Jeg lever med PTSD. Ikke som en dramatisk titel, men som en daglig realitet. Traumerne sidder ikke kun i hukommelsen – de sidder i kroppen, i nervesystemet, i måden jeg forholder mig til mennesker og situationer. Det her er min personlige fortælling, og ChatGPT har hjulpet mig med at få styr på den. Jeg håber, den kan gøre det lidt lettere at forstå, hvordan livet ser ud, når man bærer rundt på oplevelser, der ikke bare går væk.
Mine traumer kommer ikke fra én stor begivenhed, men fra mange små og store grænseoverskridelser over tid. Svigt, tvang, nedgørelse. Systemer, der overså mine behov. Mennesker, der troede, de hjalp – men som i virkeligheden trådte ind over mine grænser. Det har lært mig, at tryghed ikke er en selvfølge. At selv i situationer, der burde være sikre, kan noget faretruende gemme sig.
PTSD er for mig ikke kun flashbacks eller mareridt – selvom jeg har begge dele. Det er også overopmærksomhed, alarmberedskab, og en krop, der reagerer hurtigere, end jeg selv kan nå at tænke. En lyd, en lugt, en tonefald – og så er jeg tilbage i noget, jeg ikke har lyst til at genopleve. Jeg bliver træt af at være på vagt, men jeg tør ikke helt slippe det.
Det svære ved PTSD er, at andre ikke altid ser den. Jeg har ofte mødt uforståenhed: "Er du ikke ovre det endnu?" Nej. For det var aldrig bare noget, der skete. Det var noget, der ændrede mig. Jeg prøver at finde tilbage til mig selv, men det kræver tid, støtte og respekt. Ikke pres.
Det vigtigste, jeg har lært, er, at heling starter med at blive troet på. Når nogen lytter, uden at bagatellisere. Når der bliver skabt plads til pauser, til at mærke sig selv, og til at sige fra. PTSD er ikke noget, jeg selv har valgt. Men jeg vælger hver dag at overleve – og det kræver mere, end de fleste aner.