Detaljer

Skrevet af: Henrik Larsen

Publiceret: 26. maj 2025

Senest opdateret: 24. maj 2025

Visninger: 62

For ét år siden den 22 maj 2024 - lød råbet foran Christiansborg: "Vi er også borgere!" Det var Danmarks største handicapdemonstration. Et historisk øjeblik. Men i dag – den 26. maj 2025 – må vi desværre konstatere: Vores bange anelser er blevet til virkelighed.

I en stærk artikel i Altinget i denne uge siger Danske Handicaporganisationer det ligeud:

"Vi ser nu et socialområde, hvor kommuner og regioner end ikke føler sig forpligtede af faglige vurderinger. Det har fået alvorlige konsekvenser for retssikkerheden."

Det er præcis det, mange af os har dokumenteret i månedsvis. Vi oplever kommuner, der ignorerer lægefaglige vurderinger. Ankestyrelsen, der afviser beviser. Og borgere, der bliver sygere af at blive behandlet som modstandere i stedet for medmennesker.

Derfor har jeg skrevet artikler hele maj. Jeg har delt jeres kommentarer. Og jeg har lyttet. Fra Mathias i hjemmeplejen til Maja, Gülcan og Carsten i kommentarsporene. Gülcan Güven Grud sagde det stærkt: “Retssikkerhed må aldrig blive et spørgsmål om økonomi – det er et spørgsmål om menneskelighed.” Maja Decovski delte, hvordan hun har oplevet et system, der "gør det sværere at passe på sit barn end det burde være". Og Carsten Møller pointerede, at "når man som fagperson selv oplever afmagt, er det borgerne, der betaler prisen.” Jeres erfaringer og opråb er det, der gør forskellen.

Men nu skal vi også videre.

Den 29. maj kulminerer det hele: Jeg offentliggør mit forslag til en ny og bredt dækkende forvaltningsdomstol, der dækker hele det område, hvor forvaltningsloven gælder – ikke kun handicapområdet.

Men jeg foreslår også noget langt mere vidtrækkende:

• At handicapområdet og det specialiserede socialområde fjernes fra kommunerne.

• At en ny domstol reelt kan føre tilsyn og omgøre afgørelser, ikke bare skrive breve.

• At borgernes stemmer bliver hørt, også dem, der ikke selv kan råbe op.

Det handler ikke om at skabe mere bureaukrati. Det handler om at genetablere noget, der er blevet væk: tillid, ansvar og uvildighed.

I slutningen af denne artikel i Altinget nævnes nogle af de stemmer, der i dag repræsenterer mod, erfaring og fælles kamp. Tak til bl.a. Simon Toftgaard Jespersen, Thorkild Olesen, Diana Stentoft, William Korte, Jackie Lehmann Hansen, Pia Allerslev, Anni Sørensen, Susanne Olsen og Janus Tarp. Jeres indsats gør en forskel – og vi er mange, der følger jer. Det gælder også Karin B. Nissen, der for nylig roste artiklerne i 'Rettens forsvundne hjørnesten' for både indhold og mod. Hun skrev: “Tak fordi du dokumenterer det, som alt for mange forsøger at ignorere.”

Mere følger den 29. maj. Men i dag takker jeg jer, der har delt jeres erfaringer.

Del gerne dette opslag. Og skriv hvis du selv har oplevet at systemet overhører dig – uanset om du er borger, pårørende eller ansat i velfærden.

🙋‍♂️ Har du selv oplevet, hvordan det offentlige system fejler?
Eller sidder du med viden, der fortjener at blive set i lyset?

Så er der nu en mulighed for at dele det – anonymt, respektfuldt og med hjælp fra en AI-assistent.

Kontaktformularen ligger nu åben under Rettens forsvundne hjørnesten på https://autismeliv.dk/rfh. Jeg læser alt og svarer, når jeg kan.

Et system presset af kriser:
Mange har også delt, hvordan coronanedlukningerne og inflationen har forværret situationen. En kvinde skrev: “Man mister ikke bare retten til hjælp. Man mister modet.” En anden fortalte: “Min søn fik frataget støtten under corona – og ingen har endnu givet ham den igen.” Det er som om kriserne blev brugt som undskyldning for at skære ned – og aldrig rullet tilbage.

