Mine handicaps

For det meste når jeg skriver her på bloggen omhandler det primært min autisme, i dag er en undtagelse.

Tilbage i folkeskolen husker jeg mig som den stille, og meget sarte type, der gik for sig selv eller sad for sig selv, jeg kunne ikke være med i ret mange ting, og de ting jeg kunne blev jeg tit mobbet for at have interesse for, mobningen gik ikke kun ud over min ting jeg kunne også på det basale punkt, jeg blev mobbet med brilleabe, den var nem at give videre og sige at de var aben og jeg havde brillerne, jeg havde flyve øre lige indtil en vinter dag i 9. klasse. Jeg blev mobbet med min måde at skrive på, al den tid jeg kan huske, så skrev jeg så hårdt at man kunne læse hvad jeg skrev 10 sider længere fremme eller tilbage, jo så også den forbandet håndrysten som begyndte så småt i folkeskolen.

Når jeg sidder her og kigger tilbage på mit liv så - tænker man også på hvad man kunne havde gjort, og i dag ville jeg sådan ønske at det var sket, og det var forekommet, allerede i 4. klasse blev der snakket om, at jeg skulle skifte skole, det skete ikke, men jeg er overbevist om at - det kunne havde ændret mit liv betydeligt at komme i en skole hvor der dengang var andre handicappede børn. Tænk sig hvis mine handicaps kunne være blevet opdaget den gang i folkeskolen så havde alt været meget lettere i dag måske. Mobningen stoppede først da jeg gik ud af folkeskolen sommeren 1988.

Jeg har virkelig prøvet at få en uddannelse, bare se nedenstående tabel.

Se mere uddybende information om mig på http://handikapinfo.dk/om-mig/min-barndom

Min epilepsi blev opdaget nytåret 1993/94 da jeg var under uddannelse som bager i København, pga sikkerheden valgte jeg at stoppe uddannelsen. Det var et tab -stort tab for mig, heldigvis havde jeg kun været igang med uddannelsen i et halvt år, men det er trods alt et nederlag. Jeg har siden jeg fik epilepsi diagnosen været i behandling for epilepsien frem til 2006, der går det op for dem at jeg ikke tolerere medicinen godt nok, jeg har været indlagt flere gange på Epilepsihospitalet i Dianalund på vestsjælland. Jeg er i dag heldigvis vokset fra epilepsien, men man lever på en måde så man passer på blinkende lys med mere.

Under en indlæggelse på epilepsihospitalet i 2003 undre lægen sig over de små testikler jeg har, og tilbyder at undersøge mig yderligere, det skal vise sig at jeg har en genfejl der hedder Klinefelter Syndrom (47,XXY) læs mere om Klinefelter Syndrom her. Ganske kort fortalt betyder det at det er en genfejl der kun kan ramme drenge og mænd, den er medfødt og den bevirker at man har et ekstra kvindeligt kønshormon. I den forbindelse har jeg nedsat muskelmasse og det bevirker at jeg har den rysten jeg nu engang har og så også at jeg har brug for en kørestol for at komme rundt.

Da jeg i 2014 får hjælp fra en socialjurist i en social sag mod kommunen, det undre min socialjurist den måde jeg reagere på, hvordan jeg præsentere mig i telefon og nogle andre ting, jeg begynder selv at gå i dybden for at finde ud af hvad der kan være galt, det skal nu vise sig at jeg har autisme, jeg har altid haft det og vil altid have det. Jeg ændre mig som sådan ikke at få autisme diagnosen, men jeg bliver mere bevist over hvordan jeg fungere i dagligdagen og hvad jeg kan gøre for at undgå at gå ned med flaget.

Her under billede af mig med hjælpemidler på og i kørestol, og andre små hjælpemidler. Klik på billederne for at se dem store.