Så var det galt igen i går aftes jeg var træt, men kunne ikke finde ro og hvile, det er træls at ha det på den måde, jeg forsøgte et par gange, men det endte med at jeg valgte at sidde og se film på Netflix i stedet for. Samtidigt med at dette skete med ikke at kunne finde hvile havde jeg angst og fik pillet ved mine tæer så det kom til at bløde, ja selvskade er det vel i sidste ende.
I nat så jeg serien "Person of interest" og blev færdig med sæson 2 på Netflix, når jeg får det skidt så ser jeg det ene afsnit efter det andet i en kør, og bliver ved, det er blevet en øv ting jeg gør og det er meget svært at komme ud af denne rutine. Og jeg gør det også selvom jeg skal noget dagen efter.
At gå en tur er ikke noget jeg kan gøre da jeg har mine begrænsninger i form af min nedsatte muskelmasse. Jeg er jo kørestolsbruger, ikke at forglemme. Ja jeg ved at det kommer bag på mange at jeg er kørestolsbruger og så en autisme, men handicaps kan jo ramme alle.
Jeg er klar over at mit søvn mønster ikke alene skyldes min autisme men også den Klinefelter Syndromet jeg nu engang har og så at jeg er ekstrem lydfølsom. Jeg tåler ikke lyde høje, jeg kan jo huske at da jeg var ansat hos Autohuset Vestergaard at var der en der tabte en skrue kunne jeg høre det på mit kontor, som dengang lå dør om dør med værkstedet. De bruger forsat kontoret men nu er døren mellem værksted og lager lukket, noget jeg havde forsøgt at få gennemført, men aldrig fået igennem. Men nej jeg savner ikke det arbejde det er for stresset.
Når jeg ikke kan sove får mine tanker lov til at løbe og det er både i ring og spind, der er ingen grænse for hvad der sker når det først går løs.
En ting er sikkert man skal ikke kaste sig ud i opgaver, når man ikke har sovet synderligt godt, eller man slet ikke har sovet, så nu kan en portion appelsinmarmelade smides ud, den er elendig og smager ikke godt. Så jeg prøver igen senere på ugen og i måske et bedre humør og efter at have sovet en del bedre.
Det værste er vel angsten der kommer og oversvømmer en, den kommer som en stormflod og vælter ind over mig. Det er rædselsfuldt at have det på den måde. Jeg har tidligere skrevet om angst og brugt ord som Tsunami, nu vælger jeg at skrive det som stormflod. Jeg ved bare at jeg har haft dette her problem de sidste mange år, ja nok de sidste 15 til 20 år. Jeg har prøvet at få hjælp til det mange gange også fra Epilepsihospitalet i Dianalund, men de har ikke kunne formå at komme ind til mig, det er nu lykkedes min psykiater i Middelfart.
Jeg har gennem tiden haft flere forskellige psykologer på blandt andet Epilepsihospitalet i Dianalund, jeg har haft samtale med et par psykiatere men de har aldrig været i nærheden som min nuværende psykiater, jeg har forsøgt at få hjælp via Psykiatrien på Odense Universitets Hospital (OUH), de skrev på et tidspunkt at jeg er så dybt forankret i min tilstand at de ikke vil kunne hjælpe mig, de kiggede bare på noget forkert, men de vil jo ikke anderkende at de tog fejl.
Min psykiater i Middelfart har haft held med at hjælpe mig gennem den svære tid om det her, men han kunne spore en Autisme diagnose, og jeg føler at jeg er kommet meget langt i det her forløb. Jeg har rykket mig meget og kan nu snakke mere om mine problemer, men jeg bruger også meget min blog til at formidle mine tanker - følelser - kaos med mere. Jo det er en stor udvikling jeg har været igennem. Nu er det atter blevet jul og det har jeg det meget svært ved og med. Næste indlæg vil blandt andet omhandle jul og lidt andet - udkommer sidst på ugen.