Et ansvar for de unge:
Når vi svigter voksne i dag, svigter vi også børn og unge i morgen. Flere forældre beskriver, hvordan deres børn allerede som teenagere møder et system, der ikke ser deres behov. “Min datter fik tidlig en autismediagnose, men kommunen mener stadig, det er pædagogisk uvilje,” skrev en mor. Der er brug for en ny begyndelse – med respekt og reel forståelse.

Modløshed eller håb?
Det her handler ikke kun om fejlslagne afgørelser. Det handler om fremtid. Om muligheden for at tro på et Danmark, hvor vi kan sige: “Det gik galt – men vi rettede op.” Den 29. maj viser jeg første skridt. Du bestemmer, om du vil gå med.

Når der er råd til stadion – men ikke til støtte:
Samtidig ser vi, hvordan kommuner kan finde millioner til nye prestigeprojekter. Som da Odense Kommune besluttede at betale 76 mio. kr. kontant til et nyt stadion, der primært skal bruges af OB. Politikerne forklarer det som et spørgsmål om prioritering – men når man som borger får afslag på nødvendig støtte på grund af økonomi, og samtidig ser pengene gå til beton og tribuner, føles det som en hån. Jeg spurgte på sociale medier: "Tager man pengene fra velfærden?" Svaret var klart: Ja, det er en politisk prioritering. Og den prioritering afslører mere end mange regnskaber gør.

Fra mistanke til bevis:
Tidligere på året blev jeg mødt med modstand og afvisninger, da jeg påpegede det åbenlyse: At penge blev taget fra mennesker med behov og brugt på projekter, der pynter i bybilledet. Jeg blev kaldt negativ og for dramatisk. Men nu siger politikerne det selv – åbent og ærligt: Det er en prioritering. Og når man vælger stadion frem for støtte, afslører det et værdigrundlag, vi bliver nødt til at tale om. Ikke for at splitte, men for at genfinde balancen mellem behov og beton.

Når virkeligheden slettes fra referatet:
Et konkret eksempel: Den 5. marts 2025 sad jeg til møde med Odense Kommune. Min daværende sagsbehandler, en kvinde fra myndighedsteamet, sagde direkte, at man ville indhente en statusattest fra Epilepsihospitalet. En af deltagerne, som på det tidspunkt var min partsrepræsentant, så, at det blev skrevet ned. Men da jeg fik referatet senere, var den del helt udeladt.

Jeg har mødet optaget – lydmæssigt og lovligt – fordi jeg som borger har ret til at dokumentere min egen sag, så længe optagelsen ikke offentliggøres. Det ændrer ikke ved, at kommunen hverken har skrevet løftet ned eller fulgt op.

Det her er et mønster: Det, der bliver sagt, men ikke skrevet – det forsvinder. Og når ord ikke bliver til handling, bliver lovgivningen et tomt løfte.

Ét år efter den store demonstration er bange anelser blevet til virkelighed. Retssikkerheden forsvinder – og nu samler vi kræfterne før 29. maj. Mit forslag til en forvaltningsdomstol er snart klar. Del hvis du vil have forandring.

Curling-afsnittet – til dig, der er skeptisk:
Måske tænker du, at vi brokker os for meget. At systemet gør det så godt, det kan. Men når selv handicaporganisationer nu siger, at fagligheden forsvinder, og retssikkerheden er i frit fald – så er det ikke længere enkeltstående tilfælde. Det er et mønster. Anne Brorson har for nylig skrevet, hvordan forvaltningens arbejde med VUM og §85-indsatser ofte sker uden reelt indblik i borgerens virkelighed. Hun kalder det for “en forråelse forklædt som effektivitet.” Det kalder på forandring. Ikke flere undskyldninger.

