Jeg har mange spændinger - også kaldet spasmer og så indre uro, jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv. Jeg ved meget af det skylde de problemer, der er hjemme hos mine forældre. Det er meget trist at være vidne til, min far virker sur, jeg tænker tit på den dokumentar som TV 2 sendte for nogle år siden der hed "7 sure mænd", men min far er mere sur end dem, min far gør tingene som gør at det bliver surt det hele.
Den anden dag købte min mor og jeg noget i Silvan så han kunne få tætnet noget, der har han endnu ikke lagt penge for, men så i går fik jeg købt et nyt greb til køleskabet hos mine forældre, jo der kunne han lægge penge med det samme. For det var jo købt for mine penge. Jeg forstår ham simpelthen ikke hvorfor den forskel. Hvorfor.....
![]() |
![]() |
Det kan godt være at min far ikke tror at det påvirker familien, men det gør det altså, og prøver man at snakke om det sidder han bare og kigger uforstående på en, sidder med åben mund og ser for at sige det mildt meget dum ud. Han får også en del indenbors fra grønne flasker eller fra dåser og en blanding lige fra alm pilsner til guld øl og stærkere sager end det, ja det er snaps jeg snakker om. Det er vildt trættende at være vidende at se på.
Det gør så også at jeg har svært ved at acceptere det hele, jeg har ikke meget tilovers for min far længere, jeg har vist nok tidligere skrevet om det at have angst og være nevøs, det er startet tilbage i 2003 måske før, men hele tiden forværret, i april 2005 flytter jeg hjemmefra første gang efter jeg fik epilepsi diagnosen og Klinefelter diagnosen, det slog åbenbart min far ud at han ikke længere havde muligheden for at kunne kontrollere mig, men jeg flyttede hjem igen i september 2005 jeg magtede ikke at bo blandt narkomaner og alkoholikere, der blev råbt og skreget fra naboer døgnet rundt, og heller ikke den gang kunne jeg få hjælp.
Ugen efter jeg flyttede hjem igen i 2005 blev jeg tilbudt 14 dages indlæggelse på Epilepsihospitalet i Dianalund. De fik mig ovenvande - men det holder kun i kort tid hver gang, jeg har det så elendigt med alt det der sker omkring mig, det er meget svært at skrive om, ja umuligt at tænke på. Jeg kigger i ny og næ på de billeder jeg har taget på Epilepsihospitalet i Dianalund, det er gode minder, det er rare minder fra en god tid.
Det er bare så trættende at være med til at opleve, man føler lidt at man taler til en dør til tider når det omhandler min far. Jeg vender tilbage igen med mere fra min barndom, hvor jeg går mere i dybden med mine oplevelser fra min bardom.
Nu på lørdag skal jeg med til en konference om "Hvad er CP" - hvad er spastisk lammelse, jeg gør det for at bryde et tabu, jeg gør det for at komme ud og opleve, og for at fortælle min krop at den ikke bestemmer, men også fordi jeg sæger viden, og forståelse. Her kommer der også et blog indlæg fra konferencen, jeg håber at det går godt, forævrigt er der forplejning med i prisen, og ja det er 5 timer så bliver spændt på hvordan det kommer til at gå.