“Det kan blive dyrt for kommunen.”
(Internt udtalt i min sag som begrundelse for at fraråde botilbud – dokumenteret via aktindsigt)

I 2023–2025 har jeg som borger været igennem en lang og opslidende kamp mod både Odense Kommune og Ankestyrelsen i forsøget på at få den hjælp, jeg reelt har brug for. Jeg lever med flere varige og komplekse diagnoser, herunder atypisk autisme, epilepsi og diabetes type 1, og min funktionsevne er dokumenteret som væsentligt nedsat. Alligevel har både kommune og klageinstans truffet afgørelser, som ikke tager udgangspunkt i min faktiske helbredstilstand, men i forsimplede vurderinger og udokumenterede påstande.

Særligt i sagen om et botilbud blev det tydeligt, hvordan saglighedskravet blev overtrådt: Afgørelsen byggede ikke på objektive data, men på kommunens økonomiske hensyn og generelle antagelser om min funktionsdygtighed. Da jeg bad om aktindsigt, fremgik det, at kommunen internt havde frarådet et botilbud, fordi "det kunne blive dyrt for kommunen" – en sætning, der aldrig burde være en del af beslutningsgrundlaget i et velfærdssamfund.

Det blev endnu tydeligere i sidste uge, da Katrine Daugaard delte et opslag om netop dette svigt. Jeg skrev en kommentar, som ramte mange:

"💔 Når behov forsvinder, fordi de koster for meget – så forsvinder mennesker med dem."

Jeg er én af dem, der forsvinder lige nu.

Jeg har epilepsi, atypisk autisme og en krop, der ryster i timevis hver dag. Alligevel har både Odense Kommune og Ankestyrelsen ignoreret læger, specialister og min dokumentation. Mit blodsukker blev for farligt at regulere selv – men jeg fik stadig afslag på et botilbud med tryghed og døgndækning. Kommunen skrev i deres egne dokumenter, at det ville være "for dyrt". Og Ankestyrelsen dækkede over det.

De kalder det "en konkret vurdering". Jeg kalder det systemets mørke magi.

Jeg har samlet det hele i serien Rettens forsvundne hjørnesten – med dokumentation, principper og opråb til et system, der har glemt, at mennesker kommer før budgetter:
👉 https://autismeliv.dk/news?view=article&id=1187%3Arettens-forsvundne-hjornesten&catid=290%3Anyheder

En helt central regel i dansk forvaltningsret er saglighedskravet: Offentlige myndigheder skal træffe afgørelser på baggrund af saglige hensyn – aldrig på grund af personlige holdninger, følelser eller økonomiske interesser.

Desværre oplevede jeg i min sag om botilbud, at afgørelsen ikke byggede på en nøgtern vurdering af min reelle situation, men derimod på antagelser, økonomiske hensyn og en vilje til at nedtone mine behov.

Hvad er saglighedskravet?

Saglighedskravet betyder, at myndigheder kun må lægge vægt på forhold, der er relevante for den konkrete sag. Det kan være:

• Borgerens helbredssituation

• Funktionsevne

• Lovgivningens formål

Derimod må der ikke tages hensyn til:

• Myndighedens økonomi

• Private sympatier eller antipatier

• Administrative bekvemmeligheder

Som Folketingets Ombudsmand skriver:

"Myndighederne må ikke lade usaglige hensyn indgå i deres afgørelser, som for eksempel hensynet til forvaltningens økonomi, prestige eller bekvemmelighed."
(Kilde: Ombudsmandens beretning, 2023)

Hvorfor er saglighedskravet vigtigt?

• Det beskytter borgerens ret til en retfærdig afgørelse.

• Det forhindrer magtmisbrug.

• Det sikrer, at alle behandles ens efter loven.

Mit eget eksempel: Økonomi over behov

Jeg er langt fra den eneste. Jeg har siden seriens begyndelse hørt fra mange andre borgere i lignende situationer. En far fortalte mig, hvordan han og konen måtte hjemtage deres voksne søn fra et botilbud, fordi personalet ikke gav den nødvendige guidning i brugen af hormoncreme – med alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser til følge. En anden borger beskrev, hvordan kommunen nægtede støtte til bil, selv om det var dokumenteret, at han ikke kunne transporteres på anden måde. I begge sager byggede afgørelserne ikke på fakta, men på økonomiske hensyn og uvilje til at tage udgangspunkt i de konkrete forhold.