Henrik Larsen er 52 år, blogger og systemkritiker med fokus på retssikkerhed, handicap og medborgerskab. Han står bag siden Autismeliv.dk og artiklerne i serien Rettens forsvundne hjørnesten, der dokumenterer svigt i sagsbehandlingen og forsøger at gøre juraen forståelig for andre borgere. Henrik lever selv med autisme, epilepsi og sjældne diagnoser og har i mere end to år kæmpet mod en kommune og et system, der nægter at lytte. Serien er skrevet med hjælp fra en AI-assistent og udgives direkte på sociale medier for at sikre maksimal åbenhed. Artiklerne samles på: https://autismeliv.dk/rfh

Hashtags (fast):
#Forvaltningsdomstol #Retssikkerhed #RettensForsvundneHjørnesten
#Systemsvigt #BorgerensRet #UvildighedNu
#dkpol #socialpolitik #velfærd #handicapdk #enmillionstemmer

Link til artiklerne:
https://autismeliv.dk/rfh

Detaljer

Skrevet af: Henrik Larsen

Publiceret: 22. maj 2025

Senest opdateret: 18. maj 2025

Visninger: 82

💥 Habilitet er en af grundpillerne i retssikkerheden. Men når ingen registrerer, hvem der vurderer din sag, bliver den til et spil bag lukkede døre.

Indledning

Habilitet er ikke bare et spørgsmål om at undgå vennetjenester eller familiære forbindelser. Det er en grundlæggende forudsætning for retssikkerhed i mødet mellem borger og myndighed. Når vi glemmer det, risikerer vi, at tilliden til systemet krakelerer – og at borgere overlades til afgørelser truffet af personer, der aldrig burde have haft noget med sagen at gøre. I denne artikel ser vi nærmere på, hvordan habilitet i praksis bliver tilsidesat, hvad det betyder for de mest sårbare, og hvorfor problemet ikke kun handler om enkeltpersoner – men om kultur.

Baggrund/kontekst

Ifølge forvaltningslovens §3 må en offentlig ansat ikke medvirke til at behandle en sag, hvis vedkommende har en sådan personlig eller økonomisk interesse, at der kan rejses tvivl om vedkommendes upartiskhed. Det lyder enkelt. Men i praksis er det langt sværere at identificere og forebygge inhabilitet – især når det sker i en kommunal kontekst, hvor faglighed, loyalitet og interne relationer flettes sammen.

Flere kommuner har i de senere år fået kritik for at lade medarbejdere udtale sig eller vurdere sager, hvor de har haft tidligere kontakt med borgeren i en anden rolle – f.eks. som bostøtte eller mentor. Andre steder er ledere gået ind i sager, hvor deres personlige eller politiske interesser burde have udløst inhabilitet. Alligevel sker det sjældent, at en borger bliver informeret om dette, får mulighed for at rejse indsigelse – eller at det får konsekvenser for sagens udfald.

Samtidig viser sager fra Ankestyrelsen og Ombudsmanden, at der ofte ikke føres journal over, hvem der konkret deltager i beslutningsprocessen. Det gør det nærmest umuligt for borgeren at dokumentere, at der er sket en overtrædelse. Resultatet er et system, hvor borgerens mulighed for at påpege inhabilitet er minimal, og hvor tilliden til myndighedernes objektivitet svækkes.

Case/eksempel

I min egen sag om botilbud vurderede Odense Kommune, at jeg ikke opfyldte betingelserne for et botilbud efter servicelovens §107 eller §108. Afgørelsen blev truffet på baggrund af vurderinger fra personer, der tidligere har været involveret i min sag i andre roller – blandt andet som kontaktpersoner og interne vejledere. Ingen steder blev det oplyst, hvem der konkret deltog i beslutningsprocessen, og jeg fik ikke mulighed for at tage stilling til deres habilitet.

Efter jeg bad om aktindsigt, opdagede jeg, at flere centrale vurderinger var skrevet af personer, jeg tidligere havde haft uenigheder med. Jeg gjorde kommunen opmærksom på problemstillingen, men fik aldrig noget svar. Ankestyrelsen tog det heller ikke op, selv om jeg beskrev det tydeligt i min klage.

Det mønster går igen i mange sager: Der er ingen klar grænse mellem myndighedens rolle som faglig vurderingsinstans og de personlige relationer, der uvægerligt opstår over år i sagsbehandlingen. Især ikke når man som jeg har haft sag i samme kommune i mere end 20 år. Det skaber en kultur, hvor habilitet bliver en illusion. Hvor man må acceptere, at "systemet ved bedst" – og at man som borger bare må finde sig i det.

