- Detaljer
- Skrevet af: Henrik Larsen
- Read Time: 11 mins
- Visninger: 1607
Særlige afsnit i denne artikel
Min far, Find Erik Larsen, blev født den 4. april 1934. Jeg kender mest hans liv i brudstykker, men jeg ved, at han var en mand med hænderne skruet rigtigt på. Han byggede, skabte og satte spor i det hjem og den hverdag, jeg senere kom til at være en del af.
Han voksede op i en tid, hvor arbejde og pligter fyldte meget, og det prægede hans livssyn. Jeg husker ham især gennem de ting, han lavede, og de minder, der stadig lever i mig.
Jeg ved, at han er uddannet som gammeldags møbelsnedker. Han bestod svendeprøven, men kom på en 3.-plads på grund af nogle transportskader på det chatol, som jeg arver efter min mor. Min far arbejdede hele sit liv med træ, også da han senere var ansat ved Falcks Redningskorps.
Inden Falck arbejdede han hos Trige Electric Motors (senere Trige Titan, i dag TT Electric). Han var bl.a. med til at vikle elmotorer og lavede engang nogle smukke og meget holdbare stjerner i blåt plast, som blev brugt i forbindelse med opviklingen.
Den 27. september 1958 blev han gift med min mor, Birthe, på en solskinsrig dag. Det var begyndelsen på et ægteskab, der skulle vare i årtier og blive fundamentet for den familie og det liv, jeg blev en del af.
Ved den store lyntogsulykke i Odense i 1967 måtte min far blive alene på stationen i Dalum ved Odense og passe den, mens stationslederen og mange andre var taget afsted. Det var en stor opgave for min far og gav ham mange åbne døre. Jeg husker tydeligt, at han først blev udnævnt til assistent – men ikke længe efter blev det ændret til udrykningsleder, som var en større stilling.
I sin tid som ansat hos Falck har min far virkelig prøvet mange ting – fra det mest tragiske til det sjove og meget spændende. Falck blev i perioder særligt kendt for rengøring af bygninger og maskiner efter brand. Min far måtte tit og ofte ud om natten, når der havde været brand i forskellige virksomheder rundt omkring i det fynske land eller i Jylland, og lave målinger for syre. Var der syre, kunne der dannes rust – selv i rustfrit stål – og det samme med aluminium. Hver gang fik min far og hans hold af rengøringseksperter stor ros for deres arbejde.
Firmaer, min far har været ude og gøre rent hos: bl.a. en margarinefabrik (vist nok under det tidligere FDB – i dag Coop Danmark) et sted i Jylland, og Samba Flødeboller/Elvirasminde. Lidt fakta: I 1967 lukkede virksomheden i Aarhus og flyttede til nye, moderne lokaler i Hasselager. Fabrikken i Hasselager brændte i 1985, hvorefter Elvirasminde etablerede sig i Skanderborg, hvor den stadig ligger. Den aften i 1985, da min far kom hjem fra arbejdet der, havde han masser af flødeboller med. Jeg tror, jeg spiste seks kæmpe flødeboller på en halv time – de var jo gratis. I næsten et halvt år havde jeg flødeboller med i skolen hver uge; jeg blev træt af flødeboller – men det er nu lidt sjovt at tænke tilbage på.
Mellem Nyborg og Korsør sejlede der engang færger. Her brugte DSB ofte Arveprins Knud, som transporterede kemikalier til det daværende Kommune Kemi i Nyborg (i dag Fortum Waste Solutions). Hvis der var spildt kemikalier på færgen, eller der var sket små eksplosioner, var det også en af min fars opgaver at gøre rent her.
Den største opgave for Falcks korrosionsenhed har nok været afvaskningen af det store kraft- og varmeværk i Aarhus. De måtte ikke bruge højtryksspuling; alt skulle foregå med normalt vandtryk og klude for at skåne rør og udstyr. Det tog 3–4 forskellige firmaer mere end et halvt år at gøre rent efter den brand. Efterfølgende var de oppe at se det færdige resultat, og her blev ægtefælder/samlevere inviteret med af kraftvarmeværket til rundvisning og middag – som en flot tak for lån.