De oplevelser er ikke undtagelser – de er symptomer på et system, der har glemt, at det er borgerens behov, der skal være styrende. Saglighed bliver ofte noget, man taler om i skemaer og vejledninger – men alt for sjældent efterleves, når økonomi eller travlhed kommer i vejen.

Gennembrud, der skaber overblik

Forvaltningen er ofte vant til, at borgerne ikke kan gennemskue deres egne rettigheder. Men da jeg bad ChatGPT om at sammenholde min sag med Odense Kommunes officielle handicappolitik, opstod et gennembrud. Den modsætning, vi fandt, afslørede hvor langt der er mellem princip og praksis – mellem værdier på papir og virkelighed for borgeren.

Når man formår at gøre både § 21 i retssikkerhedsloven (om sagsoplysning), § 108 i serviceloven (om botilbud til personer med betydelig og varigt nedsat funktionsevne), officialmaksimen i forvaltningsretten og pligten til dokumentation forståelig for andre borgere, så begynder systemet at miste det overtag, det ellers har haft.

Et retssamfund i forfald?

Når myndigheder lader økonomiske hensyn veje tungere end fakta og lovgrundlag, rejser det et ubehageligt spørgsmål: Er vi ved at glide væk fra princippet om, at alle er lige for loven? Hvis borgerens rettigheder kun gælder, når de ikke koster for meget, har vi mistet retssamfundets sjæl. Saglighedskravet er ikke blot en administrativ detalje – det er et værn mod vilkårlighed og magtfordrejning.

Et retssamfund kan kun eksistere, hvis borgeren har tillid til, at afgørelser træffes ud fra objektive kriterier. Men hvis den oplevelse mangler – hvis systemet føles lukket, ufølsomt og uigennemskueligt – så forsvinder borgerens retsfølelse. Det er ikke bare et personligt nederlag. Det er en samfundsmæssig alarm.

Den politiske virkelighed bag forfaldet

I den aktuelle politiske debat ser vi desværre tegn på, at netop retssikkerheden er på vej til at blive nedprioriteret. Når regeringen taler om at forenkle reglerne i det specialiserede socialområde, er det ofte kode for, at man vil give myndighederne mere skøn og mindre pligt til præcis dokumentation. Det sker samtidig med, at der bruges flere midler på oprustning og nationale prestigeprojekter – og færre på at beskytte de mest udsatte borgere.

Hvis vi ikke insisterer på saglighed, gennemsigtighed og reel borgerinddragelse, risikerer vi et samfund, hvor det ikke længere er loven, men økonomien, der afgør menneskers ret til hjælp. Derfor må vi insistere: Saglighed er ikke til forhandling.

Afslutning

Saglighed handler om at være tro mod fakta, lovgivningens formål og borgerens reelle situation.
Kun ved at holde fast i det kan vi sikre, at myndighedernes magt bruges retfærdigt.

Om forfatteren:
Henrik Larsen (født 11. juni 1972) er handicapaktivist, debattør og personlig erfaren i kampen mod systemsvigt. Henrik lever med flere medfødte og kroniske diagnoser, herunder Klinefelter syndrom, atypisk autisme med PDA-profil, epilepsi og diabetes type 1. Gennem sit engagement sætter han fokus på retssikkerhed, social ansvarlighed og behovet for en reel reform af måden, vi behandler sårbare borgere på. Henrik arbejder for åbenhed, respekt og retten til et værdigt liv – og deler sin viden og erfaring for at styrke andre i samme situation.

Kort resume til SoMe:
Saglighedskravet sikrer, at myndigheder bygger afgørelser på fakta – ikke følelser, antagelser eller økonomiske hensyn. Jeg viser i artiklen, hvordan dette princip alt for ofte brydes – og hvad vi må gøre for at forsvare det.

