En opgave fra min psykiater den anden dag, lød på at nedskrive drømme når jeg sover, det kan nu være gangske vanskeligt når jeg sover med armstrække skinner. Nå men jeg kaster mig ud i det, og prøver mig frem. Jeg har været pænt aktiv her i formiddag, så jeg havde brug for et hvil, ud over det ved jeg at jeg skal barbere mig senere i aften, jeg havde derfor på den halve time jeg fik hvilet eller rettere sovet, et par drømme, men jeg husker kun den ene.
Den ene drøm gik ud på at jeg stod og barberede mig og hver gang jeg fik barberet mig først det ene sted så kom der nyt skæg frem med det samme, men for hver gang blev det længere og længere. Jeg bruger skraber - jeg kan ikke holde lyden ud fra maskinen, så der for skraber, men forestil dig at skægget blev længere og længere for hvert skrab. Det var ikke for godt, og ikke nok med det, fik jeg mange små og større små skader i ansigtet, små snit der blødte.
Forleden dag drømte jeg noget helt vildt, jeg kunne godt mærke mine arme og ben, men det var på en underlig måde, de føltes som tøj der berørte kroppen let, meget let, og så var det som om at både arme og ben samt kroppen var lavet af tyndt papir - ja måske silke papir - det var en underlig følelse at have det på den måde, men samtidigt med den her følelse, så kunne jeg både komme omkring og spise og drikke. Oven i det hele er så angsten - angsten der er den tro følge svend døgnet rundt. Det er væmmeligt at have det på den her måde.
Jeg føler mig i den grad fanget mellem drømme og virkeligheden forholdsvis tit, jeg kan sidde og slappe af, for så at falde i søvn og så have en drøm hvor jeg føler at jeg flyver hen over mig selv, hvor jeg kigger ned på mig selv, det er pisse ubehageligt at have det på den måde, man føler virkelig at man bevæger sig rundt som enten et spøgelse eller en engel.
Den følelse har jeg haft i mange år, og jeg tror næppe det er en jeg sådan lige kommer af med, jeg ville ønske at jeg kunne kom af med den, men på den anden side hvorfor skulle jeg det. Den er jo en del af mit liv. Jeg har et par minder om det med, ja måske overtro, eller hvad det nu kan skyldes.
Jeg mindes en med patient, fra ungdoms afdelingen på epilepsihospitalet i november / december 1995, vi havde været nede i Dianalund centret og købe pizza, på vej retur til afdelingen en aften, med pizza bakkerne i hænderne, vi er ca 5 minutter fra afdelingen da en af med patienterne får et stort epileptisk anfald, han ryger på røven da det er glat og der er sne, vi har fået order på at mindst en af os skal have mobiltelefon med når vi går ude, fluks hiver jeg min mursten af telefon frem - får ringet til afdelingen vi er indlagt på, der går 5 minutter så er der er personale hos os, min med patient fortæller efterfølgende at han havde set sig selv oppe fra ligge der på jorden, han ville ikke snakke om det men jeg får ham overtalt til at tage det op i den gruppe vi er i en gang om ugen, der var både psykolog og socialrådgiver, det var så en nær døds oplevelse han havde været ude for. Han fik snakket det igennem med psykologen og kom over det. Det værste var at han var begyndt at spise af sin pizza på vej retur og jeg skulle lige tage mig sammen og stikke min hånd i han mund og grave pizza ud af hans mund, det der er at tænke over det er at personer under et epileptisk anfald kan have vildt mange kræfter i kæberne, men havde jeg ikke gjort det var han blevet kvalt.
En ugen senere sad jeg fast i en elevator med samme med patient, vi var blevet sat til at hente en palle med tomme krydderiglas, vi tænkte ikke over vægten der var jo kun 900 glas, så vi kørte pallen ind i elevatoren vi skulle op på første sal, og ind gik vi med de 900 glas.... vi sad godt fast, jeg fik trykket på alarm knappen, men der skete ikke en disse, de troede at det var telefonen der ringede, vi sad fast i 15 minutter, og vi skulle over på afdelingen, vi var indlagt på og spise, den gang fik man varm mad midt på dagen, så jeg ringede til Epilepsihospitalet og bad om at få værksteds gården, og så sagde jeg vi sad fast i elevatoren - de brokkede sig over at vi ikke havde trykket på alarm klokken, da det gik op for dem at den ringede - blev de noget tavse. Proceduren blev lavet om, fremover var det forbudt at være i elevatoren når der var vare i den samtidigt - dette kom også til at omfatte fragtmænd. Men det kunne havde gået grueligt galt fordi, de glas var af rigtigt glas, hvis en af os havde fået en krampe i elevatoren. Jeg tør dårligt tænke tanken.
Men at have følelsen når man bare sidder og sover, at man flyver oppe over en selv, er langt ude som jeg ser det, jeg har sjældent skrevet om det, jeg taler heller ikke om det - jo det kommer jeg så til i morgen hos min psykiater, jeg glæder mig til at komme til at snakke om det, det er jo ikke en normal ting, eller er det - er det normalt at man i en drøm flyver ud af sit sind for så at flyve hen over sig selv, eller ens familie, venner med mere. Det er som om jeg ikke er i min krop når det sker. Ja det er sket her til aften, jeg faldt lige lidt i søvn, da jeg var ved at skrive det her og vupti så var jeg ude at flyve, det er ubehageligt at have det på den måde.
Om det så skyldes autisme diagnosen at jeg drømmer mere aktivt eller ej, ved jeg altså ikke - men jeg har nu heller ikke i sinde at skulle have medicin for mine problemer, jeg har prøvet medicin men føler ikke at det hjælper mig mere, det har tidligere faktisk forstærket mine drømme at få medicin for dette problem, det er ikke lykken at få medicin. Den bedste medicin er at være så trøt som muligt når man går i seng så man derved nemmere kan falde i søvn og få en god natte søvn.