Emnet til dette indlæg var meget svært at komme frem til, jeg kunne i de første mange dage ikke komme på hvad det var at jeg skulle skrive - jeg startede ud med kærlighed, prøvede med knyttet til mor osv. men så i går faldt 10 øren, familie relation. Det har kostet meget energi at skrive så bær over mig at jeg stikker hånde så dybt ned i dynget, men det er sådan jeg opfatter det og oplever det, det er min erfaring.
Grunden til at det blev familie relation, er at den person i min familie som jeg er mest knytte til er min mor, ingen andre. Jeg har 2 storebrødre - der er 9 og 12 år mellem os. Da de var unge havde de arbejde og kørte på budcykel, men jeg husker nu ikke så meget fra den tid af. Jeg ved bare at jeg altid har været mere til det stille. Jeg kunne bruge timer på at sidde med LEGO klodser. Dengang da jeg gik i skole hed det først lektier og bagefter sjov.
Jeg kan huske at lektier blev lavet sammen med min mor, aldrig sammen
med min far. Min far arbejdede og var meget sjældent med til ting, det var kun lige hvis der var lidt hygge i skolen han var der, det var ikke meget. Her den anden dag sad jeg og snakkede med min ældste storebror om det, han var lidt overrasket over at jeg havde haft det på den måde, min far har på ingen måde aldrig været der for mig, vi har aldrig været på ture som sådan.
I sidste uge var jeg hos min læge og jeg fortalte ham noget, fra min barndom som jeg har gået med i alle de år, end ikke min mor vidste det, før den anden dag. Min far har da jeg var ca. 9 år gammel at jeg ikke var den han havde ønske sig - han havde ønsket sig en pige. Jeg er klar over at min storebror der er 9 år ældre end mig, vil brokke sig over at jeg skriver det her, men i og med at jeg ikke har skrevet navne - JA så er det kun familien der vil vide besked om hvad jeg skriver, andre ved jo ikke hvem og hvad vi er. Og har har det ikke godt med det så er det forsat mig der har levet med det her siden 9 års alderen, ja og jeg er 42 år - her og nu.
Al glæde er suget ud af min familie, jeg har i hvert fald ikke selv bedt om at have Klinefelter Syndrom, Autisme og Epilepsi, og så alle de følger der er på Klinefelter Syndrom. Jeg kan ikke ændre det, men at skrive om det . det hjælper mig, at skjule det løser ikke mine problemer, nej det gørdet faktisk værre, at jeg så også er i en familie der er noget svag er en anden ting, men jeg har heller ikke selv valgt familie, det er gud der har taget disse valg for mig. Min far bruger ofte ord som skyld, men det er ikke hans skyld at jeg har det som jeg har det.
Min far har en uddannelse, det har mine storebrødre også, jeg har ingen uddannelse, jeg har aldrig kunne få en uddannelse, min mor har gået hjemme hele livet som husmor, hun var ude og tjene som ung, men har heller aldrig fået en uddannelse. Min far er psykisk svag (ikke syg), der skal ikke meget til at han mister kontrollen over selv de mindste ting. Min far kan intet siger han, og han laver intet, han kan ikke "siger han", min ældste storebror gør det han kan, han har været bager en menneskealder - og er slidt op rent fysisk, min yngste storebror er med åre blevet som min far, sådan ser jeg det.
Her den anden dag fik min mor fjernet det ene bryst pga. kræft, min ældste storebror og jeg er dem af os 3 børn. der har taget os mest af vores mor, men min yngste storebror lover guld og grønne skove. Min yngste storebror har svært ved at komme ud af busken, du har både fået en uddannelse men også et godt job. Hvad med mig - men jeg er jo bare en forkælet snothvalp eller hvad i hans optik altså det er sådan jeg føler det fra hans side af, her mener jeg min yngste storebror. Jeg er meget skuffet, sur og vred, over at man lover i øst og vest, og så er det bare en gang løs snak for fanden og hans bedstemor. Jeg gider det bare ikke mere, tænk at man lover sin mor kigge forbi og så ikke holder det, det er ikke fair mod ens forældre hvad ente de er syge eller ej.
Min yngste storebror har i 2011 fundet sig en anden at leve sammen med, det skal skrives at jeg ikke har kontakt med min yngste storebror og hans nye kæreste, de tror nemlig begge at de kender mig bedre end jeg kender mig selv, dog mener hans kæreste at hun ved 100 % hvad man vil sige i den, næste sætning. Og tilmed tror hun at hun kan kommandere med andre end sig selv, gør det på dem der står dig nær, men gør det ikke mod mig. Jeg er skuffet over at folk taler mig efter munden og tror at de ved lige præcis hvad jeg vil sige. Som om at de ved det!!! Det gør de altså bare ikke.
Det er som om at man ikke er accepteret som den man er, at jeg har fået diagnoser og fået sat navn på hvad jeg fejler gør mig jo ikke anderledes end den jeg heletiden har været, men man stopper jo bare op og kommer i tanke om - nå det er derfor jeg er som jeg er, åhhh det er derfor jeg var anderledes i folkeskolen osv. i den dur.
At jeg så har det meget svært med at leve med mine problemer er så en helt anden ting. Hvem ville ikke have det svært når man ryster kronisk på begge hænder og ikke kan lave finmotorisk arbejde. Acceptere mig som den jeg er også med diagnoserne, hvad er det, der gør at folk ikke kan tåle at med mennesker får diagnoser, mon vi smitter?
Jeg fortæller gerne om mine problemer, folk skal bare lære at de ikke ved hvad jeg vil sige, folk skal bare lære at acceptere mig som den jeg er sådan er jeg skabt, og heldigvis findes der ikke 2 mennesker eller skabninger der er ens, og heldigvis for det.
Accepter mig som den jeg er, jeg har også ret til en mening her i livet.
Emnet denne gang er meget grænseoverskridende, det er en blotlæggelse af hvordan jeg ser min familie, mit liv, mit sind - jeg skriver med et blødende hjerte - jeg elsker min familie - men kun hvis de acceptere mig som den jeg er, og ser på de gode ting jeg nu engang kan, nogle i familien ser mig mere som en belastning, men det må stå for deres helt egen regning og opfattelse. Jeg gør det jeg bedst kan, og så kan jeg faktisk ikke yde mere.