Det går fremad med mit projekt om at skrive min livshistorie, grunden til at jeg gør det, var at der på et tidspunkt var snak om at lave en tidslinje om mig, i det aktivitets- og samværscenter som jeg er på. Men en tidslinje om alt det jeg har foretaget mig siden jeg forlod folkeskolen ville også blive et voldsomt projekt. Så jeg valgte at gå linen ud og tage et stort skridt og springe ud i at skrive om mit liv og historien bag om mig selv.
Min plan for at starte dette projekt havde været i julen 2019, men jeg kunne ikke finde initiativ til at komme i gang, så blev det nytår og jeg kunne ikke komme forsat ikke komme i gang, og så var jeg så uheldig at få en madforgiftning og fik et maveonde af det, jeg slap for feber og opkastning, men dårlig mave havde jeg. Madforgiftningen fik jeg af koldrøget laks, jeg smed 7 kg på 5 dage og har så taget 2 kg på igen, og nu er min plan at holde denne nye vægt som max vægt, jeg kom ned på 120 kg, jeg er stolt og vil være stolt hvis jeg kan holde min nye vægt over længere tid.
Nå men så er det atter blevet hverdag igen, og endelig fik jeg taget mig sammen til at påbegynde mit projekt, at få begyndt at skrive på min livshistorie, jeg henter oplysningerne i barnets bog og så ellers fra min mor, og derudover hvad jeg ellers kan huske, og jeg har planlagt at gøre det nu hvor min mor forsat og for håbenligt i mange år endnu er frisk og frejdig, men det kan jo hurtigt vende, men jeg håber det ikke.
Lige et lille citat fra et sted i min livshistorie ” Jeg har åbenbart altid været meget glad for vand, og åbenbart i sommeren ´75 har jeg rendt rundt med et sjippetov og leget, at det var en vandslange det meste af tiden. Så meget at min mor måtte ud og købe et sjippetov så jeg kunne lege, at jeg gik med en vandslange.”
Her står jeg dog med en rigtig vandslange og det gjorde jeg ofte, jeg hjalp også meget gerne til derhjemme.
Jeg må indrømme at jeg bliver helt rørt over alt det jeg har nået at opleve bare de første 5 år af mit liv, som jeg har fået læst mig igennem til i skrivende stund, min mor har skrevet med skråskrift – lige en skrift som jeg ikke kan finde ud af at læse og i hvert fald skrive, men det er så på grund af min håndrysten, jeg kan faktisk huske fra folkeskolen og andre erhvervsskoler at jeg aldrig fik gode karakterer på opgaverne fordi jeg ikke skrev tydeligt, men der blev heller ikke taget hensyn til at jeg rystede på mine hænder den gang.
Jeg har modsat mange af de venner jeg har jo været tvunget til at opvokse og leve som en uden handicaps, netop fordi sundhedsvæsnet dengang ikke kunne og ville hjælpe mig, til trods for at min far mange gange har forsøgt at råbe lægerne og sundhedsvæsnet op, det lykkedes til sidst men det var samtidigt med at min epilepsi blev opdaget, mens jeg stod i lære som bager i København, det var hårdt og brutalt og nok en meget stor øjenåbner for min læge i Odense.
Efterfølgende havde jeg allerede i ’94 en stor kamp med Odense Kommune om at få en førtidspension igennem, men det lykkedes så i at få den i august ’98 efter et personligt besøg hos Fyns Statsamt. Og det er Fyns Statsamt der gav mig min førtidspension. Mere om det kommer jeg med i min livshistorie og baggrunden for det, så I må vente med at læse mere om det.
Nu hvor jeg skriver på min livshistorie, og sidder og læser i barnets bog så kan jeg næsten ikke undgå at komme til at få tåre i mine øjne, for der er sket meget gennem mit liv, og der har været mange gode oplevelser gennem mit nu 47årige lange liv, både gode og dårlige ting.
Det er alt for denne gang, du må meget gerne dele indlægget med din omgangskreds,
du skal ikke spørge om lov.