Detaljer

Skrevet af: Henrik Larsen

Publiceret: 19. maj 2025

Senest opdateret: 18. maj 2025

Visninger: 39

Individuel vurdering – hvorfor hver sag er unik

Myndigheder har pligt til at se på den enkelte borgers situation – ikke bare sætte flueben i en standardskabelon. Uden en individuel vurdering mister vi det vigtigste kendetegn ved et retfærdigt system.

I dansk forvaltningsret er det et ufravigeligt krav, at hver sag skal behandles individuelt. Ingen afgørelse må træffes på baggrund af rutine eller standardskabeloner alene. Alligevel sker det alt for ofte.

I min egen sag om botilbud oplevede jeg, hvordan kommunen traf afgørelse uden reelt at inddrage mine samlede helbredsforhold, diagnoser og dokumentation. Det var, som om jeg blot var en brik i et regneark – ikke et menneske med et konkret behov.

Individuel vurdering er ikke bare en formalitet. Det er en hjørnesten i retssikkerheden. Hvis vi glemmer det, får vi et system, hvor reglerne følges – men borgerne svigtes.

Individuel vurdering betyder, at myndigheder skal se på borgerens konkrete forhold, relevante oplysninger i sagen og hvordan en afgørelse vil virke i praksis. Myndigheder må ikke beslutte ud fra standarder eller serviceniveauer alene.

Som Folketingets Ombudsmand skriver:

"Der skal ske en konkret og individuel vurdering af hver enkelt sag. Skematisk og rutinepræget behandling er i strid med god forvaltningsskik."

Alligevel ser vi gang på gang afgørelser, hvor borgerens forhold slet ikke er nævnt. Det skaber uret og undergraver tilliden til systemet.

I min egen sag brugte kommunen standardskabeloner og standardsvar. De forholdt sig ikke til, at jeg har en kompleks helbredstilstand med epilepsi, diabetes, rystelser, autisme, angst og kognitive vanskeligheder.

Der blev ikke inddraget specialiserede erklæringer. Der blev ikke vurderet, om hjælpen reelt dækkede mine behov. Tidligere forsøg med hjemmehjælp var utilstrækkelige – men det blev ikke taget med i afgørelsen.

Resultatet blev en afgørelse, som ikke handlede om mig – men om systemets behov for at spare penge. Det er ikke individuel vurdering. Det er afvisning efter skabelon.

En familie fortalte, hvordan deres barns sag blev afvist med en standardtekst, hvor diagnosen ikke var nævnt. En anden borger fik afslag på handicapbil med henvisning til "gængs praksis" – uden vurdering af hans konkrete situation.

Det er ikke bare tekniske fejl. Det er brud på retssikkerhed.

Manglende individuel vurdering går igen i hele forvaltningen. I byggesager behandles indsigelser som formaliteter. I aktindsigtssager gives afslag uden vurdering af formålet. I jobcentre sendes standardbreve uden hensyn til sygdom eller situation.

Det skaber et system, hvor borgeren mister betydning. Afgørelser træffes før sagen er forstået. Klagemuligheder bliver tomme, når ingen har vurderet det unikke.

God forvaltningsskik handler ikke kun om regler – men om at tage virkeligheden alvorligt. Derfor er individuel vurdering så afgørende. Det er modvægten til automatik og kassetænkning.

Vi har brug for en uafhængig forvaltningsdomstol, der kan sikre, at afgørelser hviler på reel og konkret vurdering. Ellers forsvinder retssikkerheden i statistik og skemaer.

Det er ikke forkælelse at forlange at blive set som et menneske. Det er ikke curling, når man beder myndigheder om at forholde sig til ens reelle livssituation.

Individuel vurdering er ikke en undtagelse for de svageste. Det er en ret for os alle. Og hvis vi accepterer standardsvar og skabeloner, risikerer vi, at ingen til sidst får den retssikkerhed, vi tror vi har.

Individuel vurdering er forudsætningen for et retfærdigt velfærdssystem. Vi skal ikke bare have adgang til hjælp – vi skal have hjælp, der giver mening i vores liv.

