, kognitive og psykiske udfordringer – gjorde det umuligt at leve et trygt og forsvarligt liv uden døgnstøtte. I stedet henviste de til eksisterende hjælp – som ikke dækkede mit behov.
Jeg blev efterladt i en hverdag, hvor jeg knap kunne komme ud af sengen. Koordinering af medicin, mad og søvn var kaotisk. Anfald og træthed sled kroppen ned. Det var ikke en afbalanceret beslutning. Det var en afgørelse truffet for at undgå udgifter.
En pårørende fortalte mig, hvordan hendes voksne søn ikke fik nok støtte i hjemmet, selvom han havde brug for hjælp til medicin og hygiejne. Manglende vejledning førte til helbredsskader. Kommunen mente, at "forældrene måtte tage over". Det er ikke proportionalitet. Det er overgreb forklædt som serviceniveau.
En anden borger blev afvist i sin bilansøgning, selvom det var dokumenteret, at han ikke kunne bruge kollektiv transport. Kommunens afgørelse blev senere underkendt – fordi den ikke var egnet til at dække behovet.
Disse sager viser, at proportionalitet ikke er noget, man kan fortolke sig uden om. Det er et krav.
Proportionalitetsprincippet bliver overtrådt i mange sagsområder. I byggesager pålægges borgere at rive tilbygninger ned uden mulighed for at lovliggøre dem. I skattesager udmåles sanktioner uden hensyn til borgerens mulighed for at rette op. I sociale sager fastholdes borgere i løsninger, der gør dem mere syge – alene fordi billigere alternativer foretrækkes.
Denne praksis er ikke kun et individuelt problem. Det er et strukturelt svigt, der underminerer tilliden til myndighederne og rammer dem, der i forvejen er udsatte.
Det gælder ikke kun i handicapområdet. Også borgere i klagesager om aktindsigt, tilladelser og sanktioner oplever, at myndighederne ikke forholder sig til byrde og konsekvens. Når principper som proportionalitet tilsidesættes, mister vi den balance, der er selve kernen i en retfærdig forvaltning.
Vi har brug for et sted, hvor sager kan prøves på tværs – uden forvaltningens egne interne organer. Derfor arbejder jeg for oprettelsen af en forvaltningsdomstol i Danmark. Et sted med fokus på helhed, retssikkerhed og princippernes praktiske betydning.
Det er ikke at være sart, når man beder om hjælp, der svarer til ens behov. Proportionalitet handler ikke om luksus, men om rimelighed. Når myndigheder stiller borgeren langt dårligere, end de burde, er det ikke en stram prioritering. Det er en ulovlig forvaltning. Alle har ret til at få deres sag vurderet efter konkrete forhold – ikke efter, hvad der er billigst, lettest eller mest bekvemt for kommunen.
Vi må insistere på, at princippet om proportionalitet ikke kun findes på papiret. Det skal være en rettesnor i hver eneste afgørelse. Myndigheder skal kunne forklare, hvorfor netop denne løsning er egnet, nødvendig og afbalanceret – og hvad der er gjort for at sikre det.
Vi skal ikke acceptere, at borgere mister helbred, livskvalitet eller sikkerhed, fordi nogen skønner, at det "bør kunne gå alligevel". Hvis vi vil et retfærdigt samfund, må vi tage proportionalitet alvorligt. Ikke kun som embedsmandsprincip, men som menneskelig forpligtelse.
SoMe:
Proportionalitet betyder, at myndigheder ikke må træffe afgørelser, der er mere indgribende end nødvendigt. Men hvad sker der, når det sker alligevel? Her er eksemplerne, og hvorfor princippet er afgørende for retssikkerheden.
Om forfatteren:
Henrik Larsen (født 1972) er handicapaktivist og debattør. Han lever med flere medfødte og kroniske diagnoser og har mangeårig erfaring med myndighedskontakt og systemiske fejl i det sociale område. Henrik arbejder for åbenhed, respekt og retssikkerhed i mødet mellem borger og system. Han deler sin viden og personlige erfaring for at styrke andre i lignende situationer. Se mere på på denne side.
✨ Hvis du har oplevet, at en myndighed har svigtet sin vejledningspligt eller overtrådt proportionalitetsprincippet, kan du skrive til Folketingets Ombudsmand. Ombudsmanden fører tilsyn med alle offentlige myndigheder og kan tage stilling til, om du er blevet behandlet korrekt.
Se mere på: www.ombudsmanden.dk