Jeg indleder dette indlæg med lidt af afslutningen fra den anden dag, at komme på et aktivitetscenter som bruger, giver mig et frirum - som jeg har ledt efter i mange år, et frirum hvor jeg kan være Henrik uden at der stilles de helt store forventninger til mig, et frirum hvor jeg gør det jeg kan på bedste vis uden at skulle det som normalt fungerende kan. Det giver mig ro, en ro jeg savner. Sandt at sige når vi kommer til kl 1345 fredag efter fredag, så køre jeg hjem med et meget lille smil på læben, men så er det også det, for bare det at køre ned til min bil, og sætte mig i bilen så kommer den forbandet angst - angsten kommer langsomt snigende - og dog for straks efter jeg er kommet ind i bilen, og har lukket mine døre på bilen, så rumler min mave - den knuger sig sammen og det er svært det her at skulle beskrive følelsen. Men sådan har jeg det hver fredag, min ven bor på døgntilbud som ligger, lige ved siden af dette aktivitetscenter, når jeg er ude og besøge min ven - ja så er der heller ikke angst. Men igen lige så snart jeg kører hjem, så kommer denne angst igen. For så hurtigt at vende blikket en anden vej, når jeg er hjemme hos mine forældre ja der er der angst.
Jeg får et sug i maven, suget er kraftigt og angsten kommer som en tsunami, det er overvældende at opleve, sådan er det også når min hjemmevejleder går hjem fra mig. Den forsvinde lidt efter lidt, men den forbliver der, den ligger klar til at komme igen senere eller midt på aftnen, igen kommer angsten som en tsunami, væltende ind over mig, og det bliver ved, når det er rigtigt slemt så går jeg i mit køkken og stille mig og laver mad, angsten forbliver der, men jeg kan glemme den en lille smule, men ikke ret meget. For den forbliver aktiv - jeg hader det, når maden klokken sent er færdig, så spiser jeg, men det er ikke af sult, nej af trøst, jeg har det lidt på samme måde med at stå og lave mad, det er af trøst . om andre har det som mig ved jeg ikke, men jeg har det på den måde. Når jeg har det på den underlige måde, så laver jeg tilmed forsøg med maden, jeg elsker at forsøge underlige ting med maden, lidt hvidløg, chili, det søde til det sure køkken, alt afprøves, og der smages på ting. Senest har jeg prøvet at lave mad med bulgur, det er altså fedt at have lysten til at prøve ting af.
Men selv om det ofte foregår klokken sent om aftnen, altså det med maden, jamen så kan jeg gå i seng igen med denne angst som igen kommer som en tsunami, jeg hader det, det er indvaliderende, sådan ser jeg på det. Angsten kan også ende ud i noget mild selv skade, kradser mig, ofte steder hvor det ikke kan se direkte.
Dette indlæg er kommet til, for at beskrive min tilstand, dels for min psykiater, min hjemmevejleder men også en fysioterapeut (her efter Fys, fyssen), som jeg kender gennem næsten 16 år, han arbejder på det Aktivitets og Samværscenter, hvor jeg nu er blevet bruger.
Min psykiater og jeg har været kort forbi dette emne om angsten, jeg synes ikke jeg kan snakke med familien om det, forøvrigt havde jeg også denne angst da jeg boede hjemme hos mine forældre, en angst der ikke vil gå væk, jeg hader den - gå væk, Det er svært at skrive om, det er endnu svære at snakke om, det er som om at det tynger mig, jeg føler at jeg er ved at drukne i tanken om denne angst, som kan komme som en tsunami, men det er ikke kun denne knugende fornemmelse i maven jeg får, det er kan også ske i hovedet at jeg føler at det hele stiger mig til hovedet.
Min hjemmevejleder og jeg har snakket lidt om det, ikke meget - hvad kan der gøres, hvem andre kan hjælpe når jeg har problemet, altså er i situationen, kan hjemmeplejen hjælpe, hvad hjælper - over længere tid, jeg tro næppe det er sundt i længden at have det på denne måde, jeg tænker lidt at det er her at et botilbud ville kunne være en klar fordel for mit velbefindende. Jeg føler lidt at alle mine problemer er meget skyld min angst, en angst som jeg kun kan beskrive som pisse irriterende og træls.
Hvad det angår Fyssen, så har jeg lovet at snakke om det på et tidspunkt, men nu har jeg så dette blogindlæg jeg kan henvise ham til, så kan han læse lidt om det her, men igen så føler jeg mig meget indelukket, jeg går gerne med mine problemer for mig selv, hvorfor dog også fortælle om sine problemer til andre, jeg har jo meget svært ved at fortælle om mine følelser til andre, også selvom jeg kender dem meget godt så får de altså meget lidt at vide. Fyssen her har også min ven som er multihandicappet, som han hjælper med træning, min ven ved heller ikke alt om mig, han ved meget - men ikke det hele. Min ven ved dog hvor meget det her fylder i mit liv, og jeg tror nu også at fyssen ved at det fylder meget i min hverdag, altså mine problemer på det fysiske område, jeg tror at på det psykiske område det er jeg noget svære at tyde, fordi jeg har alle facaderne oppe, jeg ved at jeg skjuler det meget.
Jeg ved at mine facader skjuler mange ting om mig selv, men jeg vil ikke lægge skjul på at der også er problemer i min familie, min far er meget passiv - min far han er alkoholiker, og det giver altså problemer - for han giver alle os andre skylden for hans problemer, jeg tager det dog ikke sådan på vej, mine forældre bor sammen, men det er så også det - jeg taler sjældent om min far, for det hele er så negativt.
Min mor blev opereret for brystkræft her den 22. maj 2015, men det er som om at min far er ligeglad, meget af familien har også været lige glad, meget sparsom hjælp der har været, dog lige med undtagelse fra min ældste bror, dom sov hos mine forældre de første par dage efter min mors operation, min far er så meget for sig selv at han mener at han er den ringeste af alle mennesker på jorden. Jeg snakker og skriver sammen med mine storebrødre, men det er ikke så meget, som det måske burde være.