Myndigheder skal dokumentere, at de har vurderet sagen konkret. Det er ikke nok at henvise til en blanket. Der skal være blik for mennesket bag blanketten.

Når vi kræver det, beskytter vi også andres ret. Og holder fast i, at systemet skal tjene mennesker – ikke omvendt.

SoMe:
Enhver borger har ret til en individuel vurdering af sin sag. Men hvad sker der, når afgørelser bliver truffet med standardsvar og skabeloner? Læs om princippet, og hvorfor det er afgørende for retssikkerheden.

Om forfatteren:
Henrik Larsen (født 1972) er handicapaktivist og debattør. Han lever med flere medfødte og kroniske diagnoser og har mangeårig erfaring med myndighedskontakt og systemiske fejl i det sociale område. Henrik arbejder for åbenhed, respekt og retssikkerhed i mødet mellem borger og system. Han deler sin viden og personlige erfaring for at styrke andre i lignende situationer. Se mere på https://autismeliv.dk/news?view=article&id=1190:rettens-forsvundne-hjornesten-udgivelsesplan&catid=307:rettens-forsvundne-hjornesten.

✨ Hvis du har oplevet, at en myndighed har undladt at foretage en individuel vurdering, kan du skrive til Folketingets Ombudsmand. Ombudsmanden fører tilsyn med alle offentlige myndigheder og kan tage stilling til, om du er blevet behandlet korrekt.
Se mere på: www.ombudsmanden.dk

Detaljer

Skrevet af: Henrik Larsen

Publiceret: 15. maj 2025

Senest opdateret: 13. maj 2025

Visninger: 80

Når myndigheder træffer afgørelser, skal de være afbalancerede, nødvendige og egnede til formålet. Alligevel bruges princippet ofte forkert eller ignoreres helt. Resultatet? Uretfærdige afgørelser og mistet tillid.

"Du har jo hjemmehjælp, og det må være nok." Sådan lød beskeden, da jeg forsøgte at forklare, at min samlede helbredstilstand krævede mere end et par timers praktisk hjælp. Jeg bad om et botilbud, fordi min funktionsevne var dokumenteret som væsentligt nedsat. Alligevel blev det afvist – med henvisning til, at "det kunne blive dyrt for kommunen."

Det var ikke proportionalitet. Det var besparelse forklædt som jura.

Proportionalitetsprincippet er et bærende element i dansk forvaltningsret. Ethvert indgreb over for en borger skal være nødvendigt, egnet og stå i rimeligt forhold til formålet. Men i praksis oplever mange borgere, at hensyn til økonomi eller standardløsninger får forrang over deres faktiske behov.

Princippet stammer fra grundlæggende retssikkerhedstænkning: Myndigheder må ikke gribe unødigt ind i borgeres liv. Indgreb skal være egnede, nødvendige og afbalancerede. Alligevel oplever mange, at denne vurdering er mangelfuld eller fraværende. I stedet træffes afgørelser ud fra generelle skabeloner, kommunale retningslinjer eller økonomiske hensyn – ikke konkrete, individuelle vurderinger. Og det er i strid med loven.

I min botilbudssag blev jeg mødt med afslag uden nogen reelt alternativ. Kommunen vurderede ikke, hvordan min samlede funktionsevne – med epilepsi, diabetes, rystelser, kognitive og psykiske udfordringer – gjorde det umuligt at leve et trygt og forsvarligt liv uden døgnstøtte. I stedet henviste de til eksisterende hjælp – som ikke dækkede mit behov.

Jeg blev efterladt i en hverdag, hvor jeg knap kunne komme ud af sengen. Koordinering af medicin, mad og søvn var kaotisk. Anfald og træthed sled kroppen ned. Det var ikke en afbalanceret beslutning. Det var en afgørelse truffet for at undgå udgifter.

En pårørende fortalte mig, hvordan hendes voksne søn ikke fik nok støtte i hjemmet, selvom han havde brug for hjælp til medicin og hygiejne. Manglende vejledning førte til helbredsskader. Kommunen mente, at "forældrene måtte tage over". Det er ikke proportionalitet. Det er overgreb forklædt som serviceniveau.

