Indlæringsvanskeligheder - ok godt nok et langt ord, og har stor betydning. Men nu har jeg gået her hen over et stykke tid og tygget på det, det er ikke nogen hemmelighed at jeg har gået på Sanderumskolen i Odense fra 1978 til 1988, jeg begyndte dog i 1. klasse i 1979.
Jeg kan huske fra skoletiden at jeg havde det meget svært, jeg havde svært ved at følge med i timerne og havde det mildsagt som om jeg dagdrømte, jeg kiggede meget frem for mig. Min far dengang havde været hos læge og fortalt om det han oplevede med mig, at jeg ofte var fjern i blikket, min far havde mistanke om epilepsi, min far arbejdede hos FALCK og havde kørt ambulance - men det korte svar fra lægen var du har set for mange syge mennesker.
På det her tidspunkt var der gode naboer, en af dem jeg rendte ud ind ved rigtig meget havde 2 drenge og en pige, pigen havde en veninde som havde epilepsi og ved at trække på min mor og hendes minder, kan hun huske at pigen på et tidspunkt skulle havde sagt at mine øjne mindede om venindens øjne når hun fik anfald. Det er rigtigt nok at det her kan man ikke bruge til noget i dag og dog.... hvorfor er der nogen der mener at det ikke kan og må ikke bruges.
Da jeg var kommet i 4. klasse snakker skolen om, jeg ikke skulle havde gået på en skole hvor man nemmere kunne hjælpe med mine problemer med indlæring, i dag ville jeg havde haft ønsket at det var sket. Sikke et stort ønske - man set i mit bakspejl så kammeratskabet større end indlærings problemerne hvor ville jeg ønske at man havde kunnet hjælpe mig bedre den gang. Og at man ved lægerne havde lyttet til hvad min far sagde. Jeg kunne havde kommet til at havde gået på Højstrup skolen i Odense. Men det blev kun ved snakken. Mon mit liv havde været anderledes hvis det var blevet til noget?
I 5. klasse og op var jeg blevet fritaget engelsk - wow - fedt absolut ikke, men for mig var det volapyk, og er det forsat i dag. Jeg ved godt at når nogle forældre til børn med autisme læser det her, siger man kan ikke bruge viden fra den gang i dag - hvad er der galt i at bruge den tabte tid - som jeg ser det, man lære mig bekendt af fejl.
Som barn fik jeg af mine læger blot at vide at jeg havde for lavt blodsukker, som om - kom lige igen. Hvordan kunne jeg have for lavt blodsukker når det lå normalt - når man mødte op på fastende mave.
Og det hjælper på ingen som helst måde at klage over det i dag, de læger jeg havde dengang er døde og borte for længst.
Jeg springer ret meget i min skole tid, mest af alt fordi jeg i dag har så dårlige minder om skolen, skolen var et sandt helvede for mig, jeg mindes dagligt at være blevet mobbet, og spyttet på når det var værst, i skolen husker jeg at, når jeg skrev i hæfterne at jeg trykkede igennem siderne. Jeg ved godt at man ikke skal blive ved fortiden, men handicappede børn med inklusioner i 2015 må have det ekstremt dårligt, de bliver de tabte - ligesom jeg blev det den gang. Men i slutningen af 8. klasse bliver det besluttet, at jeg skal fritages for eksamen i 9. klasse man kan se at jeg ikke kan klare det rent psykisk. Og selvom jeg faktisk selv ønsker det så normalt som muligt får jeg altså ikke lov til selv at bestemme.
Det gør det faktisk ikke bedre for mig, det gør det rigtigt svært at få en uddannelse, fordi jeg bliver set som umoden, uvorden og barnlig det har jeg prøvet at ændre på masser af gange. Imens har jeg måtte prøve at passe ind i samtlige kasser som samfundet bad mig om, men jeg har bare ikke passet ind nogen som helst steder.
Jeg har ofte fået at vide at jeg ikke har gjort nok for at få en uddannelse, men hvad ved folk om det, man har kun kigget på en ting, at jeg har virket fjern som man så mente var for lavt blodsukker, og så den forbandet rysten jeg er født med. Folk ser mig godt nok ryste på mine hænder, men de tror at det skyldes narko eller alkohol. At få det at vide bare som 16 årig, er altså et hårdt slag. Folk kan være så onde uden at tænker over følgerne, de her oplevelser fik jeg bla. på EFG Levnedesmiddel i 1988-89.
Jeg har kørekort til bil, og det skal da ikke være nogen hemmelighed at jeg var et helt år om at få beviset i hånden, jeg fandt løbende ud af at jeg ikke kunne klare tidspres, min rysten var forfærdelig allerede den gang. Den gang vidste vi ikke hvad det var - der skulle gå en del år inden man bare kom i nærheden af den første diagnose, jeg fik mit kørerkort i 1991.
Jeg får min første rigtige diagnose i december 1994 - det er epilepsi diagnosen, jeg er i gang med en uddannelse som bager, øv altså. Jeg var kommet i lære hos bager og konditor Stig Larsson i København, men ok jeg havde det ikke godt og havde svært ved at følge med når jeg var på skole.
Der sker meget her de næste par år, og jeg forsøger atter flere gange at få en uddannelse både HG og Den friungdoms uddannelse, men alle forsøg var blot lamperøg, jeg forsøgte mange ting, og har set mange ting forsvinde uden at få noget ud af det. De store problemer var Dansk, Regning, Matematik og ikke mind Engelsk. Selv på aften skole skulle alt mislykkedes.
Det at lære at bruge computer, det er faktisk ikke noget jeg har lært på skoler, 98 % af det jeg kan med en computer er selvlært, de sidste 2 % er noget jeg har lært, har jeg lavet fejl i programmer, eller det jeg sidder og laver - jammen så starter jeg bare forfra igen. Mange tror det ikke muligt men sætter man sig for det så er det faktisk muligt. Jeg mindes den aller første PC jeg sad ved det var midt i 80erne i folkeskolen, den hed Piccoline, jeg har fundet dette billede. Og jeg kunne se den for mig med sin meget tydelige orange knap forrest til højre på dyret. Jo det var tider den gang. Og jeg glemte helt at skrive at disketterne var vildt store.
I perioden 1998 - 2000 gik jeg på ASV - Amtets Specialundervisningscenter for Voksne - med generelle indlæringsvanskeligheder, på de 2 år forsøgte jeg mig med både regning, og engelsk, engelsk droppede jeg til sidst, det var vildt stressende.
I sommeren 2003 får jeg den genetiske diagnose Klinefelter Syndrom, og her i november 2014 får jeg diagnosen ASF (Autisme Spektrum Forstyrelse). Hver af disse diagnoser har nogle symptomer med sig i bagagen, bla. lider jeg af voldsom rysten på mine hænder - som netop er et symptom fra Klinefelter Syndromet.
Med jævne mellemrum oplever jeg problemer med personer der virkelig tror at de kender mig bedre end jeg selv. Selv inden for egne rækker er der problemer, når jeg skriver egene rækker mener jeg handicappede. Jeg har måtte droppe så mange gode ting gennem mit liv - senest var det et skånejob hvor jeg var ansat fra juni 2007 til december 2013. Jeg nød de år jeg var i skånejob, de var til tider hårde - men jeg kom gemme dem, men grundet problemer med lyde måtte jeg droppe det seneste skånejob. Som jeg plejer at sige så er vi ikke ens heldigvis for det.