En grundlæggende regel i dansk forvaltningsret er officialmaksimen: Myndigheder har pligt til selv at oplyse en sag tilstrækkeligt, før de træffer en afgørelse. Det er ikke borgerens ansvar at levere alt – det er myndighedens ansvar at sikre, at beslutningen træffes på et fyldestgørende grundlag.

I min egen sag om botilbud blev denne regel tilsidesat. Odense Kommune og senere Ankestyrelsen lagde vægt på ufuldstændige og fejlbehæftede oplysninger, uden at indhente nødvendige helbredsoplysninger, specialiserede vurderinger eller konkrete udtalelser fra de fagfolk, der kendte min situation.

Hvad er officialmaksimen?

Officialmaksimen betyder, at myndigheden har ansvaret for:

• At skaffe nødvendige oplysninger.

• At være opsøgende, hvis noget er uklart.

• At sikre, at sagen er fuldt oplyst, inden en afgørelse træffes.

Myndigheden må ikke træffe afgørelse på gæt, halve oplysninger eller egne antagelser.

Hvorfor er officialmaksimen vigtig?

• Den beskytter borgerens retssikkerhed.

• Den forebygger vilkårlige afgørelser.

• Den skaber tillid til forvaltningen.

• Den sikrer, at beslutninger bliver truffet på fakta – ikke fordomme eller manglende viden.

Konsekvenser, når officialmaksimen ikke overholdes

Hvis en myndighed undlader at oplyse en sag korrekt, kan afgørelsen være ugyldig. Fejl i oplysningen kan også betyde, at borgerens klage får medhold.

Mit eget eksempel: Oplysningssvigt i botilbudssagen

I min sag blev væsentlige data, som kunne dokumentere min funktionsevne, helbredstilstand og behov, ignoreret. Kommunen valgte aktivt at se bort fra blandt andet speciallægeerklæringer og rehabiliteringsplaner.

Da jeg klagede, fremhævede jeg, at de oplysninger, der lå til grund for afslaget, ikke afspejlede virkeligheden. Det er et brud på officialmaksimen – og det bør aldrig ske i et retssamfund.

Når tilsynet svigter – og ministeren tier

Ankestyrelsen har én af de mest centrale funktioner i det danske retssikkerhedssystem: At sikre, at kommuner overholder lovgivningen. Men hvad sker der, når tilsynsmyndigheden selv ser igennem fingre med lovbrud, eller ligefrem forsvarer kommunale fejl? Hvem fører tilsyn med tilsynet?

I april 2025 delte folketingsmedlem Katrine Daugaard (LA) et opslag med hård kritik af Ankestyrelsen. Hun henviser til en konkret sag fra Langeland Kommune, hvor Ankestyrelsen ifølge en lydfil gav “besynderlig og mangelfuld vejledning”. I stedet for at tage hånd om kommunens lovbrud, bliver Ankestyrelsens praksis ifølge Daugaard en slags beskyttelse af kommunen:

“Skal Ankestyrelsen være loyal og stole blindt på en kommune, eller skal den føre et kritisk tilsyn og være en uafhængig klageinstans? (...) De har altså ikke tid til at tilsynsføre med kommunerne fordi kommunerne laver SÅ mange fejl og lovbrud.”

Og så rammer hun hovedet på sømmet med ordene:

“Tadaaaa, ‘det bliver for dyrt!’ 😤😡”

Netop dét argument – at det bliver “for dyrt” – har jeg selv mødt, da Odense Kommune frarådede et botilbud med ordene “det kan blive dyrt for kommunen”. At Ankestyrelsen herefter vælger at ignorere denne udtalelse, og i stedet fokuserer på teknikaliteter som hvorvidt jeg sidder i kørestol, viser hvor langt vi er kommet væk fra retssikkerhedens kerne: officialmaksimen.

Forvaltningsmyndigheder har pligt til at sikre, at alle relevante oplysninger inddrages – også de, der taler til borgerens fordel. Når Ankestyrelsen i stedet vælger at gengive mine klager uden at forholde sig objektivt til deres indhold, og lader kommunens udokumenterede oplysninger stå uimodsagt, så svigter de ikke kun mig. De svigter selve den opgave, de er sat til at varetage.