Systemiske konsekvenser

Når habilitet ikke tages alvorligt, får det ikke kun betydning for den enkelte borger. Det skaber en systemisk ubalance, hvor forvaltningen fungerer uden de kontrolmekanismer, der skulle sikre retfærdighed og objektivitet. I stedet opstår der et selvbeskyttende system, hvor kollegial loyalitet og interne hierarkier vægtes højere end lovgivningen.

Det betyder også, at borgerens klager sjældent fører til andet end afvisninger. For hvordan kan man som borger dokumentere, at en beslutning er truffet af en person, der burde have været inhabil, når der ikke føres log over beslutningsdeltagere? Og hvordan skal man kunne få medhold, når Ankestyrelsen ikke selv har adgang til den fulde sagsgang?

Et velfungerende retssamfund er afhængigt af tillid. Tillid til, at myndigheder handler upartisk. Tillid til, at borgerens stemme bliver hørt. Når habilitet og gennemsigtighed svigter, bliver den tillid erstattet af afmagt. Og den afmagt spreder sig som ringe i vandet – fra sagsbehandlingen til samfundets kerne.

Et system i ubalance – og et andet menneskesyn

Det er ikke kun juraen, der halter, når habilitet og objektivitet svigter. Det handler også om menneskesyn.

I et nyligt opslag på LinkedIn skriver Rikke Struve om behovet for en ny arbejdskultur – et ’Code of Human Care’ – hvor både borgere og medarbejdere ses som hele mennesker. Hun peger på seks livsprincipper: menneskelighed, forandring, forbundethed, forskellighed, udvikling og rytme. Det er en tilgang, der står i skarp kontrast til den forvaltningspraksis, hvor man glemmer det levede liv og reducerer sårbare borgere til sagsnumre og tilpasningsobjekter.

Struves budskab er enkelt, men dybt nødvendigt: Vi skal ikke bare fikse strukturer – vi skal ændre kulturen. Og det starter med at turde se på, hvordan systemet egentlig behandler dem, der har allermest brug for det.

"Det handler ikke kun om trivsel for medarbejdere. Det handler om menneskesyn."
– Rikke Struve på LinkedIn, maj 2025

Curling-afsnittet – til skeptikere og systemtro

Mange vil måske tænke: Er det nu så slemt? Burde man ikke kunne stole på, at kommuner og styrelser selv har styr på habilitet? Problemet er bare, at når kontrol og gennemsigtighed mangler, har vi ikke noget grundlag at stole på. Vi beder ikke om privilegier, men om retssikkerhed. Om at reglerne også skal gælde dem, der sidder på magten.

Det handler ikke om at mistro alle ansatte. Men om at anerkende, at systemet ikke kontrollerer sig selv. Og at borgeren skal have en reel mulighed for at sige fra, når magt bruges forkert. Hvis vi ikke passer på, bliver retssikkerheden kun for dem, der har ressourcerne til at tage kampen op.

Afslutning/opråb

Hvis habilitetsreglerne skal have nogen reel betydning, kræver det ændringer. Ikke bare i loven, men i praksis. Vi skal have krav om fuld journalføring af, hvem der deltager i afgørelser. Vi skal sikre borgernes mulighed for at rejse indsigelse uden frygt. Og vi skal have en uvildig instans, der kan tage fat, når forvaltningen ikke kan vurdere sig selv.

Det kræver politisk mod. Og det kræver, at vi lytter til dem, der har stået alene i mødet med en forvaltning, der ikke tog deres rettigheder alvorligt. Det her handler ikke om detaljer. Det handler om det fundament, vores retssamfund står på.

Hvis du oplever, at reglerne om habilitet ikke bliver fulgt i din sag, kan du klage til Folketingets Ombudsmand. Læs mere på www.ombudsmanden.dk.