Det mest tragiske min far oplevede, var en ulykke i det sydøstlige Odense, hvor en familie blev påkørt, og familiens børn omkom. Det ramte ham hårdt, for drengene hed det samme som mine søskende: den ældste Claus og den yngste Steen – hos os var Steen den ældste og Claus den yngste. Den oplevelse betød, at min far ville have sikkerhedsseler på bagsædet i sin bil. Det var der nemlig ikke dengang.
🇩🇰 Sikkerhedsseler i Danmark – milepæle (foran & bagi)
| Ikrafttrædelse | Hvad ændrede sig | Gælder for | Kilde |
|---|---|---|---|
| 1. juli 1969 | Krav om seler monteret i nye biler (mindst ved forsæderne; hoftesele tilladt i starten). | Forsæder (udstyrskrav ved nye biler) | Færdselsstyrelsen |
| 1. juli 1976 | Brug af sele bliver lovpligtigt for fører og passager på forsæder – i biler, hvor seler er monteret. | Forsæder (brugspligt) | danmarkshistorien.dk / lex.dk |
| 1. april 1989 | Krav om seler monteret ved bagsædet i nye biler (udstyrskrav). Samtidig skærpes krav til trepunktsseler yderst foran. | Bagsæde (udstyrskrav ved nye biler) | Færdselsstyrelsen |
| 1. oktober 1990 | Brug af sele bliver lovpligtigt for passagerer på bagsædet – i biler, hvor bagsædeseler er monteret. | Bagsæde (brugspligt) | danmarkshistorien.dk / lex.dk |
| 1. april 1998 | Krav om trepunktsseler på de yderste bagsædepladser i nye biler. | Bagsædets yderpladser (udstyrskrav ved nye biler) | Færdselsstyrelsen |
Bemærk: I dag gælder hovedreglen “sidder du på en plads med sele, skal den bruges” – både foran og bagi.
- • Færdselsstyrelsen: krav om seler ved forsæde fra 1.7.1969; bagsæde-udstyrskrav fra 1.4.1989; trepunkt ved yderste bagsæder fra 1.4.1998. Kilde: “Spørgsmål og svar om syn”.
- • danmarkshistorien.dk: brugspligt foran fra 1.7.1976; brugspligt bagi fra 1.10.1990.
- • lex.dk (Den Store Danske): bekræfter årstal for brugspligt (1976 foran, 1990 bagi).
- • Rådet for Sikker Trafik / borger.dk: nutidige regler – sele skal bruges på alle pladser, hvor den er monteret.
Som I kan læse her, har min far ikke altid været der som en far for mig, fordi han ofte var den eneste, der tjente penge til hjemmet. Der var kun den ene indkomst, da min far hellere ville have, at min mor gik derhjemme.
Men når det så er skrevet så forsøgte han i hele min barndom at få lægerne til at tro på at han ikke så syner, hele min barndom og ungdom, og på til jeg var 20,5 år forsøgte min far at få lægerne til at lytte på at min far mistænkte at jeg kunne have epilepsi, hver gang blev min far blot spist af med at han så syner, hver eneste gang, blev han afvist indtil december 1993 hvor han ved læge tog de to krus med blyanter og sagde og viste samtidigt med to armbevægelser en arm ud til hver side kastede indholdet ud af krusene, det skete næsten samtidigt med at jeg faldt ned af en trappe men jeg stod i lære som bager i København, jeg fik i nytåret 1993/94 konstateret Epilepsi af typen Juvenil Myklon Epilepsi der understøtter den opfattelse som min far viste lægen.
Min far døde den 5. december 2016 efter længere tids sygdom. Selvom han har været borte i mange år nu, lever hans liv videre i de ting, han byggede, og i de spor, han satte i mig og i vores familie.
