Jeg er meget forundret over at professionelle socialarbejdere, og deres chefer, ikke kan forstå netop det. Ja også pædagoger helt kan glemme hvad de har lært.
- Jeg kan købe ind, derefter er jeg flad, fornemmelsen af at være flad forsvinder efter hvile eller sove.
- Jeg kan lave mad, derefter er jeg flad, fornemmelsen af at være flad forsvinder efter hvile eller sove.
- Jeg kan tage billeder, men derefter er jeg flad i optil 5 dage.
- Jeg kan godt deltage i sociale arrangementer, men derefter er jeg flad i optil 7 til 10 dage.
Ovenstående med at jeg føler mig flad – jeg gør tingene fordi det interessere mig, og fordi jeg syndes det er sjovt, og jeg er med til at gøre glæde for andre end bare mig selv, men jeg vil samtidigt også selv bestemme hvem jeg vil gøre det sammen med og overfor. Det skal ikke dikteres af andre og slet ikke af embedsmænd og min sagsbehandler.
At jeg kun kan én af tingene hver dag, eller at det kræver et hvil, det hverken kan eller vil de forstå. De kalder det rask væk for dovenskab og skaberi. Ja og de siger også at jeg skal tage mig sammen. Men bare alene det at de direkte tror at man er doven – virker som ekstrem mistænkeliggørelse af en. Og det er næsten det værste der kan ske.
Hvorfor er det at man nærmest skal stå skoleret hver gang man skal forklare sig, er det mon fordi de ikke vil tage ved lære? Eller der bliver sagt at du kunne i går, hvorfor kan du så ikke i dag? Jeg har ikke en eksamen fra 9. klasse den blev jeg fritaget for i 1988, i stedet for kom jeg på ungdomsskolernes ungdoms intro kurser, men jeg vidste hvad vej jeg ville, den gang ville jeg være kok – men pga. dårlig og skæv ryg, og jeg har i den grad forsøgt at få en uddannelse men uanset hvad jeg har forsøgt så har jeg ikke været god nok set i normales øjne, jeg har nemlig ud over min autisme og en synlig og til tider kraftig håndrysten på begge mine hænder, og lige præcis min håndrysten gør det svært at passe et rigtigt arbejde. Og den har også været til gene i at få en uddannelse inden for alle former for erhverv, desværre er det sådan i dagens Danmark, og jeg anser det i den grad for mobning bare fordi man adskiller sig fra det normale og så uden skyld i det.
Et hvil efter en aktivitet er ikke noget usædvanligt hvis personen har fysiske handicaps såsom spasticitet, eller andre fysiske handicaps, det kunne også være en person som har haft et epileptisk anfald, meget anderledes ser det ikke udfor mig som har autisme.
Hvad er det, der i fagprofessionelles øjne er anderledes når det handler om personer med autisme eller ikke så anerkendte handicaps?
Ud af til ser alt fromt og godt ud, men det betyder også at jeg som autist ofte må kæmpe med "Jamen, du kan jo det og det, hvorfor kan du så ikke det og det...?"
Det medfører, at jeg alt for ofte bliver mødt med både for høje... og for lave forventninger. Men de fleste har nu også accepteret det, jeg møder ofte nu i stedet for ”Hvis du vil,… må du gerne gøre det, hvis du kan” men det er bare ikke nok der siger det til mig, ofte har jeg måske også brug for at få at vide at jeg ikke skal gøre det… og igen er det fordi jeg ikke selv kan mærke om jeg kan klare det, og det er så fordi mine andre handicaps kommer og bryder ind over, her tænker jeg på min håndrysten og min meget nedsatte muskel masse, og nej det er ikke muskelsvind jeg har og nej jeg har ikke søvnapnød selv om folk går og opdigter det, det er jeg undersøgt for. Som jeg plejer at sige jeg kender selv alle mine diagnoser – dvs. jeg har 100 % styr på hvad jeg fejler.