SoMe

Hvem vurderer dig, når du beder om hjælp fra kommunen? Og kan du stole på, at de er uvildige? I denne artikel ser vi nærmere på habilitet – og hvorfor inhabilitet i kommunerne er en overset trussel mod retssikkerheden. #RettensForsvundneHjørnesten #Retssikkerhed #Habilitet

Om forfatteren

Henrik Larsen er blogger og borger med en kompleks handicapprofil. Han skriver om retssikkerhed, systemfejl og livet med usynlige handicap på siden Autismeliv.dk. Henrik har i over 20 år været i kontakt med socialforvaltningen og har personligt oplevet, hvordan myndighedsfejl og manglende habilitet kan få alvorlige konsekvenser for den enkelte. Han bruger sin erfaring til at belyse principielle problemer i mødet mellem borgere og system og er initiativtager til artikelserien "Rettens forsvundne hjørnesten". Serien udkommer fast på Autismeliv.dk, LinkedIn og Facebook.

Følg Henrik på LinkedIn • Facebook • Læs hele serien på autismeliv.dk/rfh

Detaljer

Skrevet af: Henrik Larsen

Publiceret: 19. maj 2025

Senest opdateret: 18. maj 2025

Visninger: 182

Individuel vurdering – hvorfor hver sag er unik

Myndigheder har pligt til at se på den enkelte borgers situation – ikke bare sætte flueben i en standardskabelon. Uden en individuel vurdering mister vi det vigtigste kendetegn ved et retfærdigt system.

I dansk forvaltningsret er det et ufravigeligt krav, at hver sag skal behandles individuelt. Ingen afgørelse må træffes på baggrund af rutine eller standardskabeloner alene. Alligevel sker det alt for ofte.

I min egen sag om botilbud oplevede jeg, hvordan kommunen traf afgørelse uden reelt at inddrage mine samlede helbredsforhold, diagnoser og dokumentation. Det var, som om jeg blot var en brik i et regneark – ikke et menneske med et konkret behov.

Individuel vurdering er ikke bare en formalitet. Det er en hjørnesten i retssikkerheden. Hvis vi glemmer det, får vi et system, hvor reglerne følges – men borgerne svigtes.

Individuel vurdering betyder, at myndigheder skal se på borgerens konkrete forhold, relevante oplysninger i sagen og hvordan en afgørelse vil virke i praksis. Myndigheder må ikke beslutte ud fra standarder eller serviceniveauer alene.

Som Folketingets Ombudsmand skriver:

"Der skal ske en konkret og individuel vurdering af hver enkelt sag. Skematisk og rutinepræget behandling er i strid med god forvaltningsskik."

Alligevel ser vi gang på gang afgørelser, hvor borgerens forhold slet ikke er nævnt. Det skaber uret og undergraver tilliden til systemet.

I min egen sag brugte kommunen standardskabeloner og standardsvar. De forholdt sig ikke til, at jeg har en kompleks helbredstilstand med epilepsi, diabetes, rystelser, autisme, angst og kognitive vanskeligheder.

Der blev ikke inddraget specialiserede erklæringer. Der blev ikke vurderet, om hjælpen reelt dækkede mine behov. Tidligere forsøg med hjemmehjælp var utilstrækkelige – men det blev ikke taget med i afgørelsen.

Resultatet blev en afgørelse, som ikke handlede om mig – men om systemets behov for at spare penge. Det er ikke individuel vurdering. Det er afvisning efter skabelon.

En familie fortalte, hvordan deres barns sag blev afvist med en standardtekst, hvor diagnosen ikke var nævnt. En anden borger fik afslag på handicapbil med henvisning til "gængs praksis" – uden vurdering af hans konkrete situation.

Det er ikke bare tekniske fejl. Det er brud på retssikkerhed.

Manglende individuel vurdering går igen i hele forvaltningen. I byggesager behandles indsigelser som formaliteter. I aktindsigtssager gives afslag uden vurdering af formålet. I jobcentre sendes standardbreve uden hensyn til sygdom eller situation.

Det skaber et system, hvor borgeren mister betydning. Afgørelser træffes før sagen er forstået. Klagemuligheder bliver tomme, når ingen har vurderet det unikke.

God forvaltningsskik handler ikke kun om regler – men om at tage virkeligheden alvorligt. Derfor er individuel vurdering så afgørende. Det er modvægten til automatik og kassetænkning.

Vi har brug for en uafhængig forvaltningsdomstol, der kan sikre, at afgørelser hviler på reel og konkret vurdering. Ellers forsvinder retssikkerheden i statistik og skemaer.