En anden borger blev afvist i sin bilansøgning, selvom det var dokumenteret, at han ikke kunne bruge kollektiv transport. Kommunens afgørelse blev senere underkendt – fordi den ikke var egnet til at dække behovet.

Disse sager viser, at proportionalitet ikke er noget, man kan fortolke sig uden om. Det er et krav.

Proportionalitetsprincippet bliver overtrådt i mange sagsområder. I byggesager pålægges borgere at rive tilbygninger ned uden mulighed for at lovliggøre dem. I skattesager udmåles sanktioner uden hensyn til borgerens mulighed for at rette op. I sociale sager fastholdes borgere i løsninger, der gør dem mere syge – alene fordi billigere alternativer foretrækkes.

Denne praksis er ikke kun et individuelt problem. Det er et strukturelt svigt, der underminerer tilliden til myndighederne og rammer dem, der i forvejen er udsatte.

Det gælder ikke kun i handicapområdet. Også borgere i klagesager om aktindsigt, tilladelser og sanktioner oplever, at myndighederne ikke forholder sig til byrde og konsekvens. Når principper som proportionalitet tilsidesættes, mister vi den balance, der er selve kernen i en retfærdig forvaltning.

Vi har brug for et sted, hvor sager kan prøves på tværs – uden forvaltningens egne interne organer. Derfor arbejder jeg for oprettelsen af en forvaltningsdomstol i Danmark. Et sted med fokus på helhed, retssikkerhed og princippernes praktiske betydning.

Det er ikke at være sart, når man beder om hjælp, der svarer til ens behov. Proportionalitet handler ikke om luksus, men om rimelighed. Når myndigheder stiller borgeren langt dårligere, end de burde, er det ikke en stram prioritering. Det er en ulovlig forvaltning. Alle har ret til at få deres sag vurderet efter konkrete forhold – ikke efter, hvad der er billigst, lettest eller mest bekvemt for kommunen.

Vi må insistere på, at princippet om proportionalitet ikke kun findes på papiret. Det skal være en rettesnor i hver eneste afgørelse. Myndigheder skal kunne forklare, hvorfor netop denne løsning er egnet, nødvendig og afbalanceret – og hvad der er gjort for at sikre det.

Vi skal ikke acceptere, at borgere mister helbred, livskvalitet eller sikkerhed, fordi nogen skønner, at det "bør kunne gå alligevel". Hvis vi vil et retfærdigt samfund, må vi tage proportionalitet alvorligt. Ikke kun som embedsmandsprincip, men som menneskelig forpligtelse.

SoMe:

Proportionalitet betyder, at myndigheder ikke må træffe afgørelser, der er mere indgribende end nødvendigt. Men hvad sker der, når det sker alligevel? Her er eksemplerne, og hvorfor princippet er afgørende for retssikkerheden.

Om forfatteren:
Henrik Larsen (født 1972) er handicapaktivist og debattør. Han lever med flere medfødte og kroniske diagnoser og har mangeårig erfaring med myndighedskontakt og systemiske fejl i det sociale område. Henrik arbejder for åbenhed, respekt og retssikkerhed i mødet mellem borger og system. Han deler sin viden og personlige erfaring for at styrke andre i lignende situationer. Se mere på på denne side.

✨ Hvis du har oplevet, at en myndighed har svigtet sin vejledningspligt eller overtrådt proportionalitetsprincippet, kan du skrive til Folketingets Ombudsmand. Ombudsmanden fører tilsyn med alle offentlige myndigheder og kan tage stilling til, om du er blevet behandlet korrekt.
Se mere på: www.ombudsmanden.dk

Detaljer

Skrevet af: Henrik Larsen

Publiceret: 12. maj 2025

Senest opdateret: 13. maj 2025

Visninger: 143

“Vi har sendt afgørelsen – resten er op til dig.”
Sådan lød det, da jeg i min egen sag om botilbud forsøgte at få svar på, hvordan jeg kunne få inddraget ny dokumentation eller stille spørgsmål til afgørelsen. Men ingen fortalte mig, hvordan jeg skulle gå videre. Ingen nævnte muligheden for partshøring. Ingen forklarede, hvad jeg havde ret til. Og det er netop dét, vejledningspligten skal forhindre.