En ny politisk virkelighed?

Det specialiserede socialområde er i stigende grad blevet en brik i en større politisk prioritering, hvor hensynet til økonomi, effektivisering og nationale investeringer – f.eks. i militær oprustning – ser ud til at veje tungere end borgernes retssikkerhed.

I den aktuelle politiske debat er der bekymrende signaler om, at centrale principper i både forvaltningsloven og retsplejeloven kan blive svækket eller omgået, særligt i sager med borgere, der ikke selv kan råbe op. Det kan betyde, at retssikkerhed bliver et privilegie og ikke en garanti. Hvis man samtidig fjerner eller udvander pligten til objektiv oplysning, risikerer vi, at afgørelser bliver truffet på baggrund af mangelfulde oplysninger og skæve hensyn.

Som borger, der selv har oplevet at stå over for en mur af systemiske fejl, skæv sagsbehandling og tavse myndigheder, ser jeg det som en strategisk nedprioritering af retssikkerheden. Og det må ikke ske i stilhed. Vi bliver nødt til at spørge: Hvor er retfærdigheden, hvis ingen længere fører tilsyn med systemet – og hvis myndigheder ikke længere har pligt til at kende sandheden, før de afgør vores liv?

Afslutning

Officialmaksimen er fundamentet for enhver retfærdig afgørelse. Borgeren skal kunne stole på, at myndigheden gør arbejdet ordentligt – ikke overlader ansvaret til borgeren selv.

Om forfatteren: Henrik Larsen (født 11. juni 1972) er handicapaktivist, debattør og personlig erfaren i kampen mod systemsvigt. Henrik lever med flere medfødte og kroniske diagnoser, herunder Klinefelter syndrom, atypisk autisme med PDA-profil, epilepsi og diabetes type 1. Gennem sit engagement sætter han fokus på retssikkerhed, social ansvarlighed og behovet for en reel reform af måden, vi behandler sårbare borgere på. Henrik arbejder for åbenhed, respekt og retten til et værdigt liv – og deler sin viden og erfaring for at styrke andre i samme situation.

Kort resume til SoMe:
Officialmaksimen er myndighedens ansvar for at oplyse sager korrekt. I denne artikel viser jeg, hvordan svigt her kan føre til uretfærdige afgørelser – og hvorfor det rammer borgernes retssikkerhed.

En af de mest grundlæggende rettigheder i dansk forvaltningsret er retten til partshøring. Alligevel ser vi igen og igen, at borgere, navnlig dem med handicap, oplever afgørelser truffet hen over hovedet på dem – uden at de har haft mulighed for at blive hørt.

Jeg oplevede det selv i min sag om botilbud. Odense Kommune traf en afgørelse uden at partshøre mig korrekt om sagens oplysninger og uden at give mig reelt indblik i, hvad de lagde vægt på. De henviste i stedet til egne notater og en forudindtaget vurdering.

Det er ikke blot en ærgerlig procedurefejl. Det er et brud på retsgrundlaget.

Hvad er partshøring?

Partshøring betyder, at myndigheden skal informere dig, hvis der er oplysninger i sagen, som kan have væsentlig betydning for afgørelsen, og som du ikke selv har bidraget med.

Først når du har haft mulighed for at udtale dig om disse oplysninger, må myndigheden træffe en endelig afgørelse.

Hvorfor er partshøring vigtig?

• Den sikrer, at sagens oplysninger er korrekte.

• Den beskytter borgeren mod misforståelser og fejl.

• Den åbner mulighed for at tilføre nye fakta, som myndigheden ikke kendte.

• Den skaber tillid til forvaltningen.

Hvad sker der, hvis partshøring undlades?

Hvis en myndighed undlader partshøring, kan afgørelsen blive ugyldig. Borgere kan klage, og sagen kan blive sendt tilbage til fornyet behandling. Det er derfor ikke en "ligegyldig detalje" – det handler om fundamentale rettigheder.

