Ofte når jeg er sammen med ligestillede, så har jeg det bedre med mig selv, min rysten på hænderne er mindre, jeg har ikke noget som jeg skal leve op til, som jeg skal nå jeg er sammen med normalt fungerende.
Det med at være sammen med andre handicappede, der er ringere end mig betyder at jeg ikke skal leve op til en høj forventning, fra de andre handicappede, fordi de fleste er så handicappede og hoved parten skal have hjælp til alle de almindelige daglige funktioner, som er normalt for os. Det kan være en der skal have noget at drikke eller spise, det kan også være noget så simpelt som toilet besøg. Den type personer har jeg det rigtigt godt med, selvom nogle af dem har det med at have høj stemme føring. Jeg har det også godt med, at skulle fortælle om mig selv, det vil sige der er studerende i det Samværs og aktivitetscenter jeg kommer i. Det er godt at kunne fortælle om mine livserfaringer, jeg har jo prøvet rigtig mange ting, set i forhold til så mange andre, og det er jo godt at jeg kan være med til at gøre en forskel. Forskellen i mine øjne er at kunne gi andre en oplevelse.
Her for noget tid siden, skrev jeg, at jeg ikke kunne stole på en person, som jeg ser x antal gange om måneden. Det er der så styr på igen, og jeg fik snakket om den udtagelse som gav mig problemer. Nu er jeg lidt spændt på hvad der er blevet skrevet i den udtalelse. I næste uge skal jeg igen møde denne person, og jeg vil nok gerne have en kopi af hvad der er blevet skrevet denne gang. Mest fordi jeg gerne vil se hvad der er blevet skrevet om mig, hvad der er hans vurdering. Livet er svært for os alle, men nogle af os har det bare meget mere end svært.I de sidste mange uger har jeg fået en del, mange nye gode venner, ja i det rigtige liv men også på Facebook, jeg har lavet en kæmpe indsats for at, man kunne blive hørt, det omhandler Ambulance situationen i Region Syddanmark. Mange af de reddere har jeg nu lavet aftale om at komme ud og besøge på de stationer de er tilknyttet. Så i nær fremtid skal jeg lidt rundt på de stationer de arbejder på.
På grund af min autisme, og mine andre handicaps undgår jeg større forsamlinger, koncerter og festivaler, jeg orker ikke at skulle sidde og koncentrere mig meget i at spise, da det øger risikoen for at jeg ryster endnu mere på mine hænder. Det samme gør sig gældende i dag, der hvor min ven bor - har de i dag haft sommer fest, over 100 deltagere, det er alt for mange mennesker for mig, og så også musik med i det, det er vildt over vældende at skulle deltage i. At min ven så er ked af at jeg ikke deltager er så en anden ting.
Jeg har bare meget, meget svært at være sammen med andre mennesker, jeg har sær interesser, jeg kan se det når jeg snakker med min mor, min mor kan snakke om flere ting, mens jeg interessere mig mere for en eller to ting, jeg kan ikke det med at skulle bryde mine interesser, det er unaturligt for mig. Sådan er det bare BUM. Det er meget sjældent at jeg spørgere andre om hvordan de har det, jeg kan efter en rum tid spørge om det, men det er ikke en naturlig ting for mig.
De fleste ved godt, at når vi fortæller andre noget, så fortæller vi det med mere end ord. Vi bruger også vores øjne, stemme, ansigt, og vores krop til at fortælle med. Dette har jeg med autisme meget svært ved.
Med øjnene og ansigtet kan man vise andre, hvordan man har det, med det
man siger, vi kan gøre store øjne hvis det man måske fortæller er uhyggeligt, eller hvis man bliver overrasket over det der bliver sagt. Eller man kniber øjnene sammen hvis man har dummet sig eller ikke kan li det der siges.
Med stemmen kan, man også vise hvad man føler, eller hvordan man føler det, når man taler højt er det måske fordi man er gal eller irriteret, med en lav stemme er det måske fordi man vil fortælle en hemmelighed.
Kroppen og hænderne bruger man også ofte under en samtale, det kan være man skal pege på det man snakker om for at underbygge det man snakker om, eller hvor stort eller småt noget er, vinke og pege, man kan trække på skulderen, nikke eller ryste på hovedet.
Men alt det ovenstående er meget svært for mig jeg forstår ikke altid , at gøre brug af kroppen til at fortælle noget, hvordan jeg har det , for at understrege det jeg mener nå jeg snakker, til tider kan jeg snakke højt eller meget lavt, man kan ikke se på mig om jeg er glad eller ked af det, jeg kan heller ikke bruge fagter så godt. Jeg ser ikke på dem jeg snakker sammen med, jeg kigger væk.
Det er stort at kaste sig ud i det her, det er et kæmpe område at kaste sig ud i, og skrive om, så følg med her på bloggen. Om det lige bliver næste gang jeg skriver om det sammen emne vides ikke men der kommer mere.
Jeg har bare meget, meget svært at være sammen med andre mennesker, jeg har sær interesser, jeg kan se det når jeg snakker med min mor, min mor kan snakke om flere ting, mens jeg interessere mig mere for en eller to ting, jeg kan ikke det med at skulle bryde mine interesser, det er unaturligt for mig. Sådan er det bare BUM. Det er meget sjældent at jeg spørgere andre om hvordan de har det, jeg kan efter en rum tid spørge om det, men det er ikke en naturlig ting for mig.De fleste ved godt, at når vi fortæller andre noget, så fortæller vi det med mere end ord. Vi bruger også vores øjne, stemme, ansigt, og vores krop til at fortælle med. Dette har jeg med autisme meget svært ved.
Med øjnene og ansigtet kan man vise andre, hvordan man har det, med det
Med stemmen kan, man også vise hvad man føler, eller hvordan man føler det, når man taler højt er det måske fordi man er gal eller irriteret, med en lav stemme er det måske fordi man vil fortælle en hemmelighed.
Kroppen og hænderne bruger man også ofte under en samtale, det kan være man skal pege på det man snakker om for at underbygge det man snakker om, eller hvor stort eller småt noget er, vinke og pege, man kan trække på skulderen, nikke eller ryste på hovedet.
Men alt det ovenstående er meget svært for mig jeg forstår ikke altid , at gøre brug af kroppen til at fortælle noget, hvordan jeg har det , for at understrege det jeg mener nå jeg snakker, til tider kan jeg snakke højt eller meget lavt, man kan ikke se på mig om jeg er glad eller ked af det, jeg kan heller ikke bruge fagter så godt. Jeg ser ikke på dem jeg snakker sammen med, jeg kigger væk.
Det er stort at kaste sig ud i det her, det er et kæmpe område at kaste sig ud i, og skrive om, så følg med her på bloggen. Om det lige bliver næste gang jeg skriver om det sammen emne vides ikke men der kommer mere.