Et liv uden forklaring – men med mange spørgsmål
Min barndom og ungdom var præget af en følelse af at være anderledes – uden at nogen rigtig kunne sætte ord på hvorfor. Jeg klarede mig fagligt, men socialt haltede jeg bagefter. Jeg forstod ikke de sociale spilleregler, kunne ikke aflæse signaler – og jeg brugte ufattelig meget energi på bare at være “som de andre”.
Jeg blev ofte kaldt distræt, doven eller følsom. I virkeligheden kæmpede jeg med et indre kaos, som jeg ikke selv forstod. Jeg fik ondt i maven af gruppearbejde, kunne ikke følge med i ustrukturerede timer og fik tit at vide, at jeg skulle “tage mig sammen”.
Der var ingen, der talte om autisme dengang. Heller ikke om neurologiske forskelle eller funktionsnedsættelser, der ikke kunne “ses”. Og da jeg var god til at læse og havde et højt ordforråd, blev mange af mine udfordringer overset eller misforstået.
Jeg lærte tidligt at maskere – at spille en rolle, så jeg ikke skilte mig alt for meget ud. Det kostede energi. Meget energi. Og det gik ud over mit selvværd og min evne til at tro på, at der var plads til mig, som jeg var.
Det var først mange år senere, jeg forstod, at det ikke var min skyld. At jeg ikke var forkert – bare uopdaget.
Et liv med uudtalte mønstre
Jeg kan i dag se, at mange af de ting, der fyldte i min barndom, pegede i retning af autisme og Klinefelter Syndrom – men ingen havde blik for det dengang.
-
Min sansesensitivitet blev set som pyller.
-
Min rutinepræference blev set som stædighed.
-
Min træthed blev set som dovenskab.
Men alt sammen havde en årsag. Jeg havde bare ikke fået svaret endnu.
En ungdom præget af tvivl
Min ungdom var præget af følelsen af at stå udenfor. Jeg havde svært ved at finde min rolle – både i skole og fritid. Jeg prøvede at følge med, men forstod aldrig rigtigt, hvad “de andre” drev det hele af sted på.
Det var først i voksenalderen, med de sene diagnoser, at tingene begyndte at give mening bagud. Og det ændrede min forståelse af hele min opvækst.
Dette er min historie – ikke for at få medlidenhed, men for at vise, hvor meget forklaringer kan betyde, når de endelig kommer.