Et af de vigtigste principper i dansk forvaltningsret er vejledningspligten. Myndigheder har pligt til at vejlede borgerne om deres rettigheder, pligter og muligheder.

I min egen sag om botilbud oplevede jeg, hvordan manglende og vildledende vejledning førte til fejl i sagsbehandlingen – og i sidste ende til en uretfærdig afgørelse.

Hvad er vejledningspligten?

Efter forvaltningslovens §5 har myndigheder pligt til at:

• Give korrekt og fyldestgørende vejledning.

• Informere om relevante muligheder, fx klageadgang.

• Rådgive borgeren, hvis sagen kan fremmes ved vejledning.

Som Folketingets Ombudsmand skriver:

"Vejledningspligten betyder, at borgeren skal have den bistand, som er nødvendig for at kunne varetage sine interesser i sagen."
(Kilde: Ombudsmandens Årsberetning 2022)

Hvorfor er vejledningspligten vigtig?

• Den beskytter borgere mod at lide retstab.

• Den udligner magtbalancen mellem borger og myndighed.

• Den sikrer, at regler anvendes korrekt og rimeligt.

Mit eget eksempel: Mangel på vejledning i botilbudssagen

Under behandlingen af min sag undlod Odense Kommune at vejlede om, hvordan jeg kunne få supplerende dokumentation vurderet, og hvordan jeg kunne bruge specialiserede erklæringer.

De informerede heller ikke korrekt om mulighederne for at forlange partshøring eller indhentning af lægefaglig vurdering.

Denne mangel på vejledning gjorde det langt sværere for mig at varetage mine interesser i sagen.

Hvad sker der, hvis myndigheder svigter vejledningspligten?

• Afgørelser kan blive ugyldige.

• Borgerens klagemuligheder kan styrkes.

• Tilliden til myndighederne undergraves.

Borgerens ansvar – men kun med den rette information

Myndigheder taler ofte om, at borgerne har “eget ansvar” for at søge og forstå regler. Men uden korrekt vejledning bliver dette ansvar meningsløst. Man kan ikke tage ansvar for noget, man aldrig har fået at vide. En person med kognitive vanskeligheder, sproglige udfordringer eller svækkede ressourcer har særligt behov for tydelig og tilgængelig information. Det er ikke et særligt privilegium – det er en juridisk ret.

Eksempler fra andre borgere

En familie fortalte mig for nylig, hvordan de blev vildledt i en bilsag: De fik aldrig besked om muligheden for at søge igen med opdateret dokumentation – og først da de talte med andre borgere, opdagede de, at vejledningen havde været mangelfuld. En anden pårørende oplevede, at kommunen undlod at informere om klageadgang efter en afgørelse om hjemmeboende voksen søn – en fejl, der i sig selv kunne have gjort afgørelsen ugyldig.

• Afgørelser kan blive ugyldige.

• Borgerens klagemuligheder kan styrkes.

• Tilliden til myndighederne undergraves.

Når andres ord spejler vores virkelighed

For nylig satte Maria Alstrup i et opslag på LinkedIn ord på en følelse, som mange med komplekse funktionsnedsættelser kender alt for godt: følelsen af ikke at ønske at dø – men heller ikke at kunne holde livet ud, som det ser ud, når systemet svigter. Den sætning ramte mig. For det er netop dér, vi står, når hjælpen udebliver, og myndighedernes fejl får lov at stå uimodsagte.

Serien “Rettens forsvundne hjørnesten” forsøger at dokumentere, hvordan retssikkerhedens principper bliver tilsidesat – og hvilke konsekvenser det har for de mennesker, der står allermest udsat. Når vi som borgere genkender os selv i hinandens historier, giver det både styrke og håb. For gensidig spejling og solidaritet er en forudsætning for, at vi kan rejse os – også i modvind.

