💥 Habilitet er en af grundpillerne i retssikkerheden. Men når ingen registrerer, hvem der vurderer din sag, bliver den til et spil bag lukkede døre.
Indledning
Habilitet er ikke bare et spørgsmål om at undgå vennetjenester eller familiære forbindelser. Det er en grundlæggende forudsætning for retssikkerhed i mødet mellem borger og myndighed. Når vi glemmer det, risikerer vi, at tilliden til systemet krakelerer – og at borgere overlades til afgørelser truffet af personer, der aldrig burde have haft noget med sagen at gøre. I denne artikel ser vi nærmere på, hvordan habilitet i praksis bliver tilsidesat, hvad det betyder for de mest sårbare, og hvorfor problemet ikke kun handler om enkeltpersoner – men om kultur.
Baggrund/kontekst
Ifølge forvaltningslovens §3 må en offentlig ansat ikke medvirke til at behandle en sag, hvis vedkommende har en sådan personlig eller økonomisk interesse, at der kan rejses tvivl om vedkommendes upartiskhed. Det lyder enkelt. Men i praksis er det langt sværere at identificere og forebygge inhabilitet – især når det sker i en kommunal kontekst, hvor faglighed, loyalitet og interne relationer flettes sammen.
Flere kommuner har i de senere år fået kritik for at lade medarbejdere udtale sig eller vurdere sager, hvor de har haft tidligere kontakt med borgeren i en anden rolle – f.eks. som bostøtte eller mentor. Andre steder er ledere gået ind i sager, hvor deres personlige eller politiske interesser burde have udløst inhabilitet. Alligevel sker det sjældent, at en borger bliver informeret om dette, får mulighed for at rejse indsigelse – eller at det får konsekvenser for sagens udfald.
Samtidig viser sager fra Ankestyrelsen og Ombudsmanden, at der ofte ikke føres journal over, hvem der konkret deltager i beslutningsprocessen. Det gør det nærmest umuligt for borgeren at dokumentere, at der er sket en overtrædelse. Resultatet er et system, hvor borgerens mulighed for at påpege inhabilitet er minimal, og hvor tilliden til myndighedernes objektivitet svækkes.
Case/eksempel
I min egen sag om botilbud vurderede Odense Kommune, at jeg ikke opfyldte betingelserne for et botilbud efter servicelovens §107 eller §108. Afgørelsen blev truffet på baggrund af vurderinger fra personer, der tidligere har været involveret i min sag i andre roller – blandt andet som kontaktpersoner og interne vejledere. Ingen steder blev det oplyst, hvem der konkret deltog i beslutningsprocessen, og jeg fik ikke mulighed for at tage stilling til deres habilitet.
Efter jeg bad om aktindsigt, opdagede jeg, at flere centrale vurderinger var skrevet af personer, jeg tidligere havde haft uenigheder med. Jeg gjorde kommunen opmærksom på problemstillingen, men fik aldrig noget svar. Ankestyrelsen tog det heller ikke op, selv om jeg beskrev det tydeligt i min klage.
Det mønster går igen i mange sager: Der er ingen klar grænse mellem myndighedens rolle som faglig vurderingsinstans og de personlige relationer, der uvægerligt opstår over år i sagsbehandlingen. Især ikke når man som jeg har haft sag i samme kommune i mere end 20 år. Det skaber en kultur, hvor habilitet bliver en illusion. Hvor man må acceptere, at "systemet ved bedst" – og at man som borger bare må finde sig i det.
Systemiske konsekvenser
Når habilitet ikke tages alvorligt, får det ikke kun betydning for den enkelte borger. Det skaber en systemisk ubalance, hvor forvaltningen fungerer uden de kontrolmekanismer, der skulle sikre retfærdighed og objektivitet. I stedet opstår der et selvbeskyttende system, hvor kollegial loyalitet og interne hierarkier vægtes højere end lovgivningen.
Det betyder også, at borgerens klager sjældent fører til andet end afvisninger. For hvordan kan man som borger dokumentere, at en beslutning er truffet af en person, der burde have været inhabil, når der ikke føres log over beslutningsdeltagere? Og hvordan skal man kunne få medhold, når Ankestyrelsen ikke selv har adgang til den fulde sagsgang?
