For bare et år siden havde jeg ikke set det her komme, ja bare ikke for et halvt år siden. Ja end ikke bare 3 måneder siden. Jeg er ræve stolt af mig selv, jeg har siden januar 2015 haft ny sagsbehandler, jeg skrev mindre pænt om min sagsbehandler tidligere på året. Jeg føler at jeg har rykket mig meget i forhold til den tillid der har været mangel på. Men det at jeg i november fik en Autisme diagnose og jeg siden august 2014 har skrevet dagbog viser nu at det kan lade sig gøre. At negative oplevelser med systemet kan vende. Til så positive - nysgerrig så læs videre....
Det som jeg hentyder til er tilliden mellem sagsbehandler og borger, i min sag har det virkelig været meget op ad bakke, med mange skiftende sagsbehandlere, sagsbehandlere der ikke var gode til at lytte. Men min nye sagsbehandler har lyttet, der var lidt opstarts problemer, men ved at tænke lidt over det så vil det vel næsten altid være sådan, når nogle nye skal sættes ind i tingene.
Jeg var tidligere på året til første møde med min nye sagsbehandler, og i den forbindelse var der 2 andre med en fra visitation af hjemmepleje, og en fysioterapeut og jeg syndes at det møde var meget træls og jeg skrev så om det, og skrev en mindre pæn betegnelse om min sagsbehandler - dette var i marts og min socialjurist var med, jeg har på sin vis håbet at min sagsbehandler ville læse det jeg skriver her på bloggen, det skulle så vis sig at det gør hun, det er jeg rigtig glad for, at hun gør - det viser at mit arbejde med bloggen bære frugt.
For at skrive det mildt er der en enkelt beboer, der hvor min ven bor, der er meget uforstående over at jeg søger forskellige ting, blandt andet vil jeg gerne ud på et bosted / botilbud, og at min sagsbehandler har søgt om at jeg kunne kom på et Aktivitets- og samværdscenter under serviceloven § 104. Denne beboer har længe været en plageånd, men i denne uge blev det for meget, vedkommende forstår åbenbart ikke ord som stop - og private sager. Og at det ikke vedkommer andre end mig, min socialjurist Mette Heap, min sagsbehandler og de personale jeg kommer til at være under. Jeg er ked af det og vred og gal, at man ikke stopper når man beder om det.
Det ender ud i, at jeg i dag tager mig sammen, til at ringe meget grådkvalt til min sagsbehandler, jeg græder meget på det her tidspunkt og fortæller min sagsbehandler at jeg har mest lyst til at skride fra det hele, min sagsbehandler bliver sat ind i sagen, hun lover at ringe tilbage, hun tager kontakt til den leder der har med bla. vedkommende og den afdeling jeg skal starte på efter sommerferien. Jeg får ikke det hele med fordi hun vil hjælpe mig, ved 14 tiden ringer min sagsbehandler tilbage til mig og nu lykkedes det mig, at få resten fortalt til min sagsbehandler. Hun er rystet over at høre det der er sket.
Det her er tillid - Tillid som jeg ikke har set komme på noget tidspunkt, hvor er jeg glad for at jeg har rykket mig så meget, det havde aldrig lykkedes mig alene at komme så langt, en meget stor tak skal lyde til Mette Heap som er min socialjurist, men en stor tak skal også lyde til min sagsbehandler fordi du gider mig og fordi du gider hjælpe mig. det vildt så meget jeg er vokset og så meget at jeg kan uden at tage kontakt til min socialjurist.
Det er så fedt det her, jeg er vokset 10 cm bare fra i går, her sidder jeg med en glædes tåre. Bare at skrive det her. Det giver en selvtillid, det er fedt at opleve. Der ikke kan beskrives.
