Den anden dag lovede jeg at skrive om savn, det kommer jeg med i dette indlæg. Savnet i dette indlæg er både om personer og dyr jeg har haft og kendt i dette liv.
Jeg lægger ud med et smukt skriv, jeg har set flere steder på internettet - det er om vores elskede husdyr, kæledyr med flere vi har haft gennem livet, det hedder Regnbuebroen.
"Lige inden man når himlen, ligger der et sted, der hedder Regnbuebroen. Når et dyr dør, ét, der har været specielt knyttet til én hernede, vil dyret stoppe ved Regnbuebroen. Der er enge og bakker, hvor alle vore særlige venner kan løbe og lege sammen. Der er masser af mad, vand og solskin og vore venner har det varmt og dejligt.
Alle de dyr, der har været syge og gamle har fået deres helbred og kræfter igen, de, der var sårede eller lemlæstede, er raske og stærke igen, ganske som vi husker dem i vore minder om gamle dage. Dyrene er glade og tilfredse, de mangler kun en enkelt lille ting: De savner hver især én, der betød meget for dem, én, de var nødt til at forlade.
De løber alle sammen og leger i en stor flok, men der kommer en dag, hvor en af dem pludselig stopper og stirrer mod horisonten. Øjnene er klare og intense, og den ivrige lille krop begynder at skælve over det hele. Pludselig forlader den heldige flokken og flyver over det grønne græs, hurtigere og hurtigere løber dens små ben.
Du er blevet opdaget, og når du og din specielle ven endelig mødes igen, klynger I jer til hinanden i glædestrålende genforening for aldrig at skulle skilles mere. Glade kys regner ned over dit ansigt. Dine hænder kan igen kærtegne det elskede hoved, og du kan endnu en gang se ind i de tillidsfulde øjne, der tilhører dit kæledyr, der så længe har været forsvundet fra dit liv, men aldrig fra dit hjerte. Så kan I krydse Regnbuebroen sammen"
Regnbuebroen er rørende og får mig til at knibe en tåre, jeg mindes derfor flere af de hunde, jeg har oplevet som mine forældre har haft i min levetid, altid Collier af forskellige køn. Da jeg kom til var der Sussie - der dengang kunne gå og passe på os børn, en af fortællingerne var at hun kunne løbe fra brandbilerne på den Falck station mine forældre boede på i 1966-1969 - det var før min tid, men jeg kunne godt forestille mig det, og hun løb til lige det sted hun måtte ikke længere end lig til hvor indkørslen / udkørslen var.
Efter Sussie kom Cæsar ham med den lyserøde snude, fik han færten af en fremmede kat så for han afsted, det var også det eneste tidspunkt han var hurtig, han kunne når vi familien var afsted på ferie i Norge sidde sammen med naboen og spise agurker, min mormor passede ofte hus når vi var i Norge. Efter Cæsar fik vi Lucy hun var svær at have med i byen og på weekender, hun var sær hun ville ikke tisse min mor og jeg kunne gå længe for at få hende til at tisse. Det var træls at det var så svært, jeg var en del knyttet til Lucy, hun kunne mærke når jeg havde det skidt, og kom og puttede sig hos mig.
Efter Lucy fik vi Scott, Scott kunne jeg rigtigt knytte mig til, hans kennel mor var her fra Fyn så det var nemt at se ham fra helt lille af, da vi havde fået ham hjem tog jeg ud til min ven der er multihandicappet og han fik lov til at sidde med ham i skøddet, min ven slappede helt af, men Scott var rigt god til at tyde mig, jeg knyttede mig rigtig meget til ham og han til mig, han kunne mærke når jeg var trist og når jeg var ked af det, det er det største savn, vi kom af med Scott i 2009 han havde fået glasknogler i det ene bagben, måske en form for kræft. I dag har min mor så Kiwa selvom om hun er vigtig, så kan vi ikke undgå at snakke om det vi har oplevet med den andre, Scott har jeg haft så meget med så det er stort savn. Pyh det er svært at skrive om...
Jeg har kun som barn haft 2 bedsteforældre, min farfar og mormor, min farfar havde en Buick, jeg kan lige mindes den ganske svagt, min mormor arbejdede hos fyens presse foto, og jeg var ofte inde på hendes arbejde med mad til hende, og fik lov til lidt af hvert, jeg nød at køre rundt i mørke slusen, det var sådan en rund sort dims med kun en indgang, som man så kunne snurre rundt i, når man snurrede rundt tikkede den.... Min farfar døde midt i 1980erne og min mormor døde i 2001, det underlige er at jeg i dag, selvom min mormor aldrig har været i min lejlighed så kan jeg til tider fornemme hende at hun lige kommer og besøger mig, dog er det mest utalt når jeg hjemme hos mine forældre lige smider noget ud, i det jeg åbner skabslågen hvor affaldsposen er, så lugter jeg stadigvæk hendes cerutter.
Jeg savner min mormor, jeg kan huske da mine forældre havde sølvbryllup der skulle en og os 3 drenge holde tale, min ældste storebror ville ikke, og min yngste storebror ville heller ikke, så var der kun mig tilbage til at gøre det, min mormor fik mig overtalt til at holde talen, kun 11 år gammel var jeg, men jeg var sku en lille stolt 11 årig knægt der holdt talen. Jeg voksede den dag. Jeg savner min mormor det er der ingen tvivl om, jeg er også sikker på at min mormor kunne havde talt med store bogstaver til min far at han skulle tage sig sammen, min far lever men jeg taler ikke med ham særligt meget - afstanden til ham er alt for stor, den er blevet stor fordi han nærmest påtager sig skylden for alt, men også fordi han ikke kan tåle modgang, han tåler ikke at man snakker om hvordan jeg feks. har det i dag. Min far er blevet en gammel sur mand. Som ikke gider bruge høreapparater, det betyder så at vi andre bliver sure når han så ikke høre hvad der siges til ham.