Dagen i dag startede som en rimelig god dag, men det vendte på et split sekund, der skete alt for mange ting på en gang, alt blev vendt rundt og på hovedet, og jeg blev skide sur og fik en nedsmeltning, det kom hurtigt, jeg kan jo starte ved begyndelsen.
Jeg vågner i dag før vækkeuret ringer - det alene betyder faktisk en super god dag, men da hjemmehjælpen kommer så vender det hele, alt bliver til en dårlig dag og alt bliver lavet forkert, hoved reglen er at de skal læse de sedler jeg har hængt op så jeg undgår at skulle gentage mig selv hele tiden, det vælger vedkommende ikke at gøre, ikke før jeg siger det. Her efter bliver alt opfattet forkert, jeg ved at jeg skal have rengøring og det skal være inden kl. 10, nu er det sådan at jeg får hjemmevejleder fra kl. 10 til 12 hver mandag. og sådan er det bare, nu ville hjemmehjælpen have at jeg skulle ændre det til en anden dag og på et andet tidspunkt.
Jeg er bare sådan indrettet, at jeg gerne vil have al den form for hjælp placeret så tidligt som muligt, jeg kan ikke gøre for at jeg fungere på den måde, sådan er jeg indrettet og det skal ikke laves om. Det lød nærmest som om at jeg skulle være åben for at der kunne komme hjælp til rengøring når som helst, og på hvilket som helst et tidspunkt. Den går jeg ikke med til og nej jeg vil ikke ændre på min tid med min hjemmevejleder, nu er det kørt ind fast at han kommer mandage mellem kl 10 og 12. Ja så kunne jeg få rengøring efter kl 12 om mandagen men der er jeg totalt brugt og helt færdig.
Det er så svært det her, når man har brug for at fungere, når man har brug for at være en del af samfundet, jeg er der at jeg ikke gider det mere, jeg havde fået at vide at det godt kunne lade sig gøre og at det godt kunne komme til at fungere, og nu lader det til at det ikke kan fungere, det er så trættende det her, jeg giver faktisk op. Det fungere ikke det her, og jeg kan ikke få det til at virke - det er som om at nogle siger at jeg bare er et brok hoved- Helt ærgerligt er det mig eller dem der bestemmer, er det mig eller dem der har de livs udfordringer jeg har.
Her mens jeg sidder og skriver, må jeg bare se i øjnene, at det måske slet ikke kommer til at fungere, det er som om nogen har smidt en kæp i hjulet, og at den kæp ikke er til at få fjernet, det er som om at det ikke må lykkedes for mig at få det til at fungere. Det værste de kan gøre er at stille sig med hænderne i siderne og så kigge på mig med stikkende øjne, det hjælper dem ikke en hyldende fis. Det kan de godt glemme alt om.
Her klokken 10 kommer min hjemmevejleder og så må vi se om han og jeg kan få det til at fungere i fællesskab, min hjemmevejleder og jeg plejer nu godt at få det til at køre godt, det gode er at han ved besked om min nedsmeltning og at jeg har det dårligt lige i dag, jeg skrev det til ham i en SMS, hende fra hjemmeplejen troede faktisk det var en dame jeg har, der kunne jeg så sige at det er en ham, men der gik noget tid inden det gik op for hjemmehjælperen her til morgen, at det ikke er en hende men en ham der er min hjemmevejleder. Jeg tænker hvorfor skal alt tilpasses lige hjemmeplejen og praktisk hjælp.
Lige nu er jeg bare en sur ung mand, der ikke er til at hugge eller stikke i, jeg er mopset, nej jeg har en nedsmeltning og jeg er vred over at være bondefanget i det hele taget, jeg er meget vred over at være næret til at tro på det bedste, hvor jeg hader disse dage hvor alt bare er forkert, og opfattes forkert af andre.
Åbenbart må man ikke være anderledes ikke de andre i verden, der er ikke plads til os unormale i den normale verden, det er træls det er sådan.
Min uge ser sådan her ud, Mandag er der de mere praktiske opgaver det kan være hjælp til rengøring og så hjemmevejleder, tirsdag er reserveret til psykiater og resten af tirsdagen dur jeg ikke til noget, onsdage er reserveret til evt. aktivitets og samværscenter, torsdag er kun til indkøb, og fredage er reserveret til aktivitets og samværscenter. Så min uge er ret presset i forvejen og det står ikke til at ændre. Hvorfor skulle jeg ændre på mine ting. Det er sådan mit liv er bygget op. Men det er åbenbart ikke godt nok i længden.