🔵 Et nyt borgerforslag kræver handling – og du kan støtte det nu.

I dag afhænger hjælpen til mennesker med handicap alt for ofte af, hvor i landet man bor. Det skaber ulighed, utryghed og svigt. Kommunerne har siden 2007 haft det fulde ansvar for handicapområdet – men erfaringerne viser tydeligt, at det specialiserede ansvar ikke løftes godt nok.

Borgerforslaget “Flyt det specialiserede handicapområde til en uvildig national instans” er netop sendt ind – og vi har brug for din støtte.

📌 Forslaget går ud på at placere sagsbehandlingen i en fagligt funderet, uvildig myndighed – væk fra lokale budgethensyn og kommunal silotænkning. Det handler om helhed, tryghed og gennemsigtighed for både børn, unge og voksne med komplekse støttebehov.

Forslaget dækker bl.a.:

• Støtte efter serviceloven (§§ 85, 96, 100, 112, 113 m.fl.)

• Specialiserede botilbud (§§ 105, 107, 108)

• Transport og befordring

• Hjælpemidler og forbrugsgoder

• Aflastning og støtte i hjemmet

• Koordineret indsats på tværs af sundhed, skole og socialområde

Målet er klart: At sikre ensartethed, retssikkerhed og faglighed – uanset postnummer.

👉 Dette er tredje gang forslaget stilles. Mange har allerede skrevet under. Vil du være med?

📣 Støt forslaget her

Scan QR-koden i billedet eller klik på knappen herunder for at skrive under:

➡️ Støt forslaget om en national løsning på handicapområdet

#Retssikkerhed #Handicapdk #UvildighedNu #BorgerensRet #Systemsvigt #RettensForsvundneHjørnesten #dkpol

Artiklen her hænger sammen med artiklen om ønsket om en forvaltningsdomstol, 📢 Forvaltningsdomstol nu – Danmark halter bagefter.

Borgerforslaget om at oprette en uafhængig forvaltningsdomstol er nu genopslået i ny og regelret version – som tredje og sidste forsøg. Forslaget handler om at sikre retssikkerhed og reel domstolsprøvelse for borgere, der oplever fejl i systemet.

Du kan blive medstiller her:
👉 https://www.borgerforslag.dk/bliv-medstiller-paa-forslag/?Id=FT-20808

Frist for medstillere:
Senest 16. juli 2025

Du kan læse hele forslaget her:

Titel: Retssikkerhed for borgere – opret en uafhængig forvaltningsdomstol

Forslag:
Vi foreslår, at Folketinget vedtager en lov om oprettelse af en uafhængig forvaltningsdomstol.

Domstolen skal have kompetence til at behandle klager over afgørelser truffet af kommuner, regioner og statslige myndigheder. Den skal kunne omgøre afgørelser, der er ulovlige, uforsvarlige eller åbenlyst urimelige. Domstolen skal være specialiseret, uvildig og have forvaltningsretlig ekspertise på social-, sundheds-, skatte- og miljøområdet.

Forvaltningsdomstolen skal sikre en reel prøvelse af forvaltningsafgørelser i overensstemmelse med Grundlovens § 63, og gøre op med den nuværende situation, hvor borgere ofte overlades til administrative instanser uden domsmyndighed eller effektive retsmidler.

Formålet er at skabe et mere retfærdigt, overskueligt og tilgængeligt system, hvor borgere kan få prøvet deres sag på en måde, der ikke kræver store økonomiske ressourcer eller juridisk specialviden. Domstolen skal dermed bidrage til større tillid, ligebehandling og retsbeskyttelse i mødet mellem borger og myndighed.

Bemærkninger:
Danmark er et af de få EU-lande, der endnu ikke har etableret en forvaltningsdomstol – på trods af at Grundlovens § 63 siden 1953 har givet mulighed for domstolsprøvelse af forvaltningsafgørelser. Mange andre europæiske demokratier – herunder Sverige, Tyskland, Frankrig og Holland – har indført sådanne domstole for at sikre borgernes retsstilling i mødet med myndighederne.