Et bredere problem – også uden for handicapområdet

Vejledningspligten bliver ofte italesat i sager om udsatte borgere, men princippet er lige så afgørende i helt andre dele af forvaltningen. I byggesager har borgere oplevet at få afslag eller påbud uden at være gjort bekendt med, hvilke muligheder de har haft for at ændre eller lovliggøre deres byggeri. I miljøområdet klager flere grønne organisationer over, at der ikke gives klar og rettidig vejledning om aktindsigt, klagefrister og borgerinddragelse.

I 2023 kom Vurderingsstyrelsen i offentlighedens søgelys, fordi tusindvis af borgere modtog nye ejendomsvurderinger uden at få tilstrækkelig information om, hvordan de kunne klage eller søge aktindsigt i det datagrundlag, vurderingerne byggede på. Flere eksperter påpegede, at det var et brud på den grundlæggende vejledningspligt og satte borgernes retssikkerhed under pres.

I skattesager ser vi lignende mønstre. Klageadgang og muligheder for genoptagelse er ofte formuleret så teknisk, at selv ressourcestærke borgere har svært ved at forstå deres rettigheder. Det skaber en ulighed, hvor de, der har råd til rådgivere, klarer sig bedst – mens resten risikerer at lide retstab.

Det er netop derfor, jeg arbejder for oprettelsen af en dansk forvaltningsdomstol. Vi har brug for et sted, hvor borgerne kan få prøvet deres sag – uanset hvilket forvaltningsområde der er tale om – og hvor der er fokus på retssikkerhed, korrekt vejledning og gennemsigtighed.

Et blindt hjørne i digitaliseringen

I takt med digitaliseringen er det blevet endnu vigtigere, at vejledning gives tydeligt og tilgængeligt. Mange borgere modtager i dag afgørelser og informationer i e-Boks, men uden kontekst, forklaring eller kontaktoplysninger. Det kan være svært at gennemskue, hvad der kræver handling – og hvornår. For dem, der har kognitive udfordringer, sproglige barrierer eller lavt digitalt kendskab, risikerer det at føre til passivitet og tab af rettigheder.

Når vejledning bliver en kamp

Der er borgere, der i desperation må bruge uger på at få fat i den rigtige medarbejder, blot for at få svar på et simpelt spørgsmål. De får skiftende beskeder, eller bliver henvist fra afdeling til afdeling. Vejledningen bliver ikke en hjælp, men en kampplads. Og i den kamp taber de fleste – længe før sagen overhovedet bliver afgjort.

En fremtid med ansvarlighed og gennemsigtighed

Vi må kræve mere. Ikke bare regler, men efterlevelse. Ikke bare strategier, men reel forståelse for, hvordan det opleves at stå alene som borger over for et tungt system. Vejledningspligten er én af rettens hjørnesten – og det er netop derfor, vi må insistere på, at den håndhæves i praksis. Ikke kun for de stærke, men især for dem, der ikke selv har kræfterne til at råbe op.

Afslutning

Vejledningspligten er ikke en formalitet. Den er et levende princip, der skal sikre, at ingen borger står alene over for systemet uden klar og redelig information.

Om forfatteren:
Henrik Larsen (født 11. juni 1972) er handicapaktivist, debattør og personlig erfaren i kampen mod systemsvigt. Henrik lever med flere medfødte og kroniske diagnoser, herunder Klinefelter syndrom, atypisk autisme med PDA-profil, epilepsi og diabetes type 1. Gennem sit engagement sætter han fokus på retssikkerhed, social ansvarlighed og behovet for en reel reform af måden, vi behandler sårbare borgere på. Henrik arbejder for åbenhed, respekt og retten til et værdigt liv – og deler sin viden og erfaring for at styrke andre i samme situation.

Kort resume til SoMe:
Vejledningspligten sikrer, at borgere får korrekt information fra myndigheder. Jeg fortæller, hvordan svigtende vejledning kan føre til uretfærdige afgørelser – og hvad du kan gøre, hvis det sker.

