I disse år går snakken meget om inklusion af børn og unge med særligebehov i almindelige klasser, men før jeg vil komme til nutiden vil jeg hive et kort op af lommen, på det kort ser vi en skole og mig som barn, fordi jeg vil her i dette indlæg komme ind på min skolegang.
Ser i jeg begyndte at gå i børnehaveklasse i 1978 og kom i første klasse i 1979, på det her tidspunkt vidste hverken mine forældre eller jeg at jeg havde nogle handicaps overhovedet, jeg var bare den stille type, der faktisk gik for sig selv i skolen, jeg var ikke meget sammen med de andre fra klassen heller ikke i frikvarterene, sådan var det hele ,in tid i folkeskolen som jeg husker det, jeg gik alene og var mig selv, mine interesser var ikke i nærheden af de andre.
Set i bakspejlet var jeg jo faktisk ekskluderet, jeg var ikke som de andre, og jeg havde mine ting jeg gik op i, blev det for meget med det hele, kunne jeg sidde med blyanten og trille den mellem mine fingre, jeg husker en fra klassen der engang blev sur over at jeg sad og trillede / drejede med et skrive værktøj, bad mig holde op - jeg fortsatte, men at være udstødt fordi man er anderledes er absolut ikke spor rart. Selv i hjemkundskab da jeg blev gammel nok til det blev jeg udstødt, jeg kan huske at jeg engang skulle lave en dej hvor man skulle smuldre margarine og mel sammen, jeg har altid haft meget varme hænder, så mit problem vare at jeg fik fedtstoffet til at smelt, se det skabte også store problemer for mig - de var sure i den gruppe jeg var i, når der skete de ting havde jeg det med at forsvinde og så gik jeg min vej, det endte dog næsten altid med at nogle blev sendt ud for at lede efter mig, men jeg havde gode skjulesteder og nej de fandt mig aldrig.
I 4. klasse, har jeg fået at vide, at der var tale om at jeg skulle havde skifte skole - til en skole med handicappede, men den gang tænkte vi jo ikke over at jeg var speciel, jeg var jo bare Henrik. Kunne man rejse tilbage i tiden og laven den om, så ville jeg måske havde haft ønsket at man kunne gøre det, for mine problemer ved at blive på Sanderumskolen blev absolut ikke mindre, på et tidspunkt kommer der en ny dreng ind i klassen, det skulle vise sig at han var en rod, en rod til ballade og endnu mere splittelse, de forsøgte at få mig til at stjæle fra områdets butikker, men jeg gik i mod dem, jeg skulle ikke nyde noget - da slet ikke når jeg vidste at noget af min fars familie var hos politiet. Nej da der sætte jeg en grænse, hvorfor skulle jeg stjæle for at efterkomme deres ønsker. Og det var så endnu en grund til ikke at være sammen med de andre.
Hvem og hvor mange kan huske Commodore 64 og måden man indlæste programmer og spil på? Enten foregik det med kassettebånd eller disketter, i starten havde jeg kun bånd, jeg kan huske en aften der hjemme som ung, der kom nogle af de andre drenge, hjem til mig med et bånd, de fortalte de havde fundet et program til mig, de grinede og fniste (troede kun piger fniser), nå men jeg satte båndet i båndstationen, intet skete der, jeg vendte båndet og forsøgte på den anden side, intet skete. Jeg tog det ud af båndstationen og satte i en båndoptager, og ja der var ikke spor data på det bånd men lyde sære lyde, jeg var er forsat forarget at man kan te sig på den måde, der var smaske lyde og lyde der end ikke fortjener at blive fortalt her på bloggen, ja i kan så måske gætte jer til resten.
Jeg håber ikke at inklusion af børn og unge oplever det i hvoredage, og gør de det - så skal de hjælpes ud af de problemer de er i, så de får den hjælp og støtte de har brug for. Om jeg er tilhænger af inklusion - nej det er jeg ikke, har et barn eller en ung særlige behov er der brug for skoler hvor man kun har disse særelige tilbud, og hvor normalt fungerende ikke kan trampe på de svage. Jeg håber at man besinder sig fra det offentlige og finder ud af at der er en grund til at os der er særlige har en grund til at være anderledes, og det er hvad enten det er Autisme, Epilepsi eller andre handicaps der er så gennemgribende at de har brug for særlige hensyn for at de kan fungere, vi der er særlige kan ikke forlange at de normale skal tage hensyn til os.
Der hvor jeg ser problemet er måske til sport og idræt, hvordan kan kørestols brugeren deltage til hoppe konkurrencer (højdespring og længdespring), hvad under bad kørestols brugeren bruger måske ble eller Uridom skal normalt fungerende kammerater stå og se på at det bliver skiftet. Eller skal Autisten tvinges til at gå i bad, fordi han/hun er sidst og der ikke er mere varmt vand, eller fordi baderummet er beskidt eller der lugter sært. Det er blot nogle eksempler jeg her har listet op.
Jeg er klar over at mit indlæg kan give megen debat, jeg kan få skældud over at skrive som jeg gør - men jeg tager chancen og udfordringen op.