I Danmark overlades klager i praksis til administrative instanser som Ankestyrelsen, nævn og Folketingets Ombudsmand, der ikke har kompetence til at omgøre ulovlige eller urimelige afgørelser. Dette svækker borgernes retsstilling og kan føre til alvorlige konsekvenser for den enkelte.

Særligt borgere med handicap, kronisk sygdom, psykiske lidelser eller sociale udfordringer rammes. Mange har ikke mulighed for at føre sag ved de almindelige domstole – dels pga. omkostninger, dels pga. den psykiske belastning og kompleksitet. Dermed opstår en retsløshed, hvor alvorlige fejl og svigt ikke bliver prøvet eller rettet.

En specialiseret og tilgængelig forvaltningsdomstol kan ændre dette. Den vil:

• Sikre en reel, uvildig prøvelse af afgørelser

• Gøre rets prøvelse tilgængelig for almindelige borgere

• Styrke retssikkerheden, især i sårbare sager

• Fungere som en garant for myndigheders lovmedholdelighed

Vi foreslår, at domstolen dækker socialområdet (fx botilbud, hjælpemidler, merudgifter), sundhedsområdet (fx patientrettigheder, behandlingsfejl), skatteområdet (fx ejendomsvurderinger), samt miljø- og byggesager. Derudover bør domstolen have fleksible rammer, så nye sagsområder kan inddrages over tid.

Domstolen skal være let tilgængelig – både fysisk og digitalt – og have mulighed for skriftlig sagsbehandling, bistand til borgere uden advokat, og evt. gebyrfritagelse i særligt udsatte sager. Det bør samtidig sikres, at sager behandles hurtigt og kompetent.

En forvaltningsdomstol vil også aflaste det øvrige retssystem og sikre, at almindelige domstole ikke tvinges til at vurdere komplekse forvaltningssager uden nødvendige specialkompetencer.

Vi henviser til:

• Rigsrevisionens kritik (2024) af Ankestyrelsens tilsyn med kommunerne

• FN’s Handicapkomités bemærkninger (2022) om Danmarks manglende retsmidler

• TV2 Bornholm (2023): Handicappede skal have bedre adgang til retten

• DR (2024): Skandalen om de nye ejendomsvurderinger

• TV2 (2024): Nordic Waste: Den perfekte shitstorm

• SL videns portal (2023): Ret til at være forældre – også med overvågning

Retssikkerhed bør ikke være afhængig af ressourcer eller held. En forvaltningsdomstol er et nødvendigt og ansvarligt skridt mod et mere retfærdigt velfærdssamfund.

Artiklen her hænger sammen med artiklen om at få flyttet det specialiseret handicapområde væk fra kommunerne, 📢 Retssikkerhed må ikke afhænge af dit postnummer

💥Underrubrik:

Forårets artikler satte ord på tavshed, modmagt og retssikkerhed. Men hvad kom der ud af det hele? I denne opsamlende artikel samler vi reaktionerne – og lægger sporet frem mod det, der kommer.

Indledning

En afslutning er også en begyndelse. Serien Rettens forsvundne hjørnesten blev i foråret 2025 skabt som en direkte reaktion på måneder med systemisk svigt og dokumenterede brud på retssikkerheden. I takt med at flere artikler blev delt, voksede også reaktionerne fra borgere, fagpersoner og politikere.

Nogle fandt håb, andre fandt vrede – men fælles var fornemmelsen af, at der sker noget nu.

Denne sidste artikel inden sommerpausen samler op: Hvad har vi sat i gang? Hvad har vi lært? Og hvad skal der ske i efteråret?

For mig blev det også personligt. Den modstand, jeg stod i, er ikke længere bare noget, jeg beskriver. Det er noget, systemet nu selv har måttet forholde sig til. Og det giver håb – også for andre.

