Om at ville livet – men blive mødt af mur på mur
Efter min læretid som bager i 1993 stod jeg ikke bare stille. Jeg forsøgte videre – med uddannelser, kurser og revalidering – alt sammen i håb om at finde en vej ind i samfundet på mine egne vilkår. Men igen og igen blev jeg mødt af manglende forståelse, forkerte rammer og systemer, der ikke så det usynlige.
Jeg ville gerne – men jeg kunne ikke på den måde, man forventede.
HG – og et nederlag på papir
Fra august 1994 til juni 1995 gik jeg på HG-uddannelsen. Jeg kæmpede mig igennem hele året og gennemførte, selvom jeg fik 03 til alle eksamener. Det var en kæmpe psykisk belastning. Skolen vidste, at jeg havde epilepsi, men jeg oplevede alligevel, at inspektøren direkte forsøgte at få mig til at stoppe. Jeg nægtede. Jeg ville gennemføre – og det gjorde jeg.
Men prisen var høj.
Den frie ungdomsuddannelse – tæt på målet, langt fra hjælp
I 1996 startede jeg på Den frie ungdomsuddannelse. Her fik jeg lov til at udforske EDB og medieproduktion – bl.a. gennem praktik og undervisning i HTML og grafisk arbejde. Det var noget, jeg virkelig brændte for, og for første gang følte jeg, at noget kunne give mening.
Men i 1998 – kun to måneder før jeg var færdig – blev jeg tvunget til at stoppe. Jeg var grædefærdig.
Jeg havde været så tæt på at gennemføre – og alligevel så langt fra at få det til at lykkes. Den dag står som en af de værste i mit liv. Jeg husker, at jeg sad på en bænk i Odense og bankede mit hoved ind i en plakatsøjle i afmagt.
Det var på det tidspunkt, jeg blev kontaktet af nogle betjente – og det blev mit vendepunkt.
ASV Odense – hvor nogen endelig lyttede
Efter mødet med politiet fik jeg kontakt til ASV Odense – og der blev jeg for første gang mødt med forståelse og respekt. Her fik jeg lov at arbejde med hænderne, være kreativ og dele min viden med andre. Jeg blev en del af en gruppe, hvor det ikke handlede om at “passe ind” – men om at få det bedste frem i den enkelte.
Det var også her, jeg mødte Toke, som blev min ven fra første øjeblik. Vi var som brødre.
Og i august 1998, samtidig med at jeg begyndte på ASV, fik jeg endelig førtidspension.
Et vigtigt kapitel – uden fast adresse
Denne periode i mit liv var præget af forsøg og nederlag, men også af vilje og modstandskraft. Jeg prøvede. Igen og igen. Ikke for at få medlidenhed – men fordi jeg havde et ønske om at bidrage. Jeg vidste bare ikke hvordan, når rammerne hele tiden var forkerte.
Jeg blev sendt rundt i systemet, placeret i forløb, der ikke passede til mig, og evalueret på præmisser, jeg ikke havde mulighed for at leve op til. Alligevel blev jeg ved.
Og det skal man ikke glemme: Det, at man prøver – også når det ikke lykkes – er en præstation i sig selv.