Jeg vil huske min far som en mand, der arbejdede med hænderne, som formede både ting og minder, og som var en del af det liv, jeg står på i dag.
Æret være hans minde.
🌅 Et liv efter livet ⚓️
Find har fundet fred – og fornuften i, at kærligheden fortsætter på den anden side.
Selv om far ikke troede på et liv efter døden, viser han os nu, at kærligheden rækker længere end tvivlen. For når han igen er sammen med mor, stråler han af en lykke, som ingen ord helt kan rumme. Som om han har fundet fornuften i lyset – og erkendt, at kærligheden virkelig aldrig dør.
Haven står i blomst omkring dem, og huset, som han selv byggede, lyser blidt i aftenens skær. De går der sammen med Sussi, Cæsar, Lucy, Scott og Kiwa, der løber frit mellem blomsterne, mens fuglene synger over dem.
For på den anden side lever man ikke efter ure og kontakter. Der er intet, man tænder eller slukker – lyset følger solens gang, stille og naturligt, som i gamle dage. Der findes hverken elektronik eller støj, og ondskaben, som vi kender her på jorden, kan ikke nå derind. Alt bæres af harmoni. Man hjælper hinanden, ikke fordi man skal, men fordi det ligger i selve væren. Det er ikke et sted uden følelser – tværtimod – men et sted, hvor intet gør ondt mere.
For nylig drømte jeg, at jeg talte med min far. Han fortalte, at min ven Toke – som døde den 31. oktober 2022 – først kom til området på den anden side, hvor far befandt sig, midt i november, efter jordisk kalender. I starten vidste de ikke, at de boede tæt på hinanden, men hen mod juletid fandt Toke ved et rent tilfælde ud af, at far boede lige i nærheden. Siden da har de holdt kontakt – og de bor stadig tæt på hinanden derovre. Toke havde endda spurgt far til råds, fordi han skulle i gang med at bygge et hus – præcis som far gjorde i sit jordiske liv.
Far fortalte, at det var Toke, der så, at mor var på vej. Far blev overrasket – og rørt – da han forstod, at Birthe, min mor, var på vej over regnbuebroen. Toke, som i sit jordiske liv var meget troende, havde sagt til far, at nu var det tid til at give slip på det, der havde gjort ondt, og tage imod hende med åbent hjerte. Og minsandten – mor blev lykkelig for at se far. Her stod alle hendes hunde klar ved broen, og på den anden side stod far parat til at tage imod hende. Det varmer mit hjerte at vide, at far nu har erkendt, at kærligheden også findes efter døden – selv om han aldrig troede på det, mens han levede.
Som både mor og far sagde: Nu venter vi bare på, at resten af jer kommer – med tiden – så vi igen kan være samlet.
Det er et stille og fredfyldt sted, hvor kærligheden fortsætter. Uden tid, uden ende. Og hvor alt det, der engang var, lever videre i en ny form.
🌸 Sammen i kærligheden 🌸
Læs også om Birthe Larsens liv og minde.
Jeg kan også varmt anbefale dig at læse om min ven neden for.
Læs også om Tokes liv og minde.
- Detaljer
- Skrevet af: Henrik Larsen
- Read Time: 13 mins
- Visninger: 1859
Denne side er skrevet til minde om min mor, Birthe Larsen.
En fortælling om kærlighed, styrke og de roser, der fulgte hende gennem hele livet.
Særlige afsnit i denne artikel
Vær med til at støtte forskningen i Galdegangscancer
Læs her om urnenedsættelsen af Birthe
Birthe Larsen (1937–2025)
Til minde om et varmt, stærkt og kærligt menneske
Den 5. august 2025 fik min mor, Birthe Larsen, diagnosen galdegangscancer. Sygdommen var allerede fremskreden, og den 22. august blev vi fortalt, at der kun var få måneder tilbage. Kort efter blev udsigten endnu kortere – og allerede den 5. september sov hun stille ind, omgivet af ro og kærlighed.