Baggrund/kontekst

Da vi begyndte i maj 2025 med de første artikler om partshøring, officialmaksimen og saglighedskrav, var det med ét formål: At vise, hvordan borgernes retssikkerhed forsvinder, når systemet svigter.

Vi har nu udgivet i alt 17 artikler i løbet af maj og juni. Hver artikel har sat fokus på ét princip, én problemstilling eller ét mønster i systemets måde at håndtere borgere med handicap og kronisk sygdom. Det har ikke været tom kritik – men dokumenteret, personligt og med forslag til forandring.

I juni kom endnu flere lag på: DJØF’ernes rolle, sproget i afgørelser, tabet af tillid og afsløringer af kassetænkning via aktindsigt. Det blev tydeligt, at mange oplever præcis det samme – uanset diagnose, bopæl eller sagstype.

Reaktionerne strømmede ind. Ikke bare fra borgere og aktivister, men også fra fagpersoner, embedsfolk og politikere. På få uger gik enkelte opslag viralt – og tusindvis læste med, delte og reagerede.

Men vigtigst: Det er ikke længere bare min stemme.

Det er blevet til vores stemmer. Og sammen har vi vist, at oplysning og vedholdenhed kan rykke noget – selv inde bag murene i et ellers lukket system.

Case/eksempel

Jeg vil gerne dele ét konkret vendepunkt fra min egen sag. Det handler om Ankestyrelsens afgørelse den 12. april 2025 – og om, hvordan deres holdning ændrede sig radikalt, da sagen blev holdt op mod de principper, de selv er sat til at sikre.

Den 12. april blev min sag afvist. Ankestyrelsen lagde vægt på kommunens vurdering og forholdt sig ikke til hverken dokumentation, helbredstilstand eller kommunens pligt til at indhente lægefaglige oplysninger. Ingen reel begrundelse. Ingen officiel oplysning. Ingen lydhørhed over for mine indsigelser.

Men så skete der noget. Jeg gennemgik afgørelsen i detaljer – og med støtte fra AI-assistenten ChatGPT blev det tydeligt, hvor styrelsen selv havde svigtet sin pligt. Jeg sendte en genoptagelsesanmodning med præcise henvisninger til Ankestyrelsens egne principper.

Den 31. maj fik jeg medhold i, at sagen skulle genoptages. Og i juni modtog jeg besked om, at Ankestyrelsen har udsat fristen til 25. juli, da sagen nu undersøges mere grundigt.

Det er et gennembrud. Ikke fordi jeg skreg højt – men fordi jeg dokumenterede systemets egne brud. Og fordi jeg blev ved.

Denne sejr er vigtig. For den viser, at det nytter at fastholde princippet om, at systemet ikke må være sin egen dommer. At embedsmænd må stå til ansvar for, hvad de vælger ikke at undersøge. At retssikkerhed ikke er en tjeneste – men en pligt.

Systemiske konsekvenser

Vi har i serien set, hvordan myndighedssproget bruges til at sløre ansvar. Hvordan økonomi og vurderinger bliver vigtigere end helbred og ret. Hvordan aktindsigt afslører skjulte standarder og tabuer, som ikke tåler dagens lys.

Men vi har også set, hvordan det kan rykke noget, når flere stemmer rejser sig – og når borgere kræver svar.

Det mest opsigtsvækkende er måske, at artiklerne har ramt bredt – ikke kun i aktivistiske kredse, men også blandt ansatte i systemet. Flere har henvendt sig direkte og sagt: “Endelig nogen, der sætter ord på det, vi også ser.”

Når en serie som denne kan få embedsfolk til at genlæse deres egne afgørelser – og få politikere til at spørge ind til Ankestyrelsens ansvar – så har vi rykket på noget større.

