Min egen verden - er den verden som jeg har i mit hoved. Man kunne måske også kalde det en drømme verden.
Jeg kan huske at jeg i folkeskolen var den der var ensom, jeg gik for det meste for mig selv, men jeg kan ikke huske om jeg som sådan var ked af det eller ej. I folkeskolen blev jeg mobbet meget, enten med flyveøre eller fordi jeg skrev langsomt, meget langsomt og hårdt, i skolen var jeg alene - jeg følte mig ensom og forladt på en øde ø, jeg var indesluttet og ensom. Jeg kan huske at jeg nød hjemmekundskab i sær når det var i køkkenet, hvor lærte jeg meget og hvor har jeg lært mine forældre om forskellige slags mad, på det punkt udskiller jeg mig måske som Autist, men der er jo heller ikke 2 autister der er ens.
Jeg har aldrig heller ikke i folkeskolen været til larm og ballade, høje lyde gjorde at jeg ikke fulgte med, larmen fra klasselokalet kan jeg den dag i dag godt huske, larmen fra alle de andre ude i skolegården var alt for meget for mig, jeg havde det dårligt. Når jeg sad der hjemme sammen med min mor og lavede lektier kunne vi sidde med det samme regnestykke i flere timer lige meget forstod jeg af det, når det blev for meget for min mor brød det hele først sammen, vi havde den gang en Collie (Cæsar) han var stor, når min mor skældte for meget ud gik Cæsar hen til stuedøre og ville ud i haven, ved et rent tilfælde fandt vi så ud af at det var tegn på at vi skulle stoppe. Jeg har på en måde aldrig lært og forstået brøkregning, jeg kan plus, minus, dividere og gange til alm. husbehov men heller ikke mere.
Om jeg har gjort ondt værre da jeg kunne komme i ungdomsskole ved jeg ikke, men jeg nød at sidde stille i min egen verden at male på porcelæn, jeg malede figurer, platter og andre ting, jeg kunne sidde og lave nogle fantasi landskaber fanget i mit hoved, det var dengang jeg kunne gøre det, det kan jeg ikke i dag, det ryster jeg alt for meget på hænderne til, men det kunne give mig ro - en indre ro. T få noget af det ud som jeg kæmper med. Det var tider, jeg blev mobbet med at jeg var en dreng der malede på porcelæn, men da jeg kunne fortælle en af dem der mobbede mig at hans kop var malet af en mand - stoppede det af sig selv. Landskabet på denne kakkel er fri fantasi, det findes kun i min hjerne eller fantes kun i min hjerne.
Men i min verden er der mig en min ven, min ven har jeg brugt mange timer på at snakke med, ofte som bar troede min mor fuldt og fast på at jeg havde gæster på besøg, men jeg sad alene på mit værelse. I min verden er der mig og den usynlige ven, jeg har på et tidspunkt haft Bøllebob bamser, især en var en foretrukken, men for en del år siden røg de ud, de var så støvet at de var uhygiejniske. Et krammedyr har jeg som sådan aldrig haft, men så har jeg min usynlige ven som jeg jo ofte snakker med, enten verbalt eller blot i tankerne. Det lyder skørt men min ven er jo bare en jeg kan tale sammen med på mit eget niveau, min ven er hverken dummere eller bedre end mig, vi er ens.
Men når jeg i dag sidder alene så kan jeg godt lukke mig selv inde i min egen verden, i min verden er det mig der bestemmer, kun mig jeg kan sidde og drømme om ting, steder og personer, personer der ikke er her mere i den rigtige verden. Jeg kan se dem, jeg kan snakke med dem som om at de var her i den rigtige verden.
Men i min egen verden, som jo er i den rigtige verden, der foregår tingene efter mit tempo, så skynder folk på mig må de bare væbne sig med meget tålmodighed, jeg gør det i mit tempo, jeg er den som jeg er og jeg nægter at lave om på mig selv.
Den anden dag da jeg var ude at handle, kunne dem bag ved mig ikke komme hurtigt nok frem ved kassen i butikken, de begyndte at række hen over hovedet på mig for at lægge vare på båndet, jeg sagde at jeg nok skulle køre frem så de kunne nå lyntoget, de trak sig væk, jeg hader at folk ikke kan acceptere at handicappede også skal være her, og jeg er synligt handicappet når jeg sidder i en kørestol, det er lidt som om at folk ikke kan acceptere os handicappede hvad enten det er synligt eller usynligt. Jeg bliver gal når de ikke kan forstå en pæn hentydning.