Detaljer

Skrevet af: Henrik Larsen

Publiceret: 8. maj 2025

Senest opdateret: 11. maj 2025

Visninger: 134

“Det kan blive dyrt for kommunen.”
(Internt udtalt i min sag som begrundelse for at fraråde botilbud – dokumenteret via aktindsigt)

I 2023–2025 har jeg som borger været igennem en lang og opslidende kamp mod både Odense Kommune og Ankestyrelsen i forsøget på at få den hjælp, jeg reelt har brug for. Jeg lever med flere varige og komplekse diagnoser, herunder atypisk autisme, epilepsi og diabetes type 1, og min funktionsevne er dokumenteret som væsentligt nedsat. Alligevel har både kommune og klageinstans truffet afgørelser, som ikke tager udgangspunkt i min faktiske helbredstilstand, men i forsimplede vurderinger og udokumenterede påstande.

Særligt i sagen om et botilbud blev det tydeligt, hvordan saglighedskravet blev overtrådt: Afgørelsen byggede ikke på objektive data, men på kommunens økonomiske hensyn og generelle antagelser om min funktionsdygtighed. Da jeg bad om aktindsigt, fremgik det, at kommunen internt havde frarådet et botilbud, fordi "det kunne blive dyrt for kommunen" – en sætning, der aldrig burde være en del af beslutningsgrundlaget i et velfærdssamfund.

Det blev endnu tydeligere i sidste uge, da Katrine Daugaard delte et opslag om netop dette svigt. Jeg skrev en kommentar, som ramte mange:

"💔 Når behov forsvinder, fordi de koster for meget – så forsvinder mennesker med dem."

Jeg er én af dem, der forsvinder lige nu.

Jeg har epilepsi, atypisk autisme og en krop, der ryster i timevis hver dag. Alligevel har både Odense Kommune og Ankestyrelsen ignoreret læger, specialister og min dokumentation. Mit blodsukker blev for farligt at regulere selv – men jeg fik stadig afslag på et botilbud med tryghed og døgndækning. Kommunen skrev i deres egne dokumenter, at det ville være "for dyrt". Og Ankestyrelsen dækkede over det.

De kalder det "en konkret vurdering". Jeg kalder det systemets mørke magi.

Jeg har samlet det hele i serien Rettens forsvundne hjørnesten – med dokumentation, principper og opråb til et system, der har glemt, at mennesker kommer før budgetter:
👉 https://autismeliv.dk/news?view=article&id=1187%3Arettens-forsvundne-hjornesten&catid=290%3Anyheder

En helt central regel i dansk forvaltningsret er saglighedskravet: Offentlige myndigheder skal træffe afgørelser på baggrund af saglige hensyn – aldrig på grund af personlige holdninger, følelser eller økonomiske interesser.

Desværre oplevede jeg i min sag om botilbud, at afgørelsen ikke byggede på en nøgtern vurdering af min reelle situation, men derimod på antagelser, økonomiske hensyn og en vilje til at nedtone mine behov.

Hvad er saglighedskravet?

Saglighedskravet betyder, at myndigheder kun må lægge vægt på forhold, der er relevante for den konkrete sag. Det kan være:

• Borgerens helbredssituation

• Funktionsevne

• Lovgivningens formål

Derimod må der ikke tages hensyn til:

• Myndighedens økonomi

• Private sympatier eller antipatier

• Administrative bekvemmeligheder

Som Folketingets Ombudsmand skriver:

"Myndighederne må ikke lade usaglige hensyn indgå i deres afgørelser, som for eksempel hensynet til forvaltningens økonomi, prestige eller bekvemmelighed."
(Kilde: Ombudsmandens beretning, 2023)

Hvorfor er saglighedskravet vigtigt?

• Det beskytter borgerens ret til en retfærdig afgørelse.

• Det forhindrer magtmisbrug.

• Det sikrer, at alle behandles ens efter loven.

Mit eget eksempel: Økonomi over behov

Jeg er langt fra den eneste. Jeg har siden seriens begyndelse hørt fra mange andre borgere i lignende situationer. En far fortalte mig, hvordan han og konen måtte hjemtage deres voksne søn fra et botilbud, fordi personalet ikke gav den nødvendige guidning i brugen af hormoncreme – med alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser til følge. En anden borger beskrev, hvordan kommunen nægtede støtte til bil, selv om det var dokumenteret, at han ikke kunne transporteres på anden måde. I begge sager byggede afgørelserne ikke på fakta, men på økonomiske hensyn og uvilje til at tage udgangspunkt i de konkrete forhold.

