Mel er fintdelte ingredienser af først og fremmest korn, man bruger ved tilberedning af mange former for mad, deriblandt brød, kage og pasta, men også til kød- og grøntsagsretter.

Der findes en række forskellige typer mel, hvoraf mel af hvede er den mest almindelige, og ordet "hvedemel" anvendes nærmest synonymt med "mel". Derudover forarbejdes mel af en række andre kornsorter, nødder, m.m., deriblandt rug, byg, spelt, durumhvede, enkorn, majs, ris, boghvede, kikærter, quinoa, kartoffel, m.m. Mel består af et varierende indhold af proteiner og stivelse.

Man producerer mel ved at male korn i en kværn eller som i gamle dage, mellem to sten.

Kvantitative egenskaber for mel
Korn består af kerne, kim og skal. Almindeligt hvedemel indeholder ikke kim- og skaldele.

Kornets oprindelse
Rugen stammer ligesom hvede, byg og havre fra "den frugtbare halvmåne" i Mellemøsten – et område, som strækker sig fra Palæstina over det sydøstlige Tyrkiet til det nordvestlige Iran og det nordlige Irak. Her vokser stadig arter, som kan anses som stamformerne til de dyrkede kornarter. Området betragtes af samme grund som en afgørende vigtig genbank for vore kornarter.


Verdens ældste fund af korn er vildtvoksende enkorn fra stenbruddene ved Aswan i Egypten, dateret 16.300-15.000 f.Kr.
Majs stammer fra Mexico, hvor det lykkedes den oprindelige befolkning ved kromosomfordobling og målrettet fremavl at skabe en højtydende afgrøde af en uanselig græs, der stadig kaldes "majsens mor".

Ris og hirse kommer fra Østasien, hvor landbrugskulturerne i Indien og Kina tog dem ind til dyrkning.

Kornets historie i Norden
Kendskabet til korndyrkning er nået til Skandinavien omkring 3900 f.Kr. Det ser ud til, at man i det sydlige Skandinavien først fik enkle hvedearter som enkorn og emmer (= tokorn), samt nøgen og avneklædt byg. Hvor der er fundet forkullet korn på bopladser fra perioden, dominerer hvede. Mod slutningen af bronzealderen var nøgen byg imidlertid mest udbredt, da det er en kornart, der kaster godt af sig også på næringsfattig jord, og er velegnet til mel og øl. Hvede fandtes kun i enkle udgaver som enkorn, emmer og spelt. Ved slutningen af yngre stenalder forekom der også hirse i Jylland.
 
På kontinentet dyrkede man ærter sammen med emmer, og der er fundet aftryk efter ærter i svenske lerkar fra samme periode. Analyse af brændte skorper fra maden i den yngre stenalders lerkar har vist et højt indhold af kalcium, der kan skyldes, at man har blandet benmel i maden, der iblandt er blevet gæret til en syrlig ret. Melboller og blodpølse er i dag retter, der kan minde om oldtidens kosthold – en grødet blanding af korn, fisk, kød og indmad, der blev kogt, stegt eller syrnet.

Historie
Statue af kvinde, der maler mel, fundet under udgravning i Egypten. Statuen er dateret til 2420-2323 f.Kr. I forbindelse med arkæologiske udgravninger af de fleste stenalderbosættelser, har man fundet sten, der har været brugt til at male korn til mel. Fund fra stenalderbopladser i Italien, Tjekkiet og Rusland tyder på, at beboerne for 30.000 år siden malede planter til mel, 20.000 år før agerbruget opstod i Mellemøsten.

Udmalingsgrad er procentdelen af hele kornet, der er med i melet
Formalingsgrad er størrelsen af de malede melpartikler

(Kilde: https://da.wikipedia.org/)


Og nu går vi sikkert og tror at man så ved alt om meltyperne. Men vi skal blive klogere.
Men for at blive klogere skal vi lige dykke ned i de mere grundlæggende typer af mel, som jeg her indeler i 8 undergrupper. Men jeg gemmer dog lidt på den dybere viden om de forskellige hvedemels typer som mange af os går rundt og bruger efter hånden, der er lige fra Manitoba til Tipo 00, og Tipo kan derved findes som Tipo 00, 0, 1, 2 og intergrale. Endvidere har man også mulighed for at bruge majsmel som jo ikke er det sammse som majsstivelse, så der er masser at læse om, men lad os først kaste os ud i de 8 undergrupper som du finder herunder.

De vigtigste meltyper (Klik/tryk på overskrifter for at åbne dem)

Siden opdateres løbende...