En grundlæggende regel i dansk forvaltningsret er officialmaksimen: Myndigheder har pligt til selv at oplyse en sag tilstrækkeligt, før de træffer en afgørelse. Det er ikke borgerens ansvar at levere alt – det er myndighedens ansvar at sikre, at beslutningen træffes på et fyldestgørende grundlag.
I min egen sag om botilbud blev denne regel tilsidesat. Odense Kommune og senere Ankestyrelsen lagde vægt på ufuldstændige og fejlbehæftede oplysninger, uden at indhente nødvendige helbredsoplysninger, specialiserede vurderinger eller konkrete udtalelser fra de fagfolk, der kendte min situation.
Hvad er officialmaksimen?
Officialmaksimen betyder, at myndigheden har ansvaret for:
-
At skaffe nødvendige oplysninger.
-
At være opsøgende, hvis noget er uklart.
-
At sikre, at sagen er fuldt oplyst, inden en afgørelse træffes.
Myndigheden må ikke træffe afgørelse på gæt, halve oplysninger eller egne antagelser.
Hvorfor er officialmaksimen vigtig?
-
Den beskytter borgerens retssikkerhed.
-
Den forebygger vilkårlige afgørelser.
-
Den skaber tillid til forvaltningen.
-
Den sikrer, at beslutninger bliver truffet på fakta – ikke fordomme eller manglende viden.
Konsekvenser, når officialmaksimen ikke overholdes
Hvis en myndighed undlader at oplyse en sag korrekt, kan afgørelsen være ugyldig. Fejl i oplysningen kan også betyde, at borgerens klage får medhold.
Mit eget eksempel: Oplysningssvigt i botilbudssagen
I min sag blev væsentlige data, som kunne dokumentere min funktionsevne, helbredstilstand og behov, ignoreret. Kommunen valgte aktivt at se bort fra blandt andet speciallægeerklæringer og rehabiliteringsplaner.
Da jeg klagede, fremhævede jeg, at de oplysninger, der lå til grund for afslaget, ikke afspejlede virkeligheden. Det er et brud på officialmaksimen – og det bør aldrig ske i et retssamfund.
Når tilsynet svigter – og ministeren tier
Ankestyrelsen har én af de mest centrale funktioner i det danske retssikkerhedssystem: At sikre, at kommuner overholder lovgivningen. Men hvad sker der, når tilsynsmyndigheden selv ser igennem fingre med lovbrud, eller ligefrem forsvarer kommunale fejl? Hvem fører tilsyn med tilsynet?
I april 2025 delte folketingsmedlem Katrine Daugaard (LA) et opslag med hård kritik af Ankestyrelsen. Hun henviser til en konkret sag fra Langeland Kommune, hvor Ankestyrelsen ifølge en lydfil gav “besynderlig og mangelfuld vejledning”. I stedet for at tage hånd om kommunens lovbrud, bliver Ankestyrelsens praksis ifølge Daugaard en slags beskyttelse af kommunen:
“Skal Ankestyrelsen være loyal og stole blindt på en kommune, eller skal den føre et kritisk tilsyn og være en uafhængig klageinstans? (...) De har altså ikke tid til at tilsynsføre med kommunerne fordi kommunerne laver SÅ mange fejl og lovbrud.”
Og så rammer hun hovedet på sømmet med ordene:
“Tadaaaa, ‘det bliver for dyrt!’ 😤😡”
Netop dét argument – at det bliver “for dyrt” – har jeg selv mødt, da Odense Kommune frarådede et botilbud med ordene “det kan blive dyrt for kommunen”. At Ankestyrelsen herefter vælger at ignorere denne udtalelse, og i stedet fokuserer på teknikaliteter som hvorvidt jeg sidder i kørestol, viser hvor langt vi er kommet væk fra retssikkerhedens kerne: officialmaksimen.
Forvaltningsmyndigheder har pligt til at sikre, at alle relevante oplysninger inddrages – også de, der taler til borgerens fordel. Når Ankestyrelsen i stedet vælger at gengive mine klager uden at forholde sig objektivt til deres indhold, og lader kommunens udokumenterede oplysninger stå uimodsagt, så svigter de ikke kun mig. De svigter selve den opgave, de er sat til at varetage.
En ny politisk virkelighed?
Det specialiserede socialområde er i stigende grad blevet en brik i en større politisk prioritering, hvor hensynet til økonomi, effektivisering og nationale investeringer – f.eks. i militær oprustning – ser ud til at veje tungere end borgernes retssikkerhed.
I den aktuelle politiske debat er der bekymrende signaler om, at centrale principper i både forvaltningsloven og retsplejeloven kan blive svækket eller omgået, særligt i sager med borgere, der ikke selv kan råbe op. Det kan betyde, at retssikkerhed bliver et privilegie og ikke en garanti. Hvis man samtidig fjerner eller udvander pligten til objektiv oplysning, risikerer vi, at afgørelser bliver truffet på baggrund af mangelfulde oplysninger og skæve hensyn.
Som borger, der selv har oplevet at stå over for en mur af systemiske fejl, skæv sagsbehandling og tavse myndigheder, ser jeg det som en strategisk nedprioritering af retssikkerheden. Og det må ikke ske i stilhed. Vi bliver nødt til at spørge: Hvor er retfærdigheden, hvis ingen længere fører tilsyn med systemet – og hvis myndigheder ikke længere har pligt til at kende sandheden, før de afgør vores liv?
Afslutning
Officialmaksimen er fundamentet for enhver retfærdig afgørelse. Borgeren skal kunne stole på, at myndigheden gør arbejdet ordentligt – ikke overlader ansvaret til borgeren selv.
Om forfatteren: Henrik Larsen (født 11. juni 1972) er handicapaktivist, debattør og personlig erfaren i kampen mod systemsvigt. Henrik lever med flere medfødte og kroniske diagnoser, herunder Klinefelter syndrom, atypisk autisme med PDA-profil, epilepsi og diabetes type 1. Gennem sit engagement sætter han fokus på retssikkerhed, social ansvarlighed og behovet for en reel reform af måden, vi behandler sårbare borgere på. Henrik arbejder for åbenhed, respekt og retten til et værdigt liv – og deler sin viden og erfaring for at styrke andre i samme situation.
Kort resume til SoMe:
Officialmaksimen er myndighedens ansvar for at oplyse sager korrekt. I denne artikel viser jeg, hvordan svigt her kan føre til uretfærdige afgørelser – og hvorfor det rammer borgernes retssikkerhed.