I tirsdags var jeg atter afsted hos min psykiater, vi fik snakket lidt om det meget svære emne mine behov og følelser, det er svært at snakke om, men nu er der ved at gå hul på bylden. Ja jeg kradser mig - jeg bearbejder ikke mig selv, jeg giver heller ikke skylden til mine forældre for at jeg er den som jeg er, skal nogen hav skyld er det "Gud", men det skal han heller ikke have skyld for, fordi samtidigt med at han har givet mig nogle udfordringer i livet så har han givet mig en stor gave, det er kampånd - lige det med kampånd er jeg begyndt at tale om hos min psykiater, det er så fedt at kunne åbne sig langt om længe.
Min psykiater fik også dokumentet, med den aktindsigt jeg har fået på min sociale sag om botilbud, min psykiater er rystet over måden den er afgjort på, man har slet ikke bedt om en udtagelse fra min psykiater, selvom jeg har bedt ankestyrelsen om det. Det her indlæg kommer til at handel om at kradse sig eller gøre skade på anden vis. Jeg har det ikke godt, selvom Ankestyrelsen konkludere at jeg har det godt hvor jeg er og ned den hjælp jeg har, problemet er at jeg har forsøgt at få mere hjælp men jeg får afslag, eller rettere de afslag jeg fået indtil nu.
At jeg har selvskadende adfærd, er ikke noget nyt fænomen for mig - det er mere udtalt til tider end til andre tider, dog er det mest om aftenen det kommer til udtryk, dvs når hjemmevejleder ikke er at træffe og når hjemmeplejen er gået for sidste gang, så kommer min angst, den kommer susende indenom fra højre siden af, jeg kan finde på at kradse mig til jeg bløder forskellige steder som ofte i hovedbunden, det kan jo næsten ikke ses pga håret. Jeg kan nu også godt finde på at kradse mig på arme og ben, gennem mange år har især mine skinneben været hårdt udsat. jeg har haft store sår på mine ben. Og ser man efter kan der se spor af det, jeg har kun kradset mig intet andet. Jeg har selv den forklaring at jeg har brug for at mærke fysisk smerte for at lindre den angst jeg har i min psyke.
At stå frem med, at man skader sig selv er faktisk meget svært, det er en svær balance om hvad man skal skrive, hvor meget skal jeg skrive, jeg vælger at lægge det hele ud, den selvskade jeg gør på mig selv er ikke særlig synlig, men den er i mine øjne også mild, at kradse sig diverse steder er jo ikke det samme som at skære i sig selv. Til tider kan jeg finde på at slå på mig selv, det sker hvis der er kaos på vej, kaos er nedsmeltning i min optik, du kan læse om kaos eller nedsmeltning her.
Hvis der er sket mange ting i løbet af en dag så sker der en ophobning, på et eller andet tidspunkt skal det ud, det bliver ofte som kaos hos mig. Jeg kan blive aggressiv og undertiden selvskadende. Det skyldes ofte angst og sker ofte, hvis mine daglige rutiner bliver ændret. Ændringerne er ikke altid synlige eller forståelige for andre, men er væsentlige for mig selv. Jeg har vanskeligt ved at tolke andres adfærd og ved almindelig social omgang. Det med almindelig social omgang ses jo ganske tydeligt, jeg har en ven, jeg har haft nu gennem 18 år - og kun den ene ven. Men til gengæld kan min ven give kram og knus, han må røre ved mig og jeg ham. Vi deler mange oplevelser sammen, på godt og ondt.
Når jeg besøger min ven og kommer til at gøre uønsket ting, kan han godt lige komme med en lyd - stop så det der. Han kender mine svage sider, er det rigtigt slemt bliver jeg hjemme selvom jeg burde tage afsted, jeg ved godt at det her indlæg kan være grænseoverskridende for nogle at læse, men det er måden hvorpå jeg kan komme af med mine tanker om de der er mit problem.
Når jeg bliver spurgt om hvordan jeg har det, er jeg begyndt at svare at jeg har det godt - eller bare ok, selv om jeg faktisk har det røv elendigt, jeg gør det jo fordi jeg har svært ved at forklare hvordan jeg har det, og det må så blive ved det. Er det så ok at jeg gør det på den måde? i mine øjne så ja - for jeg kan ikke forklare hvordan jeg har det. Her til aften sidder jeg med en klump i halsen, men jeg kan ikke fortælle hvorfor den klump er der, den klump i halsen har jeg haft de seneste 30 år, dog noget skiftende fra dag til dag, nogle dage mere end andre dage. Klumpen i min hals kommer hen mod sengetid jo tættere på sengetid jo værre bliver det, jeg har det som om jeg bliver kvalt. Det er meget belastende at have det på den måde og jeg hader den tilstand, jeg kan ikke li det. Og så er der alle de andre underlige faktorer som jeg ikke kan beskrive.
Det næste indlæg kommer til at omhandle tilknytning til særlige ting, personer og dyr. Det bliver spændende at få skrevet - det vil måske også skabe lidt rod i mit system. Men helt klart vil det skabe savn.