Klagefrist – og hvordan du kan forlænge den

Normalt er klagefristen 4 uger fra det tidspunkt (28 dage), du modtager en afgørelse. Men hvis der har været alvorlige fejl i sagsbehandlingen – for eksempel manglende partshøring – kan det give grundlag for at få genoptaget sagen, selv efter fristens udløb.

Hvordan kan du forlænge klageadgangen?

• Dokumentér fejlen (fx at du ikke blev partshørt korrekt).

• Henvis til forvaltningslovens §25 om partshøring.

• Forklar, hvorfor fejlen er væsentlig for afgørelsens resultat.

• Anmod om genoptagelse eller ekstraordinær klagebehandling.

Mit eget eksempel: Den manglende partshøring i botilbudssagen

I min sag havde kommunen adgang til sundhedsdata, specialiserede vurderinger og tidligere indstillinger, som blev ignoreret. De fremlagde kun udvalgte oplysninger – og hørte mig ikke om deres fortolkning. Resultatet var en afgørelse, som ikke byggede på et fuldt oplyst grundlag.

Jeg gjorde indsigelse, henviste til partshøringspligten og anmodede om, at afgørelsen blev genvurderet. Det åbnede mulighed for, at sagen nu skal behandles på ny.

Afslutning

Partshøring er ikke en "formsag". Det er selve fundamentet for en fair behandling i mødet mellem borger og myndighed.

Næste gang du modtager en afgørelse, så stil dig selv spørgsmålet: Har jeg fået mulighed for at kende og kommentere alle de oplysninger, myndigheden bruger imod mig?

Hvis svaret er nej, kan du have ret til at få sagen genbehandlet.

Om forfatteren: Henrik Larsen (født 11. juni 1972) er handicapaktivist, debattør og personlig erfaren i kampen mod systemsvigt. Henrik lever med flere medfødte og kroniske diagnoser, herunder Klinefelter syndrom, atypisk autisme med PDA-profil, epilepsi og diabetes type 1. Gennem sit engagement sætter han fokus på retssikkerhed, social ansvarlighed og behovet for en reel reform af måden, vi behandler sårbare borgere på. Henrik arbejder for åbenhed, respekt og retten til et værdigt liv – og deler sin viden og erfaring for at styrke andre i samme situation.

I alt for mange sager oplever borgere, at forvaltningsloven, retssikkerheden og de grundlæggende principper – som officialmaksimen, krav om partshøring og korrekt lovanvendelse – tilsidesættes.

Det gælder også i min egen sag, hvor jeg netop har opdaget, at jeg ikke blev partshørt, før kommunen traf en afgørelse om botilbud.

Danmark mangler i dag en uafhængig instans, hvor borgere kan føre sag mod myndigheder – kommuner, Ankestyrelsen og andre forvaltningsmyndigheder – når grundlæggende regler og rettigheder brydes.

Flere lande omkring os har allerede forvaltningsdomstole:

• Sverige har Förvaltningsrätten.
• Tyskland har Verwaltungsgerichte.
• Frankrig har Conseil d'État (statsrådet som domstol).
• Norge har ombudsmandssystemet kombineret med stærke domstolspraksisser.

I Danmark står vi til gengæld med alt for stor magtkoncentration hos de myndigheder, der i praksis både er part, afgøre og kontrollant.

Derfor bør vi tage diskussionen om en forvaltningsdomstol op.

En sådan domstol skal kunne:

• Prøve om officialmaksimen (undersøgelsesprincippet) er overholdt.
• Vurdere om partshøringsregler er efterlevet.
• Bedømme om korrekt lovgrundlag er anvendt.
• Sikre borgernes adgang til en uvildig retssag mod staten, kommunen eller regionen.

🧠 Hvad mener du?

Er tiden ikke kommet til en forvaltningsdomstol, der kan sikre retssikkerheden for alle borgere?

Del gerne dine tanker i kommentarfeltet – og hvis du vil være med til at forme et kommende borgerforslag, så skriv det også! 🙌

#forvaltningsdomstol #retssikkerhed #socialeret #enmillionstemmer #dklaw #borgerrettigheder #dkpol #dkhandicap #dklov