Angsten for at være hvor jeg er, tiltager i styrke igen, igen uden at jeg kan gøre noget for at det ikke skal blive værre. Her til aften har der været taget i min entredør 6 gange, godt den er låst. Jeg er der hvor at jeg er ved at give op - og lade angsten vinde, angsten som jeg i 2007 var heldig på at få et botilbud under § 85 for at kunne få hjælp til at snakke om angsten når den kommer på liste sko, jeg blev dengang skrevet op på en venteliste som jeg nu er slettet fra, blot fordi kommunen så har sparet de penge. Og ja de har fået medhold fra ankestyrelsen - dog i en § 108 botilbudssag - det er stort øv det her. De nævnte § 85, § 83, § 104 og § 108 er alle fra serviceloven.
Hvorfor lytter de ikke til os borgere, det er os det handler om, selvfølgelig handler det også om kommunens økonomi men helt ærgerligt så er det vel kasse tænkning når kommunen så bruger de sparede penge på trafiksanering som det er tilfældet her i Odense. Jeg kan ikke se hvorfor man i Odense har brug for en let bane. Jeg er måske bare blind - men det er min mening.
Her til aften har det banket på entredøren 6 gange, den er blevet forsøgt åbnet 6 gange, jeg er glad for den er låst, den ene gang jeg var ude og kigge var der ikke nogen, og der var nogen - for der blev snakket kort inden det bankede på men det gør mig angst, meget angst, i forvejen har jeg generel angst. Kommunen lovede at hjælpe mig den gang i 2007 med et botilbud, men en dag i 2014 fandt jeg den bevilling, de benægter at den er sendt til mig, men hvorfor har jeg den så?
Kære familie hvis i læse med - jeg må desværre ud med det, jeg er bange for at der skal ske, noget med min mor når min far ikke er sig selv, jeg er bare bange. min far gør underlige ting, sådan var det også tilbage i 2007 ja - den gang jeg fik en bevilling på et § 85 botilbud, som min kommune har glemt alt om, jo det kan virke meget provokerende det her. Min far har været faldet et utalt af gange, ikke pga sygdom, og så alligevel sygdom som jeg ser det, sygdommen er trangen til mørkegrønne flasker med styrke i mindst 3,7%.
Vedrørende angsten for min far og mor, så er jeg ikke bange for at der skal ske noget med min mor, nej jeg er bage for at hun skal få en oplevelse af at skulle finde min far død drukken igen, jeg husker alle de gange min mor og jeg har fundet min far liggende i haven, i en storm med vidstød af orkan styrke dræbte for et par år siden mine forældres drivhus, ja i ved sådan et med rigtigt glas, min far har været faldet in i det drivhus tidligere, ikke fordi han var svimmel pga sygdom, men fordi han havde drukket tæt. Drivhuset er der ikke mere og der kom ikke et nyt op.
Min mor nægtede at få et nyt drivhus, jeg tror min far var skuffet over den beslutning. Men min far laver intet, han hjælper ikke til med noget som helst, sidder kun og surmuler over livet og er skuffet over livet som det har formet sig for ham, ja også for mig han er ikke tilfreds med noget som helst og ser ikke glæde i noget, han drikker det væk med øl og ret ofte snaps.
For at vende tilbage til mig, når angsten maner sig på hos mig, så bliver jeg sulten, og kan blive ved med at spise også sent om aftenen, eller jeg begynder at kradse mig selv - det er vel en form for selvskade er det vel bare i mild grad, jeg har idag en bevilling på hjemmevejleder under § 85, mit problem er at jeg ikke kan snakke med hjemmehjælperne der kommer hos mig om min angst, selvom de er kommet hos mig i længere tid, end min hjemmevejleder så kan jeg ikke snakke om det med hjemmehjælperne. Problemet er bare langt større end ventet, fordi min angst kommer hen på aftenen som regel efter kl 22 og ofte senere på aftnen. Det betyder faktisk at jeg går på rov i mit køleskab og jeg mener rov. Det er ikke småting jeg kan finde på at spise, ofte er jeg som en løve....
Og det er altså ganske forfærdeligt at have det på den måse, jeg hader det - det er ustyrligt og jeg kan ikke li det på sigt, men jeg får bare at vide at så må jeg søge professionel hjælp, men jeg fungere så godt på det almindelige at de ikke vil have mig i den regionale psykiatri, og tro mig jeg har forsøgt mange gange at komme til samtaler, fordi jeg ikke er syg nok til trods for angsten. Og det er jo heller ikke alt der kan behandles med medicin selvom det er det kommuner og mange læger anbefaler i vore dage. Nu har jeg en psykiater i Middelfart jeg går hos fast, men han kan jo heller ikke hjælpe mig når det går galt.
Denne angst jeg har vil jeg kunne tale med personale om i et botilbud når den kommer, det er mit ønske at kunne få hjælp når det går galt. For jeg er overbevist om at det ikke er sundt at ville spise angsten væk, for angsten forsvinder jo ikke på den måde. Nu må jeg så se hvad min psykiater siger på tirsdag. Derfor ønsker jeg så brændende et botilbud.