Smerte

Det var måske lidt forhastet at skrive på facebook at det var noget af emnet, så jeg har faktisk besluttet mig for at skrive et andet indlæg senere på ugen om det andet emne, men jeg vil kaste mig ud i det her.

Jeg oplever ikke smerte på sammen måde som neuro typiske, det betyder bla. at jeg ikke føler smerte som feks. min mor, far eller søskende.

Dengang tilbage til folkeskolen i 80erne, der blev jeg mobbet meget, jeg gik ikke efter hjælp, jo jeg forsøgte at søge hjælp men det lykkedes mig aldrig - altså at få hjælp - jeg fik at vide at vi bare skulle løse det selv, ja som om det hjalp. Når det var værst stak jeg af - jeg søgte væk fra problemerne, jeg stak af - jeg kendte ikke til andre metoder der kunne hjælpe mig, jeg stak af for at søge tilflugt i min egen verden, jeg har tidligere skrevet om min egen verden du kan læse den her.

I dag, her i maj 2015 kan jeg sidde og tænke tilbage på dengang i folkeskolen, der hvor jeg ikke vidste hvorfor jeg var anderledes, hvorfor det gjorde så helvedes ondt at blive mobbet eller spyttet på. Dem der gjorde mig ondt har gjort mit liv til det sande helvede at leve i dag, ingen har troet på mig - jeg føler at meget få tror på mig i dag, sådan føler jeg, - det er ikke sikker at du er den skyldige, men offer for mobning er jeg. Om det er mobning eller at blive drillet det er det samme for mig.

På en hjemmeside om smerte skriver de således 
Derfor kan de også have svært ved at finde ud af, hvad de skal gøre, når de slår sig eller bliver drillet eller skældt ud. Og derfor går de ikke over og bliver trøstet, sådan som du ville gøre.Kilde: http://www.autizme.dk/sprgsml_og_svar

Når jeg sidder derhjemme som regel alene, så går tankerne ofte deres egne veje, og til tider kan jeg godt føle indre smerte, og når det hober sig op så skal det ud på en eller anden måde, det kan være jeg kradser mig et eller andet sted på kroppen, eller hvis jeg sidder med en tandstik at jeg så går lidt mere hårdt til værks, når jeg kradser mig er det for at få vist ud ad til at jeg har det dårligt, men det er absolut ikke altid bevist. Jeg er som sådan ikke ude på at skade mig men jeg har så meget indre uro og ja - måske selvhad at det skal ud på en eller anden måde.

Dem af jer der har fulgt med her på blogge har måske læst at jeg faktisk ikke har venner, og de venner jeg nu engang har - tja de kan tælles på en hånd - jeg har en rigtig god ven - men vi går også godt i spænd - vi passer sammen, mere om den ven kan komme på et andet tidspunkt. Dog vil jeg lige fortælle dette...

Her for nogle uger siden, blev jeg spurgt om jeg kunne hjælpe med at reparere en computer, med en engelsk sproget Windows 7, jeg så straks for mig at det ikke kunne laves, engelsk sproget kan ikke bruge en dansk sproget version, men jeg fik fat i en engelsk sproget version. Da det så lykkedes for mig hopper jeg rundt af glæde mens jeg både slår mig selv på mine lår og flapper med hænderne, min ven sidder i samme lokale og kigger - ikke bare lidt men meget spørgende på mig hvad jeg laver, det var så min sejers dans, det skal nævnes at min ven er multihandicappet spastikker uden verbalt sprog, vi kommunikere ved hjælp af tegn til tale og mimik og kropsprog, - han viser mig at han syndes at jeg er noget pinlig at se på,  og være sammen med i det øjeblik. 

Jeg har svært ved at fortælle hvad jeg føler, ofte er jeg blevet spurgt til hvordan jeg har det, men lige det kan jeg ikke, jeg kan have det godt, dårligt eller elendigt, for det meste er det elendigt og så kan jeg ikke fortælle mere, også selvom det er personer jeg kender rigtigt godt. Derfor ser jeg heller ikke helt frem til at endnu en ny person skal ind i mit liv, igen skal jeg til at starte fra bunden af og fortælle hvad det er der piner mig, jeg skal have hjemmevejleder ind i livet, jeg ved at der vil blive stillet mange spørgsmål - men de må eller vedkommende må vare forberet på at jeg kan blive gal, vred over selv det mindste, bliver de meget pågående så bliver jeg så gal at de får at vide at de skal skride ad helvede til, sidst jeg blev så gal, gik der lang tid før vedkommende forstod mit budskab om at forsvinde - det var ikke en hjemmevejleder men en hjemmehjælper, der ikke forstod en skid, heller ikke noget der var skrevet ned.

På det seneste møde med min kommunale sagsbehandler blev jeg klar over, at de læser hvad jeg skriver, det glæder mig at de følger bare lidt med, jeg vil så også håbe at de tager ved lære af når jeg nu skriver dette: Jeg kan ikke fortælle  hvordan jeg har det, med ord - da slet ikke verbalt - der går det meget nemmere ved hjælp af at skrive det, vil de så gerne lære mig at kende, så bør de sætte sig ind i det jeg skriver, jeg har i sindet at blive ved med at skrive så længe det er mig muligt, det er på den måde jeg kan fortælle hvordan jeg har det. De har et par gange nærmest tvunget mig til at fortælle hvordan jeg har det. Men det ender ud i at jeg sidder og laver ansigt og hakker ordene i stumper og stykker, jeg bliver irriteret og det kan ende ud i vrede og råb, og så lukker jeg ned, og har behov for at være alene.

I starten af februar i år, havde jeg en samtale med noget familie, og selvom vedkommende godt ved at det er uhøfligt og dumt at færdig gøre det andre er ved at sige eller fortælle, så blev vedkommende ved med at gøre det denne dag, det endte ud med en status opdatering på Facebook der så næsten således ud "jeg er skuffet, meget skuffet. Det er der så noget familie der misforstår og det tog vældigt meget fart, og 1,2,3 ja nu har vi ikke skrevet eller snakket sammen siden den dag. Og nej det er ikke mig der skal undskylde for at skrive på Facebook og så længe jeg ikke skriver navne - så kan jeg altså ikke se problemer i det.