Og det var målet fra starten: Ikke at hænge nogen ud, men at gøre det usynlige synligt.

Som jeg skrev i curling-afsnittet forleden: Det her er ikke brok. Det er en kamp mod en forvaltning, der har glemt sin grundlov og sin menneskelighed.

Man kan kalde det en slags solsikkesnor for systemet – en påmindelse om, at nogle har usynlige behov, som ikke forsvinder bare fordi de ikke passer ind i kommunens skema.

Denne serie har været den påmindelse. Og vi er ikke færdige endnu.

Curling-afsnittet – til skeptikere og systemtro

Denne artikelserie handler ikke om at hænge nogen ud. Den handler om at gøre det usynlige synligt. Om at vise, hvordan embedsapparatet – ofte utilsigtet – underminerer borgernes rettigheder.

Nogle vil kalde det systemkritik. Jeg kalder det dokumentation.

Det er ikke curling, når borgere beder om, at deres dokumenterede behov bliver set, anerkendt og vurderet efter loven. Det er ikke urimeligt at forvente, at embedsmænd kender deres forpligtelser.

Men det er urimeligt, når “det vurderes at…” bruges som afslag – uden begrundelse, uden faglighed og uden ansvar.

Så længe det sker, vil vi tale højt. Og skrive videre.

Afslutning/opråb

Vi går nu på sommerpause. Men kampen fortsætter.

I juli bringer jeg én særlig artikel om en savnet ven – og fire stærkt personlige fortællinger om mit eget liv. I august fortsætter vi med temaer som forvaltningsdomstol, ny handicaplov og digital tilgængelighed.

Du kan læse hele serien her:
📚 www.autismeliv.dk/rfh
📋 www.autismeliv.dk/indhold-rfh

Tak til alle jer, der har læst, delt, kommenteret og støttet. Det er jer, der gør forskellen.

Glædelig sommer – og på gensyn i august.

SoMe

📣 Sommerpause – men ikke stilhed.
Vi samler op på forårets artikler om retssikkerhed og svigt i forvaltningen – og ser frem mod efteråret.
Tak for alt, vi har sat i gang sammen.
Læs hele serien her: autismeliv.dk/rfh
#RettensForsvundneHjørnesten #Retssikkerhed #Systemsvigt

Om forfatteren

Henrik Larsen (53 år) er autodidakt skribent, borgeraktivist og retssikkerhedsentusiast med fokus på handicap, forvaltningsret og myndighedskultur. Han lever med autisme, epilepsi og komplekse helbredstilstande, og har siden 2020 dokumenteret svigt og uret i velfærdssystemet.

Henrik står bag platformen Autismeliv.dk, hvor han med artikler, klager og kreative kampagner giver stemme til dem, der ellers sjældent bliver hørt. Han har fremsat borgerforslag om både en uvildig forvaltningsdomstol og en reform af det specialiserede handicapområde.

Følg med i hans arbejde på www.autismeliv.dk samt på Facebook og LinkedIn.

📚 Læs hele artikelserien Rettens forsvundne hjørnesten:
👉 www.autismeliv.dk/rfh
📋 Se oversigten med alle artikler måned for måned:
👉 www.autismeliv.dk/indhold-rfh

Hashtags

#Forvaltningsdomstol #Retssikkerhed #RettensForsvundneHjørnesten
#Systemsvigt #BorgerensRet #UvildighedNu
#dkpol #socialpolitik #velfærd #handicapdk #enmillionstemmer

💥Underrubrik:
Tillid er afgørende i mødet mellem borger og system. Men hvad sker der, når tilliden misbruges – eller aldrig var der til at begynde med?

Indledning: 
Når relationen brister
For mange mennesker med handicap eller kronisk sygdom er tillid til systemet en nødvendighed. Man er afhængig af, at sagsbehandleren forstår ens situation, tager én alvorligt og handler sagligt og i overensstemmelse med loven. Men hvad sker der, når den tillid bliver brudt?

