Samfundets forventninger

I kender det sikkert godt, enten fra jer selv eller pårørende med handicap. For lang tid siden den gang jeg var barn, der forventede mine forældre at jeg fik en uddannelse, sådan har i også haft det, ihvertfald jer der er Neuro Typiske eller har et fysisk handicap. Jeg håbede selv at få en uddannelse som kok som jeg har haft en drøm om siden 6 års alderen. En drøm som brastede i 1988, allerede fra barns ben bliver man placeret i en kasse som man så skal passe ind i, men sådan er det langt fra for alle, nogle falder udenfor, jeg er en af dem der ikke lige passede ind i en kasse, den kasse som samfundet håber at man passer i.

Kassen som jeg skulle passe ind i findes ikke i min barndom, noget af det sad min nye hjemmevejleder og snakkede om i går, at autister har svært ved at passe ind et en bestemt kasse. Jeg gik i alm folkeskole dengang tilbage fra 1979 til 1988 ja ni års skolegang i et sandt mareridt, jeg blev mobbet med mange forskellige ting, jeg havde dengang flyve øre, briller, skrev meget langsomt og meget hårdt, jeg vidste godt at jeg var anderledes dengang i folkeskolen, jeg havde andre interesser end dem jeg gik i klasse med, jeg gik rigtigt meget alene - også noget min hjemmevejleder snakkede om, jeg fik faktisk lidt svar på mine oplevelser i går, men jeg vil her skrive meget lidt om hjemmevejleder i dette indlæg.

Jeg har prøvet rigtigt meget i mit liv lige fra barnsben, jeg kørte på udflugt som barn, krydsede en befærdet vej på en tre hjulet cykel i ved den med lad, og kørte op til en mere befærdet vej, til en tankstation, en af dem der havde tankstationen kørte mig hjem. Da jeg blev ældre fik jeg lov til at komme på tankstationen, det var mit frirum i hverdagen, ja - hvis det havde været i dag så var det ikke sket, for meget af det er forbudt.

Som jeg lige har skrevet så gik jeg lidt til hånde på den her tankstation, jeg fyldte øl og sodavand op, deres lager på tankstationen lå både bag butikken men også i kælderen, en kasse øl i begge arme startede jeg med, altså holdt kassen foran mig, senere hen blev det mere avanceret omkring 10 års alderen var det en kasse i hver hånd, jeg fik også lov til at fylde benzin på biler, diesel på lastbiler, autogas på biler, jo dengang måtte man gerne, bag butikken var der et skur med store dunke med enten sprinklervæske eller sprit (karburatorsprit), der sad jeg og fyldte på halv liters flasker, når der var affald blev det brændt i en tønde hvor der havde været motorolie i, der blev brændt pap, papir og plastic, der stod man og kiggede på. Forventningen den gang var at man lige kunne hjælpe med det man kunne, jeg fik ikke penge men jeg fik en sodavand, slik eller chips for at hjælpe til, det var mit frirum uden de store forventninger, tror i det ville gå i dag? skriv gerne i min debat på min facebook side.

Forventningen fra min egen side at blive kok - led et stort nederlag i 1988 det var året hvor jeg gik på EFG Levnedesmiddel (Dalum Tekniske Skole) jeg fik at vide at min ryg ikke ville kunne klare det hårde job, forventningen fra samfundet var allerede den gang meget store, jeg kan huske at jeg i Påske ugen 1989 var i praktik på Lactosan i Ringe, Lactosan laver blandt andet ostepulver af gammel ost, ikke den gammel ost man har der hjemme, disse oste var så gamle at de selv kunne sejle fra det ene kar til det andet. Og sikke en stank der var - phy ha. Efter denne korte praktik fik jeg på Levnedesmiddel skolen af vide at jeg havde optrådt meget umoden og barnligt, det har jeg så ikke pakket sammen, det er jo en del af min personlighed. Jeg kan se i dag at det er noget af min autisme der har fulgt mig siden den gang. Og de store krav der er blevet stillet til mig, af samfundet, gennem mit liv - jeg er ked af at sige det, det har ikke båret frugt, dog alt det jeg har lært på de mange uddannelses forsøg kan ingen tage fra mig, jeg har lært de grundlæggende principper, det kan ingen tage fra mig.

Lige for kort at ridse op hvilket andre uddannelser jeg har forsøgt mig med så er det følgende og uden årstal da det ikke er interessant i denne sammen hæng.

Min tid på Dyrebrugsskolen som dengang lå i Vinding ved Vejle, var en rigtig god tid, med masser af sjov og hygge, rimelige gode faste rutiner, vi skiftes til at stå tidligt op, der skulle malkekøer, fodres grise og alle de andre dyr, med til det hele var der også rotter, mus og kaniner, det hændte at vi skulle slå både mus, rotter og kaniner ihjel, det var ikke sjovt men det skulle gøres. Det var bedre at lave mad til Zoo dyrene, det var så fedt at kunne gå over til de dyr, jeg har holdt en Ørkenlos unge i mine hænder i et viskestykke eller var det flere, men de små kræs klør kunne komme igennem mange lag stof. Når vi mugede ud ved dyrene i Zoo afdelingen kogte vi æg - nej poppede øg, det hændte ret ofte at æggene hoppede ud af gryden fordi vi var optaget af at gøre rent. Det er minder ingen kan tage fra mig. Og det kunne godt være stressende til tider men ikke mere stresset end vi kunne følge med.

Forventningerne fra samfundet til mig har været store i mange år, ja hele mit skole liv, og forventningerne har også været alt for store, hele mit liv, ja frem til jeg får diagnosen autisme i november 2014 har været alt for store i min optik. I folkeskolen fra  1979 til 1988 har jeg på tæt hold oplevet det som tvungen inklusion, måske lidt som nutidens børn med handicap oplever det, men samfundet ved at det er special børn, at de har brug for det ene og det andet, men helt ærligt, hånden på hjertet så har jeg fået så meget med i bagagen alt det jeg har lært og set gør næsten alle grønne af misundelse. Men mine udfordringer er at kunne passe ind i samfundets forventninger endnu og jeg må erkende at jeg kan ikke passe ind i den kasse som samfundet tror jeg kan passe ind i, jeg har mine udfordringer i forbindelse med mine handicaps, mine største udfordringer kan i læse om i et tidligere indlæg jeg også har skrevet.