Den anden dag kom der flere videoer om autisme på banen og de er alle lige rørende jeg vælger at lade dem få plads her på siden, men først lige om lidt.
Noget af det som videoerne handler om er blandt andet selvskade, hvor man så ser en hund komme til hjælp, kommer og trøster. Trøster hvor en voksen måske ikke kan hjælpe når det går galt. Jeg har tit haft det sådan som bar, stået magtesløs overfor de onde. Der kun kunne mobbe lille mig. De voksne havde ikke i sinde at ville hjælpe, jeg skulle selv løse problemet. Jeg havde mine gemmesteder et sted var et fast sted, og jeg kunne være stille, et par gange blev klasse kammeraterne sendt ud for at lede efter mig, men jeg var stille når de ledte efter mig. Det er helt så tydeligt at jeg har haft et helt anderledes styresystem end de andre. Det er sandheden som jeg ser det og det står ikke til at ændre.
Når det var værst fandt jeg mit hemmelige sted og så var jeg i en nedsmeltning eller en meltdown som man også kalder det, jeg kan huske at jeg tilbage i april eller maj 1998 sad på et gadehjørne i Odense og bankede hovedet ind i en plakatsøjle, jeg var på det tidspunkt i praktik i Odense Skoleforvaltning under uddannelse da jeg var under Den Fri Ungdomsuddannelse (FUU) - den er afskaffet i dag - til fordel for STU. Den dag på gade hjørnet ligger der en brist en hændelse til grund, jeg fik at vide af hende jeg arbejdede for at jeg ikke var produktiv, at jeg var barnlig og at jeg ikke kunne tage mig sammen.
Det resulterede i at jeg tog mit overtøj og skred fra det kontor hvor jeg sad og arbejdede, det var sidste gang jeg så denne dame på det kontor. Jeg vendte ikke tilbage. Jeg sad med rygge op af denne plakat søjle og bankkede hovedet blidt ind i søjlen ikke hårdt, mens jeg sad og græd, og kom med lyde. Der gik mange mennesker forbi mig, de kiggede på mig en sagde at jeg skulle skamme mig over at vare barnlig, en betjent kom hen til mig og vi fik snakket lidt samme, han henviste mig til en anden skole, en voksen skole for handicappede - se det her var en skole under Fyns Amt, han kørte mig næste derud, jeg skulle selv gå det sidste lille stykke. I dag er jeg ham taknemmelig. Han kunne havde kørt mig på psykiatrisk afdeling, men han valgte at lytte på mig i stedet for. Det her har jeg aldrig fortalt nogen. så er du familie så beklager jeg at du skal læse det her.
Det næste jeg vil trække frem, er en anden video der også er kommet frem, det omhandler mobning, se her hvad jeg skrev af kommentar til opslaget i en dansk Autisme gruppe på Facebook.
Det var hårdt at se, jeg har haft det på samme måde i skolen, den gang blot indtalt på kassettebånd og små papir lapper, jeg er ofte brudt grædende sammen der hjemme eller et andet gemme sted. Det er så uretfærdigt at man skal behandles på den måde, den gang for ca 35 år siden hvor mobningen begyndte for mig vidste jeg ikke noget om mine handicaps, ingen diagnoser. Sikke en smerte den dreng må gå igennem. Dengang i min skole tid var der ingen voksne at få hjælp af, de troede mere på dem der mobbede mig, end det jeg kunne fortælle.
Se videoen nederst på siden.
Det skulle også vise sig engang senere hen, ved et tilfælde møder jeg min gamle klasselære til en sankthans aften på en produktions højskole, vi snakker sammen et øjeblik, efter 5 minutter spørger han ind til om jeg arbejder som kok, jeg havde en drøm at blive kok men blev det aldrig. Da jeg så fortæller at jeg har fået stillet diagnosen Epilepsi, går han et par meter væk, beder mig om at gå da jeg smitter - uvidenhed af værste skuffe og så en folkeskolelære. De sidste par år af hans arbejdsliv, kom han til at undervise handicappede på en anden skole.
At komme hjem og sidde uden for døren og græde stille for sig selv, jeg turde ikke gå på toilet på skole, ikke af frygt for at blive beskidt, men i frygt for at blive trængt op i en krog af bøllerne, det er simpelthen utroligt som man kan jages bare fordi man tænker anderledes end flertallet, bare fordi man er anderledes skal man ødelægges af dem der godt kan. Det er resluteret i våde bukser et par gange, jeg nåede hjem men nåede ikke ind, jeg var hængt op, det var elendigt. Jeg var ensom og alene i en stor grum verden.
Det er og bliver en væmmelig verden vi lever i. Jeg håber at jeg med det her kan være med til at skabe en forståelse om at vi alle er unikke på hver vores måde.
Husk at du kan tilmelde dig nyheder her på siden, lige så snart jeg udgiver nye indlæg vil du få en e-mail fra side, det er gratis, og du kan til hver en tid afmelde dig. Prøve den nye funktion lige her.