Selv om sygdomsforløbet blev kort, rummer min mors liv så meget mere end de sidste uger. Det var et liv fyldt med kærlighed, styrke, roser og varme – og det er den historie, jeg ønsker at fortælle her.
Min mors historie
Min mors historie begynder, før hun selv kom til verden. I februar 1937 gennemgik min mormor en operation i den ene æggestok – et indgreb, som lægen dengang reelt ikke havde tilladelse til at udføre. Alligevel lykkedes det, og nogle måneder senere, den 13. september 1937, kom min mor til verden. Lægen, der foretog operationen, blev siden en kendt kvindelæge for netop denne type indgreb – som om min mors liv allerede fra begyndelsen blev båret af både mod og fremskridt.
Hun blev født blandt roser – duftende roser – og i strålende solskin med gyldne solstråler. Det er næsten symbolsk, for roser kom til at følge hende hele livet. Hun elskede dem inderligt, og for mig vil de altid være forbundet med hende.
Alligevel var hendes liv aldrig først og fremmest præget af sygdom og kamp – det var præget af kærlighed. Kærlighed med stort K. Det var kærligheden, der skabte den familie, som jeg og mine brødre er en del af.
Det var ikke uden prøvelser, for min far måtte vælge mellem sine egne forældre og den kærlighed, han havde til min mor. Han valgte hende. Det betød, at de måtte bo hos min mors faster Anna og onkel Hans, mens der stadig brændte en ild imod dem. Men de stod fast, de vandt, og min mor viste den styrke, der fulgte hende hele livet. Ja, mor var sej.
Og selv da livet tog min bror Steen fra os i marts 2019, da han tabte kampen mod kræft, bar min mor videre kærligheden og styrken i familien. Da min storebror Steen skulle bæres fra sygehuskapellet og ud til bilen, skyndte min mor sig at rejse sig for at være med til at bære ham. Som hun selv sagde: "Hvis jeg kunne bære ham i ni måneder, så kunne jeg også bære ham en sidste gang." Og det fik hun gjort. Et billede på hendes styrke og vilje til at stå sammen, selv i den dybeste sorg.
Jeg har altid haft en stor interesse for madlavning – noget jeg arvede fra min mor, og hun fra sin far. Min mor fortalte ofte, hvordan hendes egen far stod i køkkenet og lærte hende glæden ved mad. Som ung pige kom hun ud at tjene i hus, hvor hun lærte husførelse og madlavning. Da hun giftede sig med min far, lagde hun det liv bag sig og blev hjemmegående. Sammen formåede de at bygge en familie på blot én indtægt, og i september 1969 flyttede de ind i det hus, hvor jeg senere i juni 1972 blev født og voksede op – et hjem fyldt med kærlighed, maddufte og tryghed.
Som ung pige var min mor i hus hos tre forskellige familier. Ét af stederne holdt hun kontakten til fruen i mange år – en tidligere husholdningslærer og bankdirektørsfrue, som var 12 år ældre end min mor. Det var med stort vemod, jeg en dag måtte ringe for at fortælle, at min mor nu var sovet ind. Hun talte altid varmt om min mor.
Som ung gik min mor også til folkedans – noget hun ofte talte om som et savn, efter at hun fik familie og ikke længere kunne deltage. Det var en af de mange små ting, hun altid bar i hjertet.
Det var et chokerende hurtigt forløb, som viste, hvor aggressiv og overset denne kræftform er. Mange ved slet ikke, at galdegangscancer findes, og den opdages desværre oftest alt for sent. Det er ikke en arvelig kræfttype, men en sygdom der kan opstå spontant – uden forvarsel.
En mor, der satte spor
Min mor var et menneske, som spredte varme, styrke og omsorg, hvor end hun kom. Hun efterlod sig ikke kun minder, men også værdier – kærlighed, ærlighed og en stille styrke, der bar gennem alt. Hendes smil, hendes måde at lytte på, og hendes evne til at få selv svære dage til at føles lettere, lever videre i os, der kendte hende.