Denne artikel ser nærmere på konsekvenserne af bristede tillidsrelationer mellem borgere og myndigheder – og hvad det koster, når sagsbehandlere sætter deres personlige opfattelser over loven.

Baggrund/kontekst: 
Ikke bare en følelse – men en ret
Tillid er ikke noget, man kan kræve af borgeren. Det er noget, myndighederne skal gøre sig fortjent til. Og i socialretlig sammenhæng er det noget, der bør bygge på faglighed, dokumentation og retssikkerhed.

Alligevel oplever mange, at deres tillid bliver sat på prøve – særligt når afgørelser træffes på baggrund af vurderinger, som ikke er dokumenterede, eller når borgeren ikke bliver hørt. Når sagsbehandlere handler ud fra egne holdninger frem for loven, svigter ikke bare relationen – men selve det system, der skulle sikre borgeren støtte og beskyttelse.

Case/eksempel: 
Når tillid bliver en sårbarhed
Tillid er ikke noget, man deler ud af uden grund. Den opstår, når mennesker og systemer viser, at de ser én som et helt menneske – ikke bare som en diagnose. Den tillid har jeg haft til Epilepsihospitalet, hvor man ikke bare ser på anfald, men også på søvn, psyke, trivsel og hverdag. Her bliver man taget alvorligt – med hele sit liv.

Sammenlign det med det, jeg har oplevet i kommunen og dele af sundhedsvæsenet: Da jeg bad om at besøge et nyt botilbud, svarede min sagsbehandler ikke med oplysninger, men med en personlig vurdering: “Jeg synes ikke, det giver mening.” Det var ikke fagligt begrundet – det var en personlig holdning, forklædt som afgørelse.

I Respirationscenter Syd oplevede jeg en læge, der i sin vurdering fokuserede entydigt på mit BMI og mit madindtag – uden at tage højde for, at jeg som diabetiker med kompleks neurologi har brug for en særlig kostsammensætning. Lægen antog for meget – og lyttede for lidt.

Når kommunen direkte nægter at indhente lægefaglige statusattester som LÆ125 – selv når det er deres ansvar – og i stedet forsøger at skubbe opgaven over på borgeren, er det ikke bare økonomistyring. Det er et brud på forvaltningslovens krav om oplysning og en underminering af tilliden.

Og det stopper ikke her. I juni 2025 konkluderede Rigsrevisionen, at Ankestyrelsen i årevis har undladt at føre effektivt tilsyn med kommunerne – og dermed indirekte dækket over alvorlige fejl og lovbrud. Det er netop den slags svigt, der viser, hvorfor vi har brug for en uvildig forvaltningsdomstol. Og hvorfor jeg også har foreslået, at hele det specialiserede handicapområde flyttes væk fra kommunerne og over i en ny statslig instans med faglighed og uafhængighed – hvor der samtidig er tæt kontakt til og samarbejde med specialister inden for handicapområdet.

Det værste er ikke én enkelt oplevelse. Det værste er, når mønstrene gentager sig – og man som borger må kæmpe med at genopbygge tilliden fra bunden hver gang. Det koster på helbredet, psyken og håbet.

Systemiske konsekvenser: 
Når mønstre gentager sig

Sagen fra Faaborg-Midtfyn Kommune i juni 2025, hvor en borger med behov for pleje 24 timer i døgnet pludselig fik frataget sin støtte, er ikke enestående. Den føjer sig ind i et mønster, hvor tillid og tryghed bliver ofret til fordel for kassetænkning, dokumentationsmangel og usynligt bureaukrati.

Mit eget forløb viser tilsvarende svigt: Kommunens manglende vilje til at indhente nødvendige lægefaglige vurderinger, Ankestyrelsens passivitet – og sundhedspersonale, der fokuserer på standarder frem for mennesker. Det er brud på loven, men endnu vigtigere: Det er brud på ansvar og etik.