Det er ikke forkælelse at forlange at blive set som et menneske. Det er ikke curling, når man beder myndigheder om at forholde sig til ens reelle livssituation.

Individuel vurdering er ikke en undtagelse for de svageste. Det er en ret for os alle. Og hvis vi accepterer standardsvar og skabeloner, risikerer vi, at ingen til sidst får den retssikkerhed, vi tror vi har.

Individuel vurdering er forudsætningen for et retfærdigt velfærdssystem. Vi skal ikke bare have adgang til hjælp – vi skal have hjælp, der giver mening i vores liv.

Myndigheder skal dokumentere, at de har vurderet sagen konkret. Det er ikke nok at henvise til en blanket. Der skal være blik for mennesket bag blanketten.

Når vi kræver det, beskytter vi også andres ret. Og holder fast i, at systemet skal tjene mennesker – ikke omvendt.

SoMe:
Enhver borger har ret til en individuel vurdering af sin sag. Men hvad sker der, når afgørelser bliver truffet med standardsvar og skabeloner? Læs om princippet, og hvorfor det er afgørende for retssikkerheden.

Om forfatteren:
Henrik Larsen (født 1972) er handicapaktivist og debattør. Han lever med flere medfødte og kroniske diagnoser og har mangeårig erfaring med myndighedskontakt og systemiske fejl i det sociale område. Henrik arbejder for åbenhed, respekt og retssikkerhed i mødet mellem borger og system. Han deler sin viden og personlige erfaring for at styrke andre i lignende situationer. Se mere på https://autismeliv.dk/news?view=article&id=1190:rettens-forsvundne-hjornesten-udgivelsesplan&catid=307:rettens-forsvundne-hjornesten.

✨ Hvis du har oplevet, at en myndighed har undladt at foretage en individuel vurdering, kan du skrive til Folketingets Ombudsmand. Ombudsmanden fører tilsyn med alle offentlige myndigheder og kan tage stilling til, om du er blevet behandlet korrekt.
Se mere på: www.ombudsmanden.dk

Detaljer

Skrevet af: Henrik Larsen

Publiceret: 15. maj 2025

Senest opdateret: 13. maj 2025

Visninger: 160

Når myndigheder træffer afgørelser, skal de være afbalancerede, nødvendige og egnede til formålet. Alligevel bruges princippet ofte forkert eller ignoreres helt. Resultatet? Uretfærdige afgørelser og mistet tillid.

"Du har jo hjemmehjælp, og det må være nok." Sådan lød beskeden, da jeg forsøgte at forklare, at min samlede helbredstilstand krævede mere end et par timers praktisk hjælp. Jeg bad om et botilbud, fordi min funktionsevne var dokumenteret som væsentligt nedsat. Alligevel blev det afvist – med henvisning til, at "det kunne blive dyrt for kommunen."

Det var ikke proportionalitet. Det var besparelse forklædt som jura.

Proportionalitetsprincippet er et bærende element i dansk forvaltningsret. Ethvert indgreb over for en borger skal være nødvendigt, egnet og stå i rimeligt forhold til formålet. Men i praksis oplever mange borgere, at hensyn til økonomi eller standardløsninger får forrang over deres faktiske behov.

Princippet stammer fra grundlæggende retssikkerhedstænkning: Myndigheder må ikke gribe unødigt ind i borgeres liv. Indgreb skal være egnede, nødvendige og afbalancerede. Alligevel oplever mange, at denne vurdering er mangelfuld eller fraværende. I stedet træffes afgørelser ud fra generelle skabeloner, kommunale retningslinjer eller økonomiske hensyn – ikke konkrete, individuelle vurderinger. Og det er i strid med loven.

I min botilbudssag blev jeg mødt med afslag uden nogen reelt alternativ. Kommunen vurderede ikke, hvordan min samlede funktionsevne – med epilepsi, diabetes, rystelser, kognitive og psykiske udfordringer – gjorde det umuligt at leve et trygt og forsvarligt liv uden døgnstøtte. I stedet henviste de til eksisterende hjælp – som ikke dækkede mit behov.