Et velfungerende retssamfund er afhængigt af tillid. Tillid til, at myndigheder handler upartisk. Tillid til, at borgerens stemme bliver hørt. Når habilitet og gennemsigtighed svigter, bliver den tillid erstattet af afmagt. Og den afmagt spreder sig som ringe i vandet – fra sagsbehandlingen til samfundets kerne.
Et system i ubalance – og et andet menneskesyn
Det er ikke kun juraen, der halter, når habilitet og objektivitet svigter. Det handler også om menneskesyn.
I et nyligt opslag på LinkedIn skriver Rikke Struve om behovet for en ny arbejdskultur – et ’Code of Human Care’ – hvor både borgere og medarbejdere ses som hele mennesker. Hun peger på seks livsprincipper: menneskelighed, forandring, forbundethed, forskellighed, udvikling og rytme. Det er en tilgang, der står i skarp kontrast til den forvaltningspraksis, hvor man glemmer det levede liv og reducerer sårbare borgere til sagsnumre og tilpasningsobjekter.
Struves budskab er enkelt, men dybt nødvendigt: Vi skal ikke bare fikse strukturer – vi skal ændre kulturen. Og det starter med at turde se på, hvordan systemet egentlig behandler dem, der har allermest brug for det.
"Det handler ikke kun om trivsel for medarbejdere. Det handler om menneskesyn."
– Rikke Struve på LinkedIn, maj 2025
Curling-afsnittet – til skeptikere og systemtro
Mange vil måske tænke: Er det nu så slemt? Burde man ikke kunne stole på, at kommuner og styrelser selv har styr på habilitet? Problemet er bare, at når kontrol og gennemsigtighed mangler, har vi ikke noget grundlag at stole på. Vi beder ikke om privilegier, men om retssikkerhed. Om at reglerne også skal gælde dem, der sidder på magten.
Det handler ikke om at mistro alle ansatte. Men om at anerkende, at systemet ikke kontrollerer sig selv. Og at borgeren skal have en reel mulighed for at sige fra, når magt bruges forkert. Hvis vi ikke passer på, bliver retssikkerheden kun for dem, der har ressourcerne til at tage kampen op.
Afslutning/opråb
Hvis habilitetsreglerne skal have nogen reel betydning, kræver det ændringer. Ikke bare i loven, men i praksis. Vi skal have krav om fuld journalføring af, hvem der deltager i afgørelser. Vi skal sikre borgernes mulighed for at rejse indsigelse uden frygt. Og vi skal have en uvildig instans, der kan tage fat, når forvaltningen ikke kan vurdere sig selv.
Det kræver politisk mod. Og det kræver, at vi lytter til dem, der har stået alene i mødet med en forvaltning, der ikke tog deres rettigheder alvorligt. Det her handler ikke om detaljer. Det handler om det fundament, vores retssamfund står på.
Hvis du oplever, at reglerne om habilitet ikke bliver fulgt i din sag, kan du klage til Folketingets Ombudsmand. Læs mere på www.ombudsmanden.dk.
SoMe
Hvem vurderer dig, når du beder om hjælp fra kommunen? Og kan du stole på, at de er uvildige? I denne artikel ser vi nærmere på habilitet – og hvorfor inhabilitet i kommunerne er en overset trussel mod retssikkerheden. #RettensForsvundneHjørnesten #Retssikkerhed #Habilitet
Om forfatteren
Henrik Larsen er blogger og borger med en kompleks handicapprofil. Han skriver om retssikkerhed, systemfejl og livet med usynlige handicap på siden Autismeliv.dk. Henrik har i over 20 år været i kontakt med socialforvaltningen og har personligt oplevet, hvordan myndighedsfejl og manglende habilitet kan få alvorlige konsekvenser for den enkelte. Han bruger sin erfaring til at belyse principielle problemer i mødet mellem borgere og system og er initiativtager til artikelserien "Rettens forsvundne hjørnesten". Serien udkommer fast på Autismeliv.dk, LinkedIn og Facebook.
Følg Henrik på LinkedIn • Facebook • Læs hele serien på autismeliv.dk/rfh