De oplevelser er ikke undtagelser – de er symptomer på et system, der har glemt, at det er borgerens behov, der skal være styrende. Saglighed bliver ofte noget, man taler om i skemaer og vejledninger – men alt for sjældent efterleves, når økonomi eller travlhed kommer i vejen.

Gennembrud, der skaber overblik

Forvaltningen er ofte vant til, at borgerne ikke kan gennemskue deres egne rettigheder. Men da jeg bad ChatGPT om at sammenholde min sag med Odense Kommunes officielle handicappolitik, opstod et gennembrud. Den modsætning, vi fandt, afslørede hvor langt der er mellem princip og praksis – mellem værdier på papir og virkelighed for borgeren.

Når man formår at gøre både § 21 i retssikkerhedsloven (om sagsoplysning), § 108 i serviceloven (om botilbud til personer med betydelig og varigt nedsat funktionsevne), officialmaksimen i forvaltningsretten og pligten til dokumentation forståelig for andre borgere, så begynder systemet at miste det overtag, det ellers har haft.

Et retssamfund i forfald?

Når myndigheder lader økonomiske hensyn veje tungere end fakta og lovgrundlag, rejser det et ubehageligt spørgsmål: Er vi ved at glide væk fra princippet om, at alle er lige for loven? Hvis borgerens rettigheder kun gælder, når de ikke koster for meget, har vi mistet retssamfundets sjæl. Saglighedskravet er ikke blot en administrativ detalje – det er et værn mod vilkårlighed og magtfordrejning.

Et retssamfund kan kun eksistere, hvis borgeren har tillid til, at afgørelser træffes ud fra objektive kriterier. Men hvis den oplevelse mangler – hvis systemet føles lukket, ufølsomt og uigennemskueligt – så forsvinder borgerens retsfølelse. Det er ikke bare et personligt nederlag. Det er en samfundsmæssig alarm.

Den politiske virkelighed bag forfaldet

I den aktuelle politiske debat ser vi desværre tegn på, at netop retssikkerheden er på vej til at blive nedprioriteret. Når regeringen taler om at forenkle reglerne i det specialiserede socialområde, er det ofte kode for, at man vil give myndighederne mere skøn og mindre pligt til præcis dokumentation. Det sker samtidig med, at der bruges flere midler på oprustning og nationale prestigeprojekter – og færre på at beskytte de mest udsatte borgere.

Hvis vi ikke insisterer på saglighed, gennemsigtighed og reel borgerinddragelse, risikerer vi et samfund, hvor det ikke længere er loven, men økonomien, der afgør menneskers ret til hjælp. Derfor må vi insistere: Saglighed er ikke til forhandling.

Afslutning

Saglighed handler om at være tro mod fakta, lovgivningens formål og borgerens reelle situation.
Kun ved at holde fast i det kan vi sikre, at myndighedernes magt bruges retfærdigt.

Om forfatteren:
Henrik Larsen (født 11. juni 1972) er handicapaktivist, debattør og personlig erfaren i kampen mod systemsvigt. Henrik lever med flere medfødte og kroniske diagnoser, herunder Klinefelter syndrom, atypisk autisme med PDA-profil, epilepsi og diabetes type 1. Gennem sit engagement sætter han fokus på retssikkerhed, social ansvarlighed og behovet for en reel reform af måden, vi behandler sårbare borgere på. Henrik arbejder for åbenhed, respekt og retten til et værdigt liv – og deler sin viden og erfaring for at styrke andre i samme situation.

Kort resume til SoMe:
Saglighedskravet sikrer, at myndigheder bygger afgørelser på fakta – ikke følelser, antagelser eller økonomiske hensyn. Jeg viser i artiklen, hvordan dette princip alt for ofte brydes – og hvad vi må gøre for at forsvare det.