Jeg blev efterladt i en hverdag, hvor jeg knap kunne komme ud af sengen. Koordinering af medicin, mad og søvn var kaotisk. Anfald og træthed sled kroppen ned. Det var ikke en afbalanceret beslutning. Det var en afgørelse truffet for at undgå udgifter.

En pårørende fortalte mig, hvordan hendes voksne søn ikke fik nok støtte i hjemmet, selvom han havde brug for hjælp til medicin og hygiejne. Manglende vejledning førte til helbredsskader. Kommunen mente, at "forældrene måtte tage over". Det er ikke proportionalitet. Det er overgreb forklædt som serviceniveau.

En anden borger blev afvist i sin bilansøgning, selvom det var dokumenteret, at han ikke kunne bruge kollektiv transport. Kommunens afgørelse blev senere underkendt – fordi den ikke var egnet til at dække behovet.

Disse sager viser, at proportionalitet ikke er noget, man kan fortolke sig uden om. Det er et krav.

Proportionalitetsprincippet bliver overtrådt i mange sagsområder. I byggesager pålægges borgere at rive tilbygninger ned uden mulighed for at lovliggøre dem. I skattesager udmåles sanktioner uden hensyn til borgerens mulighed for at rette op. I sociale sager fastholdes borgere i løsninger, der gør dem mere syge – alene fordi billigere alternativer foretrækkes.

Denne praksis er ikke kun et individuelt problem. Det er et strukturelt svigt, der underminerer tilliden til myndighederne og rammer dem, der i forvejen er udsatte.

Det gælder ikke kun i handicapområdet. Også borgere i klagesager om aktindsigt, tilladelser og sanktioner oplever, at myndighederne ikke forholder sig til byrde og konsekvens. Når principper som proportionalitet tilsidesættes, mister vi den balance, der er selve kernen i en retfærdig forvaltning.

Vi har brug for et sted, hvor sager kan prøves på tværs – uden forvaltningens egne interne organer. Derfor arbejder jeg for oprettelsen af en forvaltningsdomstol i Danmark. Et sted med fokus på helhed, retssikkerhed og princippernes praktiske betydning.

Det er ikke at være sart, når man beder om hjælp, der svarer til ens behov. Proportionalitet handler ikke om luksus, men om rimelighed. Når myndigheder stiller borgeren langt dårligere, end de burde, er det ikke en stram prioritering. Det er en ulovlig forvaltning. Alle har ret til at få deres sag vurderet efter konkrete forhold – ikke efter, hvad der er billigst, lettest eller mest bekvemt for kommunen.

Vi må insistere på, at princippet om proportionalitet ikke kun findes på papiret. Det skal være en rettesnor i hver eneste afgørelse. Myndigheder skal kunne forklare, hvorfor netop denne løsning er egnet, nødvendig og afbalanceret – og hvad der er gjort for at sikre det.

Vi skal ikke acceptere, at borgere mister helbred, livskvalitet eller sikkerhed, fordi nogen skønner, at det "bør kunne gå alligevel". Hvis vi vil et retfærdigt samfund, må vi tage proportionalitet alvorligt. Ikke kun som embedsmandsprincip, men som menneskelig forpligtelse.

SoMe:

Proportionalitet betyder, at myndigheder ikke må træffe afgørelser, der er mere indgribende end nødvendigt. Men hvad sker der, når det sker alligevel? Her er eksemplerne, og hvorfor princippet er afgørende for retssikkerheden.

Om forfatteren:
Henrik Larsen (født 1972) er handicapaktivist og debattør. Han lever med flere medfødte og kroniske diagnoser og har mangeårig erfaring med myndighedskontakt og systemiske fejl i det sociale område. Henrik arbejder for åbenhed, respekt og retssikkerhed i mødet mellem borger og system. Han deler sin viden og personlige erfaring for at styrke andre i lignende situationer. Se mere på på denne side.

✨ Hvis du har oplevet, at en myndighed har svigtet sin vejledningspligt eller overtrådt proportionalitetsprincippet, kan du skrive til Folketingets Ombudsmand. Ombudsmanden fører tilsyn med alle offentlige myndigheder og kan tage stilling til, om du er blevet behandlet korrekt.
Se mere på: www.ombudsmanden.dk