Vi ser et system, hvor:

• Borgerens liv og funktionsevne vurderes uden reel inddragelse

• Økonomiske hensyn vejer tungere end dokumenteret behov

• Kommuner fravælger LÆ125 for at undgå udgifter

• Ankestyrelsen svigter sit tilsyn og beskytter systemet frem for borgeren

• Tilliden bliver vendt imod borgeren som svaghed i stedet for fundament

Når disse mønstre gentager sig fra kommune til kommune – og bliver bakket op af tilsynsmyndighedernes tavshed – er det ikke længere enkeltsager. Det er systemfejl. Derfor er det ikke nok at råbe op. Der skal handles:

• En uvildig forvaltningsdomstol

• Et nationalt løft af det specialiserede handicapområde

• Fagligt ansvar og dokumentationspligt tilbage i centrum

Tillid kræver noget af alle. Men mest af dem, der har magten.

Curling-afsnittet – til skeptikere og systemtro: 💬 Er det ikke bare enkeltstående fejl?

Måske tænker du: “Jo jo, men det er vel bare et uheldigt forløb?” Eller: “Det er svært at være sagsbehandler – de gør vel deres bedste?”

Det kan godt være. Men hvad gør vi, når de samme mønstre dukker op igen og igen – på tværs af kommuner, regioner og instanser?

Vi taler ikke om curlingforældre. Vi taler om mennesker, der har mistet funktionsevne, fået kroniske lidelser, og nu beder om hjælp i et velfærdssystem, de selv har betalt til hele livet. Når systemet svarer igen med mistro, kassetænkning og tavshed, så er det ikke borgeren, der er krævende – det er systemet, der har glemt sin opgave.

🔗 Læs også: Minister har misinformeret Folketinget om ny handicaplov – siger eksperter (Altinget)
🔗 TV 2 Fyn: Afhængig af pleje 24 timer i døgnet – så forsvandt støtten

🌟
Afslutning og opråb: 
Hvis du har oplevet det samme

Hvis du selv har stået i en lignende situation – hvor tilliden til myndighederne blev brudt, hvor hjælpen udeblev, eller hvor dine rettigheder blev tilsidesat – så er du ikke alene.

Det er på tide, vi får talt om, hvad det gør ved mennesker, når tillid bliver mødt med afvisning, og når systemet gør os sygere i stedet for at hjælpe. Vi må kræve ansvar, uvildighed og handling – ikke bare fra kommuner og styrelser, men også fra politikerne bag systemet.

Du kan klage til Folketingets Ombudsmand, hvis du mener, din sag er blevet behandlet i strid med loven eller god forvaltningsskik. Brug www.autismeliv.dk/rfh som indgang, hvis du vil dele din historie, få hjælp til at forstå principperne – eller finde vej i dine rettigheder.

SoMe:
Tillid er ikke en luksus – det er fundamentet for et retfærdigt system. Men hvad sker der, når sagsbehandlere og myndigheder svigter? Læs med i denne nye artikel fra Rettens forsvundne hjørnesten om tillidens pris – og konsekvenserne for os, der rammes.
👉 www.autismeliv.dk/rfh

Om forfatteren:
Henrik Larsen (53 år) er førtidspensionist, tidligere underviser og aktiv stemme i debatten om retssikkerhed og handicap. Han har autisme, epilepsi og flere kroniske lidelser – og har siden 2020 kæmpet for en saglig, lovmedholdelig og respektfuld sagsbehandling. Med projektet Rettens forsvundne hjørnesten dokumenterer han systemiske svigt og inspirerer andre borgere til at stå frem.*

Hashtags:
#Forvaltningsdomstol #Retssikkerhed #RettensForsvundneHjørnesten
#Systemsvigt #BorgerensRet #UvildighedNu
#dkpol #socialpolitik #velfærd #handicapdk #enmillionstemmer