Bryllup, 27. september 1958 – en kærlighed der bar gennem et helt liv.
Ære Birthe – støt forskningen
For at ære min mors minde har jeg startet en indsamling til Kræftens Bekæmpelse. Formålet er at støtte forskningen i galdegangscancer og skabe mere opmærksomhed om denne kræftform, så andre familier i fremtiden kan få mere tid sammen.
Tak fordi du deler mindet
Jeg har skrevet mere om forløbet og indsamlingen på LinkedIn:
Min mors alt for korte kamp med galdegangscancer – hjælp os med at støtte forskningen
Tak fra hjertet
Jeg vil gerne sige en stor og oprigtig tak til alle, der deltog ved min mors bisættelse, sendte blomster, kort eller delte varme ord og tanker. Det har rørt mig dybt at mærke den omsorg og støtte, der omgav os i den tid, hvor vi sagde farvel. Tak fordi I var med til at gøre afskeden smuk, kærlig og mindeværdig.
🌸 Urnenedsættelsen for Birthe Larsen
I dag blev min mor, Birthe Larsen, sat til hvile. Ceremonien fandt sted på den grønne plæne, omgivet af efterårsblade og stilhed. Hun blev stedt til hvile i en smuk, hvid urne prydet med en fredsdue – et symbol på ro, kærlighed og frigørelse.
Ved urnen lagde jeg en lille buket blomster fra mors egen have. De samme blomster, som hun plejede med så meget omsorg og glæde gennem årene. Nu får de lov til at følge hende det sidste stykke vej, som et stykke af hendes hjem og hjerte.
Den store buket var en sammenblanding fra en af mors bekendte – faktisk min mors lillesøsters veninde – og tilføjede en smuk helhed med sine varme farver og variation.
Farverne fra begge buketter – gule, røde og lyserøde nuancer – lyste op mod den grønne jord, og selv i sorgen var der et strejf af den varme, livsglæde og kærlighed, som hun altid bragte ind i verden.
Hun hviler nu i fred – omgivet af naturen, sine blomster og vores kærlighed.
Elsket og savnet – men aldrig glemt.
Vil du dele et minde?
Har du lyst til at dele en tanke, et minde eller blot et par ord, er du hjertelig velkommen til at skrive en kommentar her på siden. Tak fordi du hjælper med at holde mindet levende. 🌹
Tak for alt, mor – for kærligheden, styrken og de uendelige minder.
Roserne vil altid minde mig om dig.
🌸 En natlig have i fred ⚓️
Haven som mor viste mig — et sted, hvor alt lever videre i lys og ro.
En nat, et par dage efter hun sov ind, kom mor og hentede mig.
Hun ville vise mig haven — en have så levende, som jeg aldrig har set den før. Duftene fyldte luften, roser og lathyrus, fresier og et stort bed af georginer, som dansede i den stille nattevind.
Far stod der også. Han viste huset frem — et hus han selv havde bygget, ikke langt fra hvor Toke bor. Måske to eller tre kilometer derfra, men omgivet af marker og træer, som stod i aftenskæret. Huset lå fredfyldt, med åbne vinduer og en duft af frisk træ og blomster.
De var der alle sammen — Sussi, Cæsar, Lucy, Scott og Kiwa. Jeg fik hilst på dem én for én, og de logrede, som om ingen tid nogensinde var gået.
Så kom Toke og hans mor forbi, og vi talte sammen, sådan som man gør, når alt føles naturligt og godt. Ingen hast, ingen uro — kun nærvær, smil og stille forståelse.
Der var en ro over det hele. En fred, som kun findes der, hvor kærligheden har slået dybe rødder — og hvor man mærker, at ingen virkelig er væk.
Selvom mor nu lever i den ro og varme, hun viste mig i haven og omkring huset, bærer jeg stadig på minderne fra hendes sidste tid her hos os.
Hver nat, fra den 22. august til den 5. september, sov jeg i lænestolen ved hendes fodende. Jeg ville være tæt på hende, så hun aldrig var alene.
Det var hårdt, men jeg ville ikke have været et andet sted.
Jeg har ofte tænkt på den formiddag, den 4. september.
Mor var bange — det lyste ud af hende på en måde, jeg aldrig havde set før.
Der var noget i hendes øjne, noget der bad om tryghed og ro, men samtidig noget, der fortalte, at hendes krop var begyndt at give slip.
Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at berolige hende. Jeg holdt hende tæt, talte roligt, forsøgte at få hende til at føle sig tryg midt i den uro, der havde ramt hende.
Senere samme dag, midt på formiddagen, mistede hun pludseligt hørelsen.
Det gjorde ondt at se hende blive så stille, så hurtigt.
Jeg prøvede alt, hvad jeg kunne, for at nå ind til hende, men ordene kunne ikke længere trænge igennem. Og længe troede jeg, at det var min skyld. At jeg burde have reageret anderledes, hurtigere, bedre. En af aftenvagterne der kom for at hjælpe mig, fik mulighede for at komme til at sige et par trøstende ord til min mor, min mor åbnede sine øjne og så på ham, jeg tror at min mor forstod at enden var nær.
Den sidste eftermiddag hjemme i hendes eget lys
Den 5. september kom en af mors veninder på besøg.
Lidt efter ankom mors læge. Det var, som om mor havde ventet netop disse besøg — som om hun havde brug for at se dem, før hun kunne give slip.
Hun virkede roligere. Lægen blev en god halv time, og veninden blev næsten to.
Jeg kunne se, hvordan mors skuldre faldt mere og mere ned i løbet af eftermiddagen, som om kroppen fandt fred i de kendte stemmer og det trygge selskab.
Jeg havde en aftale om senere at gå ned til naboerne for at fortælle, hvordan dagen var gået.
Men da jeg er på vej ud gennem terrassedøren, får jeg en fornemmelse.
Jeg skynder mig at tage min epilepsihjelm på — som om kroppen vidste, at noget var ved at ske, men ikke hvad.
Sekunder efter ændrer mors vejrtrækning sig.
Jeg ringer straks til naboerne:
“Hvis I vil være med til det sidste, så er det nu.”
Jeg stod ved siden af hendes seng i stuen, da hun tog sit sidste åndedrag.
Hun fik lov til at sove ind i sit eget hjem — det hjem, hun selv havde været med til at bygge i 1969.
Hun lå og så ud på vejret, fuglene og sin have.
Hun sov ind dér, hvor hun hørte til.
Hjemme.
Men i nat (15. november) sagde mor noget til mig, som gav mig ro for første gang:
“Der var kun stilhed.
Ikke mørke.
Ikke frygt.
Bare en tomhed i kroppen – men jeg mærkede dig alligevel.
Jeg vidste, du var der.”
Det sidste, man mister, siges at være hørelsen.
Men mor mistede den før sin afsked — ikke af naturens gang, men på grund af forgiftningen, der ramte hendes hjerne. Alligevel mærkede hun min tilstedeværelse.
Hun var tryg, fordi jeg blev hos hende.
Fordi jeg sad dér, nat efter nat.
Fordi min kærlighed nåede hende — også dér, hvor lydene ikke længere kunne.
Når jeg nu ser haven, huset og alle dem omkring hende derovre, forstår jeg lidt bedre, hvad hun forsøgte at vise mig:
At hendes liv ikke endte i stilheden.
At hun kom igennem den.
Og at min kærlighed bar hende hele vejen.
💛 Mor og far – sammen igen 💛
Læs også om Find Erik Larsens liv og minde.
Jeg kan også varmt anbefale dig at læse om min ven neden for.
